Faneflugten fra de offentlige sygehuse

Illustration: Lars-Ole Nejstgaard

Interessekonflikter: Ingen.

Hvordan kan det være, at man efterhånden ikke kan møde en erfaren hospitalslæge, som ikke i stigende grad føler sig fremmedgjort i forhold til sit arbejde? Den gennemgående beklagelse er: »Hvis jeg dog bare kunne få lov til at passe patienterne og være læge!«. Når man som højtuddannet akademiker ikke synes, at man laver det, man er uddannet til, og samtidig gang på gang frustreres over administrative beslutninger, der træffes hen over hovedet på en, så opstår fremmedgørelsen, og man orker ikke mere. Resultatet er et kronisk frafald ud til de private sygehuse, til udlandet eller der er kolleger, der slet og ret går på tidlig pension for at arbejde freelance med rigtigt lægearbejde, der hvor det endnu måtte findes.

Meget er der allerede sagt om tingenes tilstand. Blandt andre har jeg selv skrevet om specialiseringen og centraliseringen i sundhedsvæsenet som årsag til, at patienterne ofte føler sig som kastebolde i et usammenhængende system, og lægen føler sig som en »fragmenteret fagidiot« (Weekendavisen, 31.10. 2008, s. 13). Og i Ugeskriftet (»En banemands ulykke« Ugeskr Læger 2006;168:2088) har jeg fortalt om den elektroniske patientjournal som en teknologisk produktivitetsdræber. Begge synspunkter vil mange kolleger nikke genkendende til, men jeg er efterhånden blevet klar over, at det ikke er hele forklaringen på fremmedgørelsen. En verdenskendt forfatter og en berømt fysiker kan måske inspirere til at forstå, hvad der er på færde.

I H.C. Andersens »Nattergalen« forsikrer kejserens spillemester, at kunstfuglen er bedre end den virkelige nattergal. Så overbevist var han om dens tekniske fortræffeligheder, at han skrev fem og tyve lærde bind om den »med de allersværeste chinesiske Ord«, som alle sagde, at de havde læst og forstået, for ellers var de jo dumme! Selv da kunstfuglen går i stykker, overbeviser spillemesteren alle om, at den spiller lige så godt som før, »og saa var det ligesaa godt som før« og dermed basta!

Kvantefysikeren Werner Heisenberg påviste allerede i 1927, at man ikke samtidig kan bestemme en partikels position og dens hastighed, hvilket synes at være en perversion af den logiske tænkning, at den ene måling udelukker den anden. Men enhver seriøs forsker ved også, at man ikke kan måle på et system uden at påvirke systemet selv og dermed også resultatet af den ønskede måling. Måling er derfor aldrig lig med sandheden, og jo mere måling, des mindre sandhed.

Den sundhedspolitiske og administrative ideologi i de senere år emmer af et religiøst korstog, hvor tvangstanken er et fuldstændig perverst ønske om at overvåge alt og alle, og det sker bedst i store centrale enheder, hvor monitoreringen og teknologien passer som fod i hose. Ingen del af sundhedsapparatet må i denne dystopi være overladt til den sunde fornuft eller, hvad der er værre, selvstændig tankevirksomhed. Beslutningstagerne, dvs. både politikere og faglige instanser, herunder også Sundhedsstyrelsen, tvivler ikke et sekund på de elektroniske løsningers overlegenhed som det værktøj, der kan opfylde deres drømme. Talrige edb-skandaler med eklatante systemnedbrud og skattemidler, der går op i røg, omtales højst som forventeligt opstartsbesvær.

Resultatet af denne nidkærhed i detaljen er blevet et selvpromoverende, kolossalt stort og i sig selv uproduktivt administrativt apparat, hvis fornemmeste opgave synes at være at indføre nye og rasende dyre kontrolsystemer. Det sker altid med det salgsargument, at de fremmer patientbehandlingen, men selvfølgelig er bagtanken, at man præcist kan holde øje med, om der skulle være en enkelt medarbejder, der laver for lidt, bruger for mange penge eller tænker selv. Administrationen er selvfølgelig langt væk fra slagmarken, der hvor patienterne og behandlerne er. Afstanden og anonymiteten synes at være en dyd i sig selv, idet skrivebordsfolket netop får deres informationer via resursekrævende statistikopgørelser og tvungen elektronisk registrering af alt, hvad man overhovedet kan komme i tanke om, eller fra konsulenter, som lederne i dyre domme hyrer til at udfærdige nye rapporter til supplering af utallige tidligere.

Mens de private sygehuse storsmilende sejler derudad og plukker lige præcis det, der skæpper i kassen, fra behandlingspaletten, uden at nogen i sundhedsapparatet stiller blot et minimum af sammenlignelige krav til dem, overdænges vi på de offentlige sygehuse med forkastelse af velfungerende arbejdsgange, idelige strukturreformer, Toyota- og andre managementmodeller, såkaldt værdibaseret ledelse og intetsigende MED-udvalg. Mens sekretærerne, som er selve krumtappen i vores interne kommunikation, på tværs af sygehusene og med patienterne, udfases, opleves hverdagen på hospitalet mere og mere som en ørkenvandring i irrelevant registrering med ubegribelige formularer og nye elektroniske snitflader. Disse er som hovedregel skabt af edb-nørder langt væk fra klinikken. Men arbejdet lider også af så simple ting som manglende single log-on til alle programmerne og af uendeligt langsomme computersystemer, som i sig selv stjæler tid fra patienterne. Hvis dette scenarium synes præget af mørke skyer, er det imidlertid for intet at regne i forhold til den stormende supercelle, som truer i den umiddelbare horisont: »Den danske kvalitetsmodel«. Udviklet af Institut for Kvalitet og Akkreditering i Sundhedsvæsenet (IKAS) (læs: www.ikas.dk) venter der os nu et politisk sanktioneret overregionalt statsligt kontrolorgan, som bygger på fjerne, men glansfulde termer som akkreditering, kvalitetssikring, validering og indikatorer. De lykkeligt ansatte i IKAS kan snart se frem til vellønnede livstidsstillinger, hvor de med et utal af audit og afkrydsningsskemaer i den ene hånd og spanskrøret i den anden fremover hvert tredje år skal godkende samtlige landets kliniske afdelinger.

Midt i og for længst glemt i denne patologisk kontrollerede smiley-kultur er der en patient. Et levende, biologisk, følsomt og fuldstændig ikkedigitalt menneske, som er bange og blot har et basalt behov: En der vil og kan hjælpe. En at tale med, som i bedste fald også kan helbrede. Men hvor er det lige, at de vilkår findes, hvor vi kan være til stede med patienten og give os tid til at lytte til historien og se patienten i øjnene, menneske til menneske? I stedet skal vi forholde os til en computerskærm med alle dens registreringskrav og med tankerne fikseret omkring diverse indikatorer, som forlanges indberettet. Det er vel ikke så mærkeligt, at patienten, som er hovedvidne til dette cirkus, i bedste fald føler sig som et ligegyldigt nummer i rækken, i værste fald som tabt på gulvet.

Det danske sundhedsvæsen er i dag organisatorisk set perverteret, styret af et virkelighedsfjernt og fuldstændig overdimensioneret administrativt apparat, der med minutiøse økonomiske kalkuler og en hovedløs evalueringskultur i den grad sætter klinikernes professionalisme under pres. Der hvor vi står nu, skal der noget helt andet end nye overvågningssystemer eller en ny omgang managementvoodoo til for at få arbejdsglæden tilbage og undgå faneflugten.

Et godt engelsk udtryk hedder: »keep it simple«, og amerikanerne ved af erfaring: »if it ain't broke, don't fix it!« Så slip tøjlerne, giv os patienten tilbage og lad nattergalen synge. »Tjenerne kom ind for at see til deres døde Keiser«, men »Keiseren sagde: ,god Morgen!`«.