Fejltænkning og lægegerning

Der udøves særdeles megen god lægegerning. Desværre også dårlig lægegerning, i ikke helt ringe omfang. Det er naturligvis vigtigt dels at have klarhed over, hvad der gør lægegerningen god, dels at bestræbe sig på at gøre lægegerningen så god som muligt. Det er menneskers liv, ve og vel, det drejer sig om.

Det er glimrende at være optaget af at finde og begrænse den dårlige del af lægegerningen. Filosofisk set er tænkningen om »dårlig lægegerning« desværre gennemsyret af begrebsmæssig overfladiskhed og irrelevans. Hovedproblemet er, at der ikke forekommer én eneste værdi i den fremherskende og institutionaliserede praksis om dette vigtige spørgsmål. De begreber, som man baserer indsatsen på, er tomme og uden egentlig relevans for sagens kerne.

De anvendte grundbegreber er: 1) »omhu og samvittighedsfuldhed« (autorisationslovens § 17), 2) »fejl«, 3) »skade« og 4) »utilsigtet hændelse«.

Lad os tage 1) først. »Omhu og samvittighedsfuldhed« er ikke en karakteristik af handlinger, som de burde være: Det er en karakteristik af måden, handlinger udføres på. Derfor er det ikke godt eller skidt at udvise omhu og samvittighedsfuldhed i sig selv, det afhænger helt af de handlinger, der udføres. Hvis de handlinger, der udføres, er gode, så er det godt at udvise omhu og samvittighedsfuldhed, ellers er det dårligt. Såvel Dr. Shipman (engelsk læge, der dræbte et utal af sine patienter) som Breivik udviste imponerende omhu og samvittighedsfuldhed. Det var ikke det, der var galt: Det var deres handlinger, der var gale, ikke måden, de udførte dem på.

Derfor er det helt afgørende at finde ud af, hvilke handlinger, læger bør udføre for at være gode læger. Og som de skal praktisere, hvis deres gerning skal være god. Hvilke handlinger er det? Det står i værdigrundlaget. Hvad er det? Det er lægeløftet. Et lille udsnit: Det skal »stedse være mig magtpåliggende efter bedste skønnende at anvende mine kundskaber med flid og omhu til … mine medmenneskers gavn«. Og: »fremdeles søge mine kundskaber udvidede«. Og: »bære lige samvittighedsfuld omsorg for den fattige som for den rige uden persons anseelse«. Her lægger såvel dette med omhu som samvittighedsfuldhed sig til værdifulde handlinger: med gode skøn, kundskaber og flid og omhu at gavne sine medmennesker, samt bære (lige) samvittighedsfuld omsorg. Det er det, der afgør, om det er god eller dårlig lægegerning.

Lad os tage »fejl« og »utilsigtede hændelser« sammen. Hvis læge Leo tager fejl af gangene på hospitalet, kommer han utilsigtet til at skyde genvej, så han hurtigere kommer frem til operationsstuen. Hvilket bevirker, at han kommer i tide til at redde patientens liv. Her er »fejl« og »utilsigtet hændelse«, men det er en god fejl, og det var godt, at han utilsigtet tog den vej, han gjorde. Havde han taget den med ro, var gået en lang omvej osv. havde det ikke været godt. Det er begrebstomhed at operere med begreberne »fejl« og »utilsigtet hændelse«. Endvidere: »hændelse« er intetsigende, det er (igen) handlinger, vi skal have fat i. En »hændelse« kan være alt muligt, herunder en plakat, der falder ned fra væggen.

Leo kan godt lave fejl og noget utilsigtet, uden at det betyder noget afgørende, hvis han retter det op med senere godt lægearbejde, indrømmer det fejlslagne, indsamler kundskaber om patienten mv. Det afgørende er ikke »fejl« og »utilsigtede hændelser«, men om det er god lægegerning.

Noget er »utilsigtet« i forhold til noget tilsigtet. Hvad er det, man skal tilsigte? Overordnet at man skal gavne sine medmennesker. Gør man det, laver man god lægegerning – hvis man ellers praktiserer (det meste af) resten af lægeløftet.

Skadesbegrebet lider af de samme skavanker. »Ikkeskade« kan ikke være en værdi for lægegerningen. Først fordi noget negativt ikke kan være en værdi. Man skal gavne, og hvis man skader, så man ikke gavner, så har man ikke gjort det, man skulle. Problemet er ikke, at man har skadet, men at man ikke har gavnet, som man skulle. For det andet er lægegerningen gennemsyret af skadelige handlinger: man skærer i folk, medicinerer dem med midler, der har skadelige bivirkninger osv. Det er imidlertid forsvarlig skade, fordi det er nødvendigt for at gøre det, man skal: gavne. Derfor er det intetsigende at tale om »skade«. Da man skal gavne, er der meget, man skal undgå. Det er ret entydigt, hvad man skal gøre: gavne. Det er lægers ansvar at finde frem til, hvad det er. Til dette behøver man kundskaber mv.

Desværre har vi fået institutionaliseret fejltænkning på sundhedsområdet.