Fællesvagter

I Ugeskrift for Læger nr. 15 gennemgås en voldgiftssag vedrørende etablering af en fællesvagt mellem Epidemiklinikken og skadestuen på H:S Rigshospitalet. Artiklen har overskriften »Yngre Læger vandt en sag om fællesvagt og godt arbejdsmiljø«. Artiklens fremstilling af voldgiftskendelsen, som jeg for god ordens skyld skal nævne er en tilkendegivelse og ikke en kendelse, bør ifølge min opfattelse suppleres med et par bemærkninger fra den anden part i sagen - nemlig H:S. Formålet med bemærkningerne er at give en mere nuanceret og knap så ensidig fremstilling af, hvordan hospitalerne i H:S håndterer overenskomstens bestemmelse om etablering af fællesvagter og af hospitalernes holdning til lægernes uddannelse og arbejdsmiljø.

Specielt vedrørende bestemmelsen i § 4, punkt a-f i organisationsaftalen for reservelæger m.fl. i H:S, der vedrører etablering af fællesvagter, vil jeg pege på, at der er tale om en forholdsvis ny bestemmelse, som ikke har været meget i brug. Det kan betyde, at der kan være tvivl om, hvordan bestemmelsen skal anvendes i praksis. Både Yngre Læger og hospitalerne i H:S kan derfor have brug for erfaring med at anvende bestemmelsen for at kunne mødes i en fælles opfattelse af, hvordan den skal forstås. Jeg skal derfor beklage, hvis artiklen giver omverdenen indtrykket af, at ledelserne i H:S er fulde af ond vilje og misbruger overenskomstens bestemmelser om etablering af fællesvagter til at forringe lægernes situation uddannelsesmæssigt og arbejdsmæssigt. Det er efter min bedste overbevisning ikke tilfældet.

I H:S har vi brugt voldgiftsmandens tilkendegivelse til at blive klogere og til at få sat en række ting på plads. Vi skal skriftligt dokumentere, at vi opfylder vilkårene i de seks punkter i § 4, og der skal føres reelle drøftelser. Det er imidlertid nu klart, at bestemmelsen i punkt a i § 4, om at fælles-vagten kræver lokal drøftelse inden iværksættelse, ikke er udtryk for, at denne drøftelse skal munde ud i enighed mellem parterne. Meningen med bestemmelsen er set med H:S' øjne at få en dialog mellem ledelse og læger, hvor begge parter medvirker sobert.