Faglighed er nok ikke nok

Jeg har behov for, at mine faglige organisationer vejleder min meningsdannelse med tydelige udmeldinger.

Det teoretiske grundlag for den nye speciallægeuddannelse skrider frem, og grundlaget for en forbedret speciallægeuddannelse er på plads og bliver rigtig godt.

Men hvorledes vil man føre den nye uddannelse på »sen-geplan« ud i livet?

Hvordan skal vi få tid til at bære den store undervisningsbyrde, den nye speciallægeuddannelse pålægger nogle af specialerne, da der tilsyneladende ikke følger ressourcer med til etableringen af den nye uddannelse? Således er der afdelinger, hvor ressourcerne til uddannelsesstillinger foreslås finansieret ved at nedlægge speciallægestillinger på grund af manglende økonomi.

Hvad er den bedste metode til at kvalificere de mange speciallæger, der skal kompetencevurdere de uddannelsessøgende?

Hvordan kan kvaliteten af denne uddannelsesfunktion blive ensartet nationalt?

De uddannelsesansvarlige overlæger får mange arbejdsopgaver og forpligtigelser i det nye uddannelsesstruktur.

Denne funktion er mange steder organiseret som en »fritidsfunktion«, dvs. at arbejdsopgaverne ikke er integreret i den daglige planlægning i afdelingens produktion. Og lønningerne tildelt denne funktion er yderst variable (nogen får slet ikke lønkompensation) og midlerne er de fleste steder mobiliseret fra Ny Løn.

Er denne funktion ikke så væsentlig, at den burde styres af centrale overenskomstaftaler, således at funktionen er en fast integreret del af systemet med en generel aftale både strukturmæssigt og lønmæssigt. På denne måde kan der dannes basis for en struktur, der er nødvendig for at opnå optimale resultater.

Den nye lov om Patientforsikring er trådt i kraft pr. 1.1.2004. og har medført flere principielle ændringer.

Lægelige instanser herunder formentlig også Lægeforeningen har haft loven til udtalelse.

Hvordan kan det så være, at information om lovens konsekvenser for den enkelte læge og løsningen først tydeligt blev offentliggjort efter at loven var trådt i kraft?

Er Lægeforeningens delforeninger enige i formuleringerne i loven og bekendtgørelsen, og hvis ikke, hvad er der gjort, for at det ikke skulle være nødvendigt at forsikre sig i sin hovedansættelse, og hvorledes løser andre faggrupper i sundhedsvæsenet dette problem?

Nu er det jo klart mere rationelt at løse sådanne problemer, før en lov træder i kraft, men hvordan løser vi sådanne problemer i fremtider?

Der er behov for en løbende åben og bred dialog mellem vores faglige/fagpolitiske organisationer og alle os andre.

Med ønske om en bred dialog, for jeg er vel ikke den eneste der dagligt bliver frustreret over den måde livet arter sig i sundhedsvæsenet.