Falske erindringer i Ugeskriftet

I Ugeskriftet (1) skriver journalist Anna Louise Stevnhøj om en kronik af en ikke navngiven pensioneret psykiatrisk overlæge. Kronikken er skrevet af mig, den hedder »Farlig uvidenhed« og blev bragt i Politiken den 14.10.2002. Den handler om retslige, lægelige og andre alvorlige problemer med recovered memories, som har vist sig ofte at være falske.

Lidt flere facts: Professor, dr.phil. Jens Mammen uddybede på vegne af 31 psykologer fra Aarhus Universitet - heriblandt alle universitetets kliniske psykologer - kronikkens indhold i Politiken den 27.10.2002. Den skriver: »Siden midten af 1990'erne har det været kendt, at såvel børn som voksne kan udvikle erindringsillusioner, hvorunder de husker sig selv som aktører i begivenheder, som aldrig har fundet sted. Sådanne falske erindringer kan omhandle både positive og negative tildragelser, sandsynlige såvel som usandsynlige hændelser, og kan ,genopleves` med stor livagtighed og tiltro til den falske erindrings rigtighed«. Desuden gør de opmærksom på, at der internationalt efter en stærkt polariseret debat er opnået »konsensus om i det mindste tre afgørende forhold: Det er for det første muligt at inducere falske erindringer hos såvel børn som voksne. Der findes for det andet ingen sikre måder at skelne falske fra autentiske erindringer. Man kan ikke se på en person, om vedkommende fortæller om en virkelig eller fantaseret hændelse, blandt andet fordi personen selv kan være lige så overbevist om den falske erindrings gyldighed. Det er for det tredje bredt anerkendt, at der hos hverken børn eller voksne knytter sig et distinkt symptombillede til eftervirkninger fra seksuelle overgreb, som gør det muligt at skelne ofre for overgreb fra personer med andre lidelser«. De 31 psykologer opfordrer deres kolleger, psykiatere mfl. til at føre deres viden på feltet up to date, før de optræder som eksperter i retssagerne. Med henblik på den nødvendige opdatering henvises til en liste over nogle af de senere års omfattende forskningspublikationer, som nye læsere kan begynde med (2).

Som indlæg i debatten skrev John Aasted Halse og Anna Louise Stevnhøj som henholdsvis formand for Børns Vilkår og sundhedsfaglig journalist kronikken »Hvem beskytter børnene?« i Politiken den 5.12.2002. En kronik, der med god grund er kritiseret for at se bort fra den eksisterende faglige viden og i stedet fremsætte udokumenterede påstande, for at forsøge at stille sig hindrende i vejen i opgøret med vor tids psykoterapeutiske kvaksalveri og for at oppiske en krigerisk stemning ved at hævde, at der med nødvendighed er en modsætning mellem børns og voksnes retssikkerhed. Indhold fra denne kronik bruger Anna Louise Stevnhøj nu som journalist i Ugeskriftet.

Her skriver hun, at »forsvaret allierede sig med« mig i den konkrete sag, og at jeg »skrev en længere redegørelse omkring utroværdigheden af recovered memories. Baggrunden var en række udenlandske incestsager, hvor genfundne erindringer i retssalene er blevet vurderet som værende falske, da de blandt andet var fremkommet efter brug af suggestive terapeutiske teknikker«. Jeg ved ikke, hvor hun har det fra, da det som alt andet i artiklen er udokumenteret. Det er i hvert fald forkert.

Som forsvarets sagkyndige gjorde jeg ret kort opmærksom på vigtig faglitteratur. Der blev især lagt vægt på resultatet af, at Royal College of Psychiatrists i 1995 nedsatte en arbejdsgruppe vedrørende »recovered memories of long-forgotten childhood sexual abuse«. Gruppens overvejelser og rekommandationer er offentliggjort i en oversigtsartikel med omfattende litteraturliste (3). Citat herfra: »We concluded that when memories are ,recovered` after long periods of amnesia, particularly when extraordinary means was used to secure the recovery of memory, there is a high probability that the memories are false, i.e. of incidents that had not occurred«.

Denne britiske artikel er i overensstemmelse med den ovennævnte internationale konsensus: Genfundne erindringer kan ikke stå alene, men må altid bekræftes ved ekstern evidens, før man kan regne dem for historiske kendsgerninger. Statsadvokat Karsten Hjorth gav udtryk for det samme ved i den nævnte sag at opgive påtale, fordi »pigernes forklaringer om de seksuelle overgreb alene bygger på ,recovered memory` og ikke på hukommelse i traditionel forstand«, som han skrev til tiltalte. Desuden udtalte rigsadvokat Henning Fode sig på linje hermed i Politiken den 17.11.2002: »I så-danne sager vil man altid kræve andre beviser end den forurettedes udsagn. Derfor mener jeg, at mange af den type sager vil blive stoppet allerede i anklagemyndigheden. Eller de vil - hvis de når i retten - falde grundet manglende beviser«. Han har selvfølgelig ret i, at det burde være sådan, men en vigtig del af debatten drejer sig om, at det desværre ikke altid er realiteten. Af den grund er det nødvendigt at sikre, at der ikke allerede er sket justitsmord, og i givet fald må sagerne selvfølgelig genoptages.

Marianne Lau er af en anden mening. Til journalisten i Ugeskriftet udtaler hun, at det er uetisk at hævde, »at alle sager på basis af genfundne erindringer bør genoptages - og at nye sager bør afvises på forhånd«. (Her er det uundværlige »alene« faldet ud, idet der er tale om sager alene på basis af genfundne erindringer.) Imidlertid forklarede Marianne Lau om genfundne erindringer i TV-avisen DR 1 den 16.11.2002: »Hvorfor skulle det være falsk? Der er lige så stor sandsynlighed for, at det er rigtigt eller delvis rigtigt, og vores indstilling er, at vi tror på det, de kommer og fortæller os.« På dette usikre grundlag kan man ikke udstede lægeerklæringer med uforbeholdne udtalelser om, hvad der faktisk er foregået. I de tilfælde, hvor det alligevel er sket, bør usikkerheden selvfølgelig medføre, at sagerne genoptages. I hvert af vores nabolande Sverige og Norge er mere end ti af den slags sager gået om med frifindelser og erstatninger som konsekvens. Marianne Laus spørgsmål: »Hvorfor skulle det være falsk?« er grundigt diskuteret i faglitteraturen, og flere faktorer indgår sandsynligvis i falske erindringers ætiologi, se fx Einar Kringlen (4).

I den nævnte sag, som sluttede med, at påtale blev opgivet, stammer de retslige lægeerklæringer fra en specialafdeling for behandling af voksne med senfølger efter incest. I disse erklæringer optræder genfundne erindringer som historiske kendsgerninger, og det nævnes ikke, at det drejer sig om genfundne erindringer. Uden forbehold anføres diagnosen: »Seksuelt overgreb fra nærtstående person« og tilmed tilføjes, at der er stor sandsynlighed for, at det meget langvarige seksuelle misbrug vil efterlade varige men. Hermed afgøres skyldsspørgsmålet, længe før den tiltalte far skulle for retten. Endda har ingen på afdelingen talt med hverken ham eller hans medsigtede kone. Lægeerklæringerne kostede ham tre en halv måneds overordentligt belastende varetægtsfængsling i isolation og et halvt år med en dom på op til seks års fængsel hængende over hovedet. Hans kone var sigtet i 11 måneder. Det kan således have alvorlige konsekvenser for andre at negligere lægelovens § 8's krav om, at en lægeerklæring skal være uhildet.

Solid viden om falske genfundne erindringer og respekt for de forskningsresultater, der er opnået i de senere år, er en forudsætning for at undgå fejldiagnosticering og -behandling med dårlig prognose for de falske »incestoverlev ere«. For at undgå meningsløst og deletært splittede familier. For at undgå justitsmord med lange og pga. »seksualforbrydelsen« endda ekstra belastende fængselsophold til fædre og andre mennesker.