Faglig troværdighed ofret på ideologiens alter

»Abort giver ikke langvarige fysiske og psykiske problemer« lyder overskriften på en pressemeddelelse fra Socialforskningsinstituttet (SFI) i forbindelse med offentliggørelsen af en ny undersøgelse [1].

Det er med vantro, jeg læser denne overskrift, for den stemmer ikke overens med min kliniske hverdag på en psykiatrisk afdeling. Jeg møder mange kvinder, som slæber rundt på en tung bagage, hvor en tidligere provokeret abort ofte er en af de ting, som tynger.

Undersøgelsen består af to dele; en kvantitativ og en kvalitativ del.

Ved den kvantitative undersøgelse finder man følgende:

Op til et år efter en provokeret abort er der fordoblet risiko for underlivsbetændelse og 1 gang forøget risiko for ufrivillig abort. Den sidste oplysning trækkes dog ud af undersøgelsen, fordi dette også er tilfældet efter en fødsel, men hvad er det for en måde at konkludere på? Det nærmer sig det uanstændige!

Hvad de psykiske eftervirkninger angår, har man alene medregnet dem, der har krævet hospitalsindlæggelse. Så vidt jeg ved, er der mange psykiske lidelser, som aldrig medfører indlæggelse på psykiatrisk afdeling. Især i en tid, hvor psykiatriske sengepladser er blevet kraftigt reduceret. Altså er dette en meget usikker parameter at måle på. Dertil kommer, at det statistiske grundlag er meget spinkelt. Årgangen af kvinder, der blev undersøgt, blev født i 1966 og var på 41.362. Heraf blev i alt 216 indlagt på psykiatrisk afdeling fra deres 15. til 27. leveår - altså 5 promille!

Jeg fatter ikke, at man tør drage så håndfaste konklusioner af disse små tal. Det er et meget grovmasket net, man har valgt at bruge for at fange evt. psykiske følger af provokeret abort - så grovmasket, at der er sluppet mange »velvoksne torsk« igennem.

Ikke desto mindre viser undersøgelsen en svag sammenhæng mellem abortindgreb og efterfølgende selvmordsforsøg. Men eftersom meget få selvmordsforsøg medfører indlæggelse, kunne man måske i stedet fremkomme med den hypotese, at vi her kun ser toppen af isbjerget.

Sammenhængen mellem selvmordsforsøg og abort undersøges alene i det første år efter aborten. Hvorfor ikke længere? Min erfaring er, at en del kvinder først får psykiske følger af provokeret abort flere år efter, hvilket også understøttes af andre internationale undersøgelser [2, 3].

I den kvalitative undersøgelse, der bygger på interview af 14 kvinder, kan eksistensen af psykiske eftervirkninger efter en abort derimod ikke skjules. Følgende citater er taget fra resumeet:

»Kvinder beskriver i øvrigt, at valget af abort er psykisk belastende for dem, som egentlig gerne ville have barnet, ...«.

»For andre er aborten forbundet med en række andre dårlige omstændigheder, som gør kvinden mere psykisk sårbar, og dermed gør det sværere for hende at komme videre fra«.

»Dog vælger nogle af dem ikke at fortælle om deres oplevelser til andre, fordi de føler skyld og skam over for deres valg«.

I denne del af undersøgelsen er man fuldstændig klar over, at der eksisterer psykiske problemer efter abort; men det skal åbenbart ikke med i overskriften.

Socialforskningsinstituttet har i sin konklusion af den samlede undersøgelse sat sin faglige troværdighed over styr. Instituttets pressemeddelelse er mere ideologisk præget end udtryk for faglig holdning til undersøgelsesmaterialet.

SVAR: