Skip to main content

FAPS-overenskomst

Speciallæge Jens V. Bruun, KøgeE-mail: bruun@dadlnet.dk

8. feb. 2008
2 min.

Vi har fået nye aftaler med Sygesikringen vedrørende forskellige dele af overenskomsten.

Jeg mener efterhånden, at meget af denne er ved at blive forældet.

Vi har i dag mange privathospitaler, som laver et større indhug i det patientmateriale, vi tidligere modtog.

Meget af det udstyr, man i dag anvender på sygehuse og privathospitaler, er der stadig ikke økonomi til at anskaffe i den aktuelle speciallægeoverenskomst.

Det er i dag ved kikkertundersøgelse i sygehussektoren helt almindeligt, at man har en shaver, og at man skifter shaverbladene ud efter hver operation, ligesom vi skifter knivsblade ud efter hver operation. Jeg ved ikke helt, hvad shaverblade koster, men det er mig fortalt, at de koster mere end tillægget for at operere i et led!

Det er således ikke realistisk at forvente, at vi bruger shaver i speciallægepraksis.

I privatklinikker og Hospitaler er der mulighed for universalanæstesi. Det er der ikke i speciallægepraksis med sygesikringsoverenskomst betalt af Sygesikringen.

For nylig var en meget velkvalificeret ortopædkirurg i min klinik for at se, om det ville være interessant at arbejde på de økonomiske præmisser, vi gør i speciallægepraksis.

Det var det ikke. Han havde ikke de muligheder, der er i sygehussektoren, fordi de økonomiske forhold i speciallægepraksis er umulige.

Jeg mener, at det er rimeligt, at han ikke vil arbejde under forhold, som er ringere end det, han har i dag, hvis han skal ud i speciallægepraksis.

Dertil skal der også være et rimeligt godt økonomisk udbytte for lægen.

Jeg mener derfor, at det er på tide, at FAPS tager skridt til en radikal ændring af speciallægepraksisformen, så vi bliver fuldgyldigt konkurrencedygtige med sygehuse og privathospitaler.

K. Ebbensgaard, tidligere formand for Amtsrådsforeningen og regionsborgmester i Region Sjælland, sagde på et møde for nylig på efterårsmødet i Region Sjællands lægekredsforening, at han ikke vil have, at patienter først skulle starte ude i speciallægepraksis for så siden at skulle henvises til sygehusvæsenet, fordi vi ikke kunne gøre patienterne færdige i speciallægepraksis.

Hvis det skal føres ud i livet, ville det kræve honoreringer på niveau med det, der betales i det offentlige regi (DRG-takster).

Jeg synes derfor, at FAPS burde lave sonderinger hos Sygesikringen, om regionsborgmester K. Ebbensgaards udmeldinger har noget på sig, eller bare er lidt politisk luft.