Skip to main content

I Ugeskriftet fra 11.08.03 skriver Niels Krag at »Gud skabte fedmen«. Synspunktet er, at vort stofskifte og hormonproduktion er skabt til urmenneskets levevilkår og ikke til forholdene i dag. Det er derfor en af årsagerne til fedmeepidemien. Idéen indeholder sikkert meget rigtigt. I dag ser vi med bekymring på kvinder (og mænd) der umådeholdent sætter kalorier til livs langt ud over behovet, og som samtidig ikke har nogen større trang til fysisk aktivitet. I ursamfundet derimod en kvinde med værdifulde egenskaber! Når mændene kom hjem fra jagten med den store urokse, kunne resterne ikke bare gemmes i fryseren. Der skulle spises op, før resterne rådnede. Her var det perkekt med kvinder, der kunne spise langt mere end til dækning af det aktuelle kaloriebehov, og som kunne gemme kalorierne på sidebenene. Når der ikke var mere mad, og mændene igen drog på jagt, kunne kvinderne passe bopladsen og tære på det oplagrede fedt - og amme børnene! At fedetforbrænding er dominerende ved lav til moderat fysisk aktivitet er jo meget heldigt, og meget heldigt hvis kvinderne også var fysisk inaktive og derfor ikke brugte flere kalorier end højst nødvendigt. De i dag uglesete kvinder havde dengang (naturligvis ved siden af mange andre positive egenskaber) en værdifuld og nyttig funktion - svarende til nutidens fryser eller køleskab.