Fedmeepidemi? - bevar overblikket og fokuser

Interessekonflikter: Ingen

De nye kommunale sundhedsprofiler med tal fra 2010, der er blevet afrapporteret i de seneste uger, gav anledning til megen presseomtale, og overskrifter som »vi bliver tykkere« og »flere end halvdelen af os er fede« rullede hen over mediebilledet.

Det ser da heller ikke for godt ud: Andelen af overvægtige og svært overvægtige er høj, i nogle regioner (som Region Midtjylland) er det lidt over halvdelen, og i andre regioner (som Region Hovedstaden) er det noget under halvdelen af den samlede befolkning. Betydeligt flere mænd end kvinder er overvægtige. De af regionerne, der har gentagne målinger af denne risikofaktor, kan i nogle tilfælde (Region Midtjylland) spore en stigning, mens andre viser et uændret billede (Region Hovedstaden). I de nationale sundheds- og sygelighedsundersøgelser så vi en kraftig stigning af overvægtige fra 1987 til 2005. De nationale tal (aggregerede fra kommuner/regioner) for overvægt/svært overvægt har Statens Institut for Folkesundhed, SDU, beregnet for Sundhedsstyrelsen, som offentliggør tallene i marts.

I en lang række epidemiologiske undersøgelser, senest et studie af 1,5 mio. hvide amerikanere [1], har man påvist, at der er en U-formet sammenhæng mellem body mass index (BMI) og dødelighed, således at de meget tynde og de meget fede har en betydelig større risiko for en for tidlig død end normalvægtige.

I de fleste studier finder man, at normalvægtige, defineret som dem med den laveste risiko, er dem, der har et BMI på 20-24,9, men det er vigtigt at holde fast i, at bunden af U'et er ganske bred, og at andre faktorer kan spille ind. Det vil for det første sige, at har man et BMI på 25-27, er ens dødelighed ikke synderligt øget i forhold til en, der har et BMI på 22 eller 23. For de fleste er der måske snarere tale om kosmetiske end om sundhedsmæssige betragtninger; et par kilo på sidebenene. Det vil for det andet sige, at faktorer som rygning [1] og alder kan have betydning for prognosen, således at en 65-årig ikke har øget dødelighed ved at have et BMI på 26-27 sammenlignet med »normalvægtige«. Den største risiko, der er forbundet med at ligge i overvægtsniveauet, er nok risikoen for at blive svært overvægtig.

Det betyder, at der er to ting, vi skal fokusere på: Hvad skal vi stille op med de svært overvægtige, og hvordan forebygger vi, at flere danskere bliver overvægtige - og svært overvægtige?

FEDMEOPERATION SVÆKKER SUND LIVSSTIL

Til det første har klinikere forskellige bud såsom operationer og kure, hvoraf de fleste er uden sikker effekt. Et dilemma i denne sammenhæng er, at der ikke med sikkerhed sker et fald i mortaliteten hos svært overvægtige, der taber sig, sammenlignet med svært overvægtige, der ikke taber sig [2]. Ikke desto mindre skal der selvfølgelig gøres en indsats over for denne gruppe, der i hvert fald kan forbedre deres livskvalitet. Meget peger på, at fysisk aktivitet, uafhængigt af, hvor meget man vejer, har en positiv indflydelse på overlevelsen, og dermed at en øget fysisk aktivitet vil øge disse positive virkninger.

Et andet dilemma i forbindelse med fedmeoperationer er incitamentstrukturen. Man hører fra folk i marken - de der behandler svært overvægtig - at fedmeoperationerne spiller negativt ind på de svært overvægtiges lyst til og behov for en generelt sundere levevis. Endnu værre er dog den effekt, det har blandt de svært overvægtiges børn. Denne tilstand runs in families, for der er såvel genetiske som miljømæssige faktorer, der betyder, at børneovervægtsbehandlere ofte møder fede forældre i deres klientkreds. Hvis mors fedme »ordnes« med et snuptag af en gastric banding eller en anden operation, synes det da at være en meget bedre løsning end at blive lettere på den tunge måde.

Med hensyn til forebyggelsen synes det at være en god ide at lægge en stor del af kræfterne blandt børn og unge for at forhindre udviklingen af overvægt i en tidlig alder. Fedmeudviklingen på individniveau er et komplekst samspil mellem, hvor meget der bliver forbrændt i forhold til, hvor meget der bliver indtaget. Det er muligt at udføre forsøg, også på mennesker, der lever under specielle interventioner og specielle vilkår, og få disse personer til at tabe sig ved hjælp af forskellige diæter etc., og tilsvarende at forhindre at man udvikler overvægt. En anden sag er, hvad der sker i den fritlevende befolkning, når man ikke på samme måde kan kontrollere fysisk aktivitetsniveau og kostindtag. Heraf rigtig mange mislykkede slankekure.

MERE MOTION TIL BØRN OG UNGE

Så langt vi er med viden om disse faktorer på nuværende tidspunkt, kan man i hvert fald argumentere for at øge børn og unges muligheder for fysisk aktivitet, ikke alene ved sportslige, organiserede aktiviteter, men også - og måske især - ved at øge transportfysiske aktivitetsmulighederne i lokalområdet og undgå stillesiddende (skole-) arbejde. Og så at spise sundt ... her resterer en masse forskning, for hvad er sund kost? Jo, det er mere frugt og grønt, mindre fedt og sukker. Og hvordan opnår vi det? Der er for øjeblikket diskussion af nytten af de nyligt indførte fedtafgifter. Det handler nok ligeså meget om, hvorvidt det præcis skal være disse fedtafgifter, idet de tilsyneladende har nogle uhensigtsmæssige sideeffekter. Men der er mindre tvivl om, at en regulering, der medfører, at det bliver billigere at spise sundt (frugt og grønt) og dyrere at spise sukkerholdige og mættet fedt-holdige produkter, også vil være til gavn for vægtudviklingen og dermed folkesundheden.

Anbefalinger: fortsat monitorering af udviklingen, specielt i den svære overvægt, øget fysisk aktivitet i hele befolkningen og øget forskning i fedme-behandling og især -forebyggelse.