Skip to main content

Feminisering? Hvilken feminisering?

16. sep. 2011
10 min.

Andelen af kvindelige læger har været stigende i mange år, og tallet vokser. To ud af tre nye studerende på landets sundhedsvidenskabelige fakulteter er kvinder, viser de seneste tal.

Spørgsmålet er, hvilke konsekvenser den nye kønsfordeling vil få for lægefaget. Både herhjemme og internationalt bliver det debatteret, om den såkaldte feminisering af lægefaget er et problem eller ej. Nogle af de problemstillinger, der nævnes, er, at kvinder arbejder mindre og vælger mere relationsnære specialer på bekostning af de forskningstunge og tekniske specialer, ligesom der er en generel bekymring for, at en overvægt af kvinder kan gå ud over fagets lønniveau og status, fordi »den nye kvindelige læge« vil være mere optaget af bløde værdier, lange samtaler og behovet for at kunne være sammen med sin familie.

»Det store problem er, at vi ser det som et problem«, siger Bibi Hølge-Hazelton.

Hun er forskningsleder på Sygehus Nord i Region Sjælland og associeret forskningslektor ved Forskningsenheden for Almen Praksis ved Københavns Universitet, hvor hun blandt andet har forsket i profession, køn og generation.

»Forskydningen i antallet af kvinder skaber uro og sætter gang i nogle helt grundlæggende forestillinger om, hvad vil det sige at være mandlig kontra kvindelig læge. Men min forskning, især blandt unge læger, viser, at man risikerer at smide barnet ud med badevandet ved at sammenligne unge kvinder med gamle mænd, groft sagt«, siger hun.

Grundlæggende fejlslutninger

 

Bibi Hølge-Hazelton peger på to grundlæggende fejlslutninger i diskussionen om feminisering:

 

»For det første er den nye generation af læger - både mænd og kvinder - i forandring. For det andet er variationen inden for kønnene så stor, at man ikke kan stille dem op som ensartede grupper. Det er udtryk for en ret grov reducering af køn, for der er store forskelle blandt både kvindelige og mandlige læger internt. I debatten overser man det faktum, at opfattelsen af det gode arbejde og det gode liv ikke er den samme for de unge som for de gamle læger. Det er grundlæggende et generationsspørgsmål«.

Det handler med andre ord mere om, at lægefaget generelt står over for et generationsskifte - og at yngre læger, både mænd og kvinder, har en anden opfattelse af, hvad det vil sige at være professionel, end den ældre generation har, og de yngre mænd kræver i lige så høj grad som kvinderne en ordentlig balance mellem arbejdsliv og familieliv.

»Identitetsprojektet læge er stadig et stort tema, og der er ingen tvivl om, at de unge stadig sætter deres faglighed og fagets autoritet meget højt, men de forvalter den bare på en anden måde. Og hvor det tidligere var nok at være læge for at skabe en identitet, er der blandt de unge læger, hos både mænd og kvinder, en meget stærk bevidsthed og et ønske om også at være en ordentlig forælder og partner og have et liv ved siden af sit professionelle virke«, siger Bibi Hølge-Hazelton:

»Jeg er sikker på, at vi kommer til at se yderlige forskydninger, men jeg mener ikke, man skal være så bange - det er spændende bevægelser vi ser«, siger hun.

Skævt specialevalg

 

En af de nyeste undersøgelser af kønnets betydning for lægefaget er en gennemgang af kønsforskelle i valg af speciale blandt danske medicinstuderende, hvor man fandt den signifikante forskel, at kvinder vælger relationsorienterede specialer, mens der er en overvægt af mænd, der vælger autonomiorienterede specialer. Sammenlignet med tal fra 1992 er kvinderne i højere grad begyndt også at vælge autonomiorienterede specialer, mens færre mænd vælger relationsorienterede specialer.

 

»Det er uhensigtsmæssigt, fordi det er vigtigt at have begge køn repræsenteret i alle specialer. Også ud fra et patientsynspunkt for eksempel inden for psykiatrien, fordi lægerne er rollemodeller«, siger lektor i medicinsk kvinde- og kønsforskning ved Københavns Universitet, Birgit Petersson, der er en af forfatterne bag undersøgelsen:

»Men man kan ikke sige, at en overvægt af kvinder påvirker specialet i en mere ,kvindelig` retning - psykiatrien udvikler sig for eksempel mindre psykoterapeutisk og mere biologisk, og det ville man traditionelt tilskrive mænd - men det passer ikke med kønsudviklingen«, tilføjer hun.

Spørgsmålet er, om man skal gøre noget for at ændre det?

»Hvis kvinder ikke vælger kirurgi, fordi man for eksempel skal stå til rådighed døgnet rundt, så bør det laves om - mænd har heller ikke godt af meget lange vagter. I forvejen er det fysisk anstrengende og præget af, at man skal kunne træde til her og nu etc., men det kan ikke være meningen, at man skal være en mand for at kunne klare det. Så man kunne godt se på, om de enkelte specialer er indrettet, så et familieliv er muligt. Det vil jo også være godt for mænd«, siger Birgit Petersson.

Kvinder vil også have ordentlig løn

 

Formanden for Yngre Læger, Lisbeth Lintz, er også inde på generationskløften som forklaring på den megen bekymring for de kvindelige læger:

 

»Trenden går mod, at alle de unge, både mænd og kvinder, ønsker at arbejde mindre end de 42 timer om ugen, der er gennemsnittet nu. Og det kan jeg godt forstå, kan give anledning til bekymring«, siger Lisbeth Lintz, der nægter at beklage, at der kommer flere kvinder ind i faget:

»Det er en vidunderlig udvikling at flere og flere kvinder får en akademisk uddannelse. Det kan jeg simpelthen ikke være ked af«, siger hun.

Et af de områder, hvor en stigende feminisering frygtes at få en negativ effekt, er lønniveauet. Det har ikke været muligt at fremskaffe tal for lønudviklingen inden for de forskellige specialer herhjemme, men en undersøgelse, der blev omtalt i British Medical Journal i februar i år, viser, at nyuddannede kvindelige læger i USA tjener 17% mindre end deres nyuddannede mandlige kolleger - og at lønforskellen er blevet større i de seneste ti år.

Foreningen af Yngre Læger har været opmærksomme på løn- og kønsproblematikken i mange år, blandt andet fordi erfaringer fra Sverige har vist en udvikling med stigende lønforskelle mellem kønnene, og måske er det derfor, vi i Danmark ikke ser de store kønsbetingede lønforskelle, fortæller formand Lisbeth Lintz:

»Der er generelt pres på især den lokale løndannelse på grund af krisen. Ser man på totallønninger, viser den seneste lønstatistik, at kvinder og mænd stort set får samme løn. Måske skyldes det, at yngre læger - såvel mænd som kvinder - i modsætning til, hvad der gælder for andre faggrupper med mange kvindelige medlemmer, er fuldtidsansatte. Forskellen ligger først og fremmest i overarbejdshonorering, og så er der en lille forskel i de lokale tillæg, hvor mænd får lidt mere end kvinder, men det var omvendt for bare få år siden«.

Samfundsudvikling

 

Lektor Birgit Petersson mener, at det er en myte, at når kvinder kommer ind og indtager faget, mister det værdi, og at det kommer til udtryk i lavere løn.

 

»Den udlægning holder ikke. Det skyldes andre faktorer, for eksem pel pres fra andre faggrupper, eller at der bliver uddannet for mange. Der er mange andre samfundsstrukturer, der ændrer sig, og det er ikke korrekt at give kvindernes indtog skyldes for det, f.eks. hvis lønnen falder. Kvinder vil også have en ordentlig løn for deres arbejde, selv om de måske vægter for eksempel arbejdsmiljøet højere«, siger Birgit Petersson.

Samme konklusion kan ses i en svensk afhandling fra 2000, hvor man har fundet, at forandringerne i professionens grundlæggende egenskaber ikke kan forklares med den ændrede kønssammensætning, men at det er andre faktorer, der har skabt den.

»Lægerollen er ændret, men det er ikke på grund af lægens køn, det skyldes, at sundhedsvæsenet er blevet politiseret, og at andre faggrupper har fået større indflydelse. Der er en kamp om rollefordelingen f.eks. mellem læger og sygeplejersker, som gør, at der ikke længere er samme autoritet i lægerollen. Professorvældet kan ikke eksistere mere, og må vige til fordel for samtale og empowerment af patienterne, men igen: Det er ikke på grund af kvinderne, men skyldes en generel samfundsudvikling«, siger Birgit Petersson og fortsætter:

»Der er en tendens til at se kønsroller frem for samfundsmæssige strukturer og udvikling som forklaring. Selvfølgelig skal vi også se på kønnet, for det har betydning for mange forhold, men man skal ikke glemme at se på udviklingen i samfundet generelt, hvis man skal konkludere, hvad der er årsag til at lægefaget ændrer sig«.

Maskuline præmisser

 

Helle Pilgaard er i gang med fase to af en hoveduddannelsesstilling i almen medicin og har i den forbindelse været ansat mange forskellige steder. Og alle vegne har hun oplevet, at de unge kvindelige læger har nogle nye krav og forventninger til deres arbejde:

 

»Jeg har især oplevet, at kvindelige læger ønsker, at kunne tilrettelægge deres arbejde bedre. De ønsker for eksempel bedre muligheder for deltid, så de kan være sammen med deres små børn, og stiller større krav om accept af retten til f.eks. at holde barnets første sygedag«, siger Helle Pilgaard.

Selv om hun har oplevet mandlige læger stille krav om bedre tid til familien, er det i langt overvejende grad kvinderne, der kommer med de krav.

»Før i tiden sagde man, at ,Læger bliver ikke syge - og det gør deres børn heller ikke` - og derfor møder de unge læger ofte modstand, især fra overlægerne, når de fremsætter deres ønsker om et mere fleksibelt arbejdsmiljø. Alle de steder, jeg har været ansat, har det været et problem for kvinderne, også for mig selv, at det er svært at få tid til at pleje det derhjemme - og mange er nødt til at tage orlov for at få tingene til at hænge sammen«, siger hun og tilføjer, at hun har hørt et stort antal yngre kvindelige læger udtrykke, at de ville ønske, at der var bedre mulighed for speciallægeuddannelse på deltid.

Bluffet af kønnet

 

Spørgsmålet er, om faget for alvor vil forandre sig - eller om man i debatten overser, hvor rodfæstet maskuliniseringen i virkeligheden er:

 

»Helt overordnet lader diskussionen sig på en måde bluffe af det biologiske køn. Hvis du laver en søgning, er der rigtig meget debat om kvinder, der stormer ind på traditionelle mandefag, men specielt inden for medicin er det på en måde en illusion, for hele faget bliver stadig udøvet og praktiseret på maskuline præmisser, om end det bliver varetaget af kvinder«, siger lektor i pædagogisk sociologi ved DPU, Aarhus Universitet, Kristian Larsen. Han er selv tidligere sygeplejerske og har blandt andet med studier af speciallægeuddannelsen i Danmark og undersøgelsen »Turnuslægers praksislæring« vist, at der ikke er tale om en feminisering af magtstrukturen på hospitalsgangene: Kvinder kommer stadig ind på de områder, der rangerer lavest i hierarkiet.

Ifølge Institut for Fremtidsforskning repræsenterer kvindelige læger andre værdier end deres mandlige kolleger, og derfor vil feminiseringen af faget betyde, at lægerne bedre vil matche den samfundstendens, der trækker i antiautoritær retning. Dette skyldes, at kvinder er mere relations- og procesorienterede:

»Således vil kvindelige læger måske være bedre rustet til at tackle et stigende ønske om personligt engagement fra patienternes side samt til spørgsmål, der forholder sig kritisk til deres rolle som eksperter, end de af deres mandlige kolleger, der har valgt lægegerningen ud fra et traditionelt maskulint værdisæt«, fremgår det af en rapport, »Sundhedsvæsnet i fremtiden«, som instituttet udarbejdede for Sundhedsministeriet 1999.

Men Kristian Larsen kan ikke genkende den udlægning.

»Jeg synes faktisk slet ikke, at man kan tale om en feminisering«, siger han og fortsætter:

»I hvert fald ikke, hvis man dermed mener måden at omgås patienter på, hvor man for eksempel traditionelt har talt om det feminine til forskel fra det maskuline som en modsætning mellem omsorg, nærvær og procesorientering over for en hurtig, teknisk og distanceret lægerolle«, siger han. Hvis man for alvor skulle kunne tale om en feminisering af lægefaget, ville man kunne se det på en række parametre som lønforhold, organisering i forhold til sygeplejersker, organisering i råd og udvalg med mere - men Kristian Larsen ser ingen grundlæggende forandring.

»Det er faktisk ganske stabilt - medicinsk fakultet har skiftet navn til sundhedsvidenskab, men indholdet er det samme. Man ser det tydeligt ved, at det er kvinderne der overtager de lavt placerede specialer, men når man så ser på næste trin: Hvordan de udøver deres fag inden for specialet, er det stadig en rationel, maskulin, evidensbaseret tilgang. Det er ikke mit indtryk, at lange samtaler og holden i hånd har overtaget arbejdet. Strukturen overdøver individerne, kort sagt«, siger Kristian Larsen.

Læs også »Lægens køn - hvad er problemet?« side 2329, »Kønsforskel i valg af speciale blandt danske medicinstuderende« side 2331 og »Kvindelige medicinstuderende er i større risiko for at udvikle spiseforstyrrelser end mandlige medicinstuderende« side 2345.