Finsk politik mod social ulighed i sundhed - kan Danmark lære noget?

Nu har den finske regering fulgt i den norske regerings fodspor og har lavet en handlingsplan mod social ulighed i sundhed [1]. Måske kan den tjene som inspiration til et lignende arbejde i Danmark?

Selv om reduktion af ulighed i sundhed er et af hovedmålene i regeringens folkesundhedspolitik fra 2002, er der jo endnu ikke sket så meget på området. Vi har naturligvis til gode at se, hvad regeringen lægger op til i sin handlingsplan til efteråret, men Forebyggelseskommissionens rapport [2], som skal ligge til grund for planen, rummede ikke meget om emnet.

Finnerne kan som mange andre konstatere, at selv om sundheden gennemsnitligt er forbedret rigtig meget, vokser de sociale forskelle i sygelighed og dødelighed. Ifølge den finske regering er der mange gode grunde til at gøre noget ved dette. Uligheden er moralsk uacceptabel, dårlig sundhed fører til marginalisering, bedre sundhed kan føre til større beskæftigelse, der er store folkesundhedsgevinster at hente ved at forbedre sundheden hos dem, som har det dårligst, det vil lette presset på sundhedsvæsenet og reducere udgiftsstigningen. Forventningerne til udbytte af indsatsen er således store, såvel socialt, økonomisk som sundhedsmæssigt.

Hvad vil den finske regering gøre? Udgangspunktet er »the traditional values and goals of Nordic welfare policy, which strongly endorse equality considerations«. Den har valgt at satse på en »dobbeltstrategi«, hvor man foreslår både tiltag rettet mod de særligt dårligt stillede: de langvarigt arbejdsløse, gamle, som bor alene, enlige forældre, misbrugere, hjemløse, løsladte fanger mv. (i planen fremhæves det, at disse grupper er meget heterogene, og at slet ikke alle personer, som tilhører dem, er socialt dårligt stillede) og bestræbelser på at bringe den store del af befolkningen, som ligger i midten socialt og helbredsmæssigt, op på de bedst stilledes niveau. Dvs. både en selektiv og en mere universel politik.

De årsager til uligheden i sundhed, som den finske regering peger på, er ulighed i materielle, sociale, informationsresurser og kulturelle resurser, hvilket er i overensstemmelse med den danske tænkning, når man taler om resursesvage borgere. Den forklarer disse forskelle med forskelle i løn, uddannelse, arbejdsforhold og øvrige levekår. Det er ikke helt klart, hvilke resurser den danske regering tænker på, når den taler om de resursesvage borgere. Andre årsager, der nævnes, er, at traditioner, værdier, holdninger og sociale netværk påvirker folks adfærd i de grupper, de tilhører. Den finske regering ser således menneskers sundhed og adfærd, som i høj grad formet af omgivelserne. Det får den konsekvens, at ansvaret for at forbedre folkesundheden i mindre grad ses som et ansvar, de enkelte individer skal påtage sig, og at regeringen, lokale myndigheder, NGO'er og erhvervslivet udpeges som de ansvarlige.

Indsatsen skal omfatte tre områder, sociale vilkår, adfærd og sundhedsvæsenet:

1. Socialpolitiske tiltag for at sikre bedre indkomst, uddannelse og boligforhold samt reduktion i arbejdsløsheden bl.a. gennem rehabilitering. Mange af disse tiltag indgår allerede i de eksisterende programmer for at reducere fattigdom, sørge for at skolerne modvirker ulighed, sikre daginstitutionspladser og reducere hjemløshed.

2. Halvdelen af forskellen mellem grupperne forklares i det finske program med forskelle i livsstil. Lavtuddannede og arbejdere ryger mere og har en mere skadelig om end ikke større alkoholkonsumtion: binge drinking, og derfor mange flere alkoholrelaterede skader og dødsfald. Et af indsatsområderne er derfor at fremme en sund adfærd, især i de dårligt stillede grupper. Mange af forslagene til adfærdspåvirkning i den finske plan minder om dem, Forebyggelseskommissionen kom med: højere skatter på alkohol og tobak, sværere tilgængelighed mv.

3. Finske undersøgelser viser, at adgangen til og behandlingen i sundhedsvæsenet er ringere for de lavere socialgrupper. Det tredje indsatsområde er derfor at sikre større tilgængelighed og kvalitet i behandlingen for alle borgere.

Selv om den finske regering skriver, at der er tale om et langsigtet projekt, dækker planen kun tre år, hvilket kan virke noget ambitiøst. Regeringen har heller ikke opsat konkrete, kvantitative mål for, hvad den vil opnå. Men den har for hvert af de 15 mål angivet, hvad der skal gøres, og hvem der har ansvaret for indsatsen.

Den finske plan, som er udarbejdet af en borgerlig midterregering, adskiller sig således i visse henseender fra den danske regerings politik på området, og netop derfor kan den give anledning til overvejelser om politikkens mål og midler i Danmark:

• Skal indsatsen over for social ulighed i sundhed omfatte andre end de resursesvage, dvs. skal den forholde sig til uligheden mellem de øvrige grupper i samfundet?

• Kan uligheden skyldes andet end uhensigtsmæssig adfærd hos de dårligt stillede, f.eks. manglende materielle resurser, ringe uddannelse og boligforhold, dårligt arbejdsmiljø og sundhedsskadelige produkter, som finnerne peger på? Og skal disse grupper derfor, ud over mere og bedre information, som Forebyggelseskommissionen foreslår, også sikres flere resurser på andre områder?

• Bør indsatsen for at reducere uligheden derfor i højere grad påhvile regeringen, andre myndigheder, arbejdsgivere mv.?