Fejlmedicinering i forbindelse med blodfortyndende behandling (AK-behandling) har givet Sundhedsstyrelsen anledning til at meddele i Ugeskrift for Læger [1], at dosis og dosisændringer af den blodfortyndende behandling og det tilstræbte blodstørkningsniveau (INR) skal fremgå af journalnotater, medicinskemaer og udskrivningsbrev på en entydig måde. Herudover finder Sundhedsstyrelsen, at den eksakte dosis i f.eks. mg eller enheder bør angives ved enhver medicinordination, da antal tabletter sjældent er entydigt.
Skriftlig såvel som mundtlig kommunikation af en ordination fra en sundhedsperson til en anden giver ofte anledning til misforståelser (fejl). Misforståelserne er oftest harmløse uden at virke skadende på patienten, og ofte når de at blive rettet inden ordinationen bliver effektueret. Mulighederne for fejl øges ved kommunikation mellem to forskellige faggrupper eller mellem en sundhedsperson og en patient, samt hvis en ordination skal »oversættes« fra f.eks. mg til antal tabletter. Vanskelige dosisberegninger giver også ofte anledning til fejl (f.eks. hvis en dosis udregnes på basis af en patients vægt).
I H:S har vi - et udvalg under Den Centrale Lægemiddelkomite bestående af kirurger, medicinere, biokemikere, kliniske farmakologer og sygeplejersker - udarbejdet et medicinskema, som skal anvendes til AK-behandling. Efter udskrivelse fra hospitalet vil mange AK-behandlede patienter fortsat gå til kontrol på hospitalet eller hos deres egen læge. Denne vil forestå behandlingen og ofte er der tale om, at pa-tienten ringer til ambulatoriet eller sin egen læge for at få besked om den ordinerede AK-dosis. Skemaet er udarbejdet til brug for hospitalet samt den praktiserende læge.
De fleste AK-behandlede patienter er i behandling med warfarin (Marevan) og kun et fåtal med phenprocoumon (Marcoumar). Begge præparater findes kun i en dosis på henholdsvis 2½ mg og 3 mg. Dette forhold udnytter vi i vores skema, således at man ordinerer antal tabletter af henholdsvis 2½ mg warfarin eller 3 mg phenprocoumon. Fordelen og den reducerede risiko for fejlmedicinering ligger således i kommunikationen mellem læge og patient, idet man som regel ikke fortæller patienten hvilken dosis i mg han/hun skal indtage, men derimod antallet af tabletter, og man slipper for at »oversætte« mg til antal tabletter. Angivelse af f.eks. 2½ mg warfarin i skemaet kunne give anledning til at lægen giver patienten besked på at indtage 2½ tablet, hvilket medfører overdosering og mulighed for øget blødningstendens. Det modsatte - nemlig oversættelse af 1 tablet til 1 mg - er urealistisk, idet denne tabletstørrelse ikke eksisterer, og herudover vil en fejlkommunikation i givet fald medføre underdosering, som ikke er alvorlig i samme grad som overdosering.
Vi mener derfor, at den foreslåede praksis er entydig med færre muligheder for fejltagelser i kommunikationen mellem f.eks. læge og patient. Vi er overordentlig bekymrede for Sundhedsstyrelsens udmelding, som vi mener, kan give anledning til et stort antal overdoserede patienter (blødningsrisiko). Efter en hurtig rundspørge til et par danske sygehuses AK-laboratorier, bl.a. Vejle Sygehus, står det klart, at man også uden for H:S anvender dosering med antal tabletter og ikke mg og med samme begrundelse som vores. Vi er klar over, at det f.eks. i hjemmesygeplejerskernes medicinskema vil være vanskeligt at anføre antallet af tabletter sammen med den øvrige medicin, som ofte vil være angivet i f.eks. mg. Måske bør information om ordineret AK-behandling i praksis derfor adskilles fra den øvrige medicinliste i et separat felt.
SVAR
