Skip to main content

Fleksibilitet og handlefrihed er godt!

Karsten Nielsen, Formand for Foreningen af Speciallæger

2. nov. 2005
7 min.

Karsten Nielsen , speciallæge fra 1986 i patologisk anatomi og histologi, dr.med. i 1991 og administrerende overlæge på Aalborg Sygehus fra 1997. Siden november 2001 formand for Foreningen af Speciallæger.

Sygehus- og sundhedssektoren er godt stof i medierne, ikke kun i Danmark. Uanset struktur, ejerforhold og finansieringssystem er det de samme emner i alle lande: Ventetider, klager, fejlbehandling, organisation og arbejdstilrettelæggelse.

Det er der ikke noget underligt i: Sygdomme, især ens egne, er vi alle eksperter i, og vi har derfor mulighed for at udtale os med vægt. Skandalen eller afsløringen har meget større gennemslagskraft end den positive historie, og derfor vil kritikken hurtigt lande på forsiden, mens den positive oplevelse vil blive beskrevet i læserbrevene.

Denne sommers avisomtaler af sygehus- og sundhedssektoren har været ekstra intens, fordi mange politikere på landsplan, amtsplan og kommunalt plan har udtalt sig om ændring af den kommunale struktur. Især har det været fremme, at amterne er for små til at varetage sygehusdriften på en forsvarlig og effektiv måde for patienterne med henvisning til ventetider og illustreret af historier om enkeltpersoners problemer. Disse historier er givetvis korrekte, men kunne nuanceres ved at reflektere over sundhedsvæsenets og sygehusvæsenets sammenhænge, samlede ventetider på forskellige sygdomme, ikke mindst medicinske sygdomme og akutte sygdomme. Men kompleksiteten bliver for stor til en avisforside eller en nyhedsudsendelse.

Der mangler hverken kritik eller forslag til løsninger. Forslag til forbedringer i sygehusvæsenet falder i 3 kategorier: a. Ændring af organisation, b. Ændring af overenskomster og aftaler og c. Ændring af driftsformer.

Sygehusdriften er amternes største enkeltopgave, så det er ikke underligt, at der er en direkte sammenhæng mellem ændring af sygehusstrukturen og amternes beståen. Indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen og formanden for Amtsrådsforeningen Kristian Ebbensgaard har begge fornuftigt peget på, at både sygehus- og sundhedsområdet og de mange andre opgaver, som amterne har ansvaret for, kræver en omhyggelig analyse, inden der fremsættes forslag om ændringer. Som eksempler kan nævnes gymnasierne, sygesikringen og alle de specialiserede sociale tilbud, som kommunerne er for små til at drive.

Danmark har faktisk en af de mest præcise arbejdsdelinger mellem kommuner, amter og stat og samtidig den mest decentrale offentlige forvaltning i sammenligning med andre lande. Den logiske opbygning er en af grundene til, at kommunalreformen har været robust over for de utallige undersøgelser og analyser, som den har været udsat for siden gennemførelsen.

Men på trods af, at især amterne har bestået eksamen måske 5-6 gange i løbet af de godt 30 år, er det ingen garanti for, at de 14 amter og H:S er den optimale struktur for sygehusdrift. Man kompenserer for struktur gennem samarbejde, som også er blevet meget udbygget i løbet af de seneste 10 år. Man kan tro på, at det hele ville være mere effektivt, hvis staten var ene om at drive sygehusene, og man kan tro på, at 3-4 regioner vil udgøre en mere effektiv struktur. Men som professor i sundhedsøkonomi Kjeld Møller Pedersen , der er formand for indenrigs- og sundhedsministerens rådgivende udvalg, har dokumenteret, er det en trossag, for der er ingen evidens eller erfaring, som kan gøre det til et faktum.

Det er acceptabelt at missionere for sin tro, men påstår man, at troen er sandhed eller evidens, er det bondefangeri eller fanatisme! Også Kjeld Møller Pedersen gør sig til talsmand for analyse inden ændring i et forsøg på at sikre, at ændringer medfører forbedringer på f.eks. ventetid og samarbejde mellem sygehuse og kommuner vedr. genoptræning osv.

En af de mest sejlivede påstande om sygehusvæsenet er, at et stift overenskomstsystem hindrer en effektiv arbejdstilrettelæggelse. Som eksempel har man siden 1981 brugt overenskomsten for de yngre læger. Selv om den for længst er erstattet af nye, forekommer påstanden stadigvæk. I det tidlige forår fastslog det rådgivende udvalg, som indenrigs- og sundhedsministeren havde nedsat med håndplukkede medlemmer, at overenskomsterne på sygehusområdet ikke var til hinder for en smidig og effektiv arbejdstilrettelæggelse, men at arbejdsgiverne måske ikke var gode nok eller ikke ønskede at benytte de store muligheder i overenskomsterne. Denne konklusion er draget adskillige gange de seneste 10-12 år, men alligevel var det muligt at læse en leder i dagbladet Politiken et par uger efter Det Rådgivende Udvalgs rapport med det budskab, at nu måtte fagforeningerne se at komme ud fra pindsvinestillingerne og acceptere mere fleksible arbejdsforhold!

Det er troen eller måske overtroen, der dominerer debatten om sygehusvæsenet.

En ændring af måden at drive sygehuse på er det tredje reformforslag. Det er ikke muligt at få en klar beskrivelse af formål og indhold i ændringsforslagene. Én retning er såkaldte »frisygehuse« eller sygehuse med »selvstændighed«. Hvori reformen består, kan være svært at pege på. Et amtsråd bestemmer selv, hvilke frihedsgrader man vil give et offentligt sygehus, men når indenrigs- og sundhedsministeren peger på »frisygehuse« nævnes bl.a. Hørsholm. Det »frie« i forbindelse med Hørsholm er, at man har indplaceret sygehuset i den amtslige organisation på en anden måde end normalt. Det er svært at se de store reformer i, at et sygehus refererer til et økonomiudvalg i stedet for et sundhedsudvalg, når det på alle måder skal følge de samme regler som andre offentlige sygehuse.

En anden værktøjskasse består i en »outsourcing« af sygehusfunktioner. De traditionelle områder til udlicitering som rengøring og kantinedrift suppleres nu med overdragelse af laboratorier og røntgen til private virksomheder.

Der er ingen samlet opgørelse, der kan sige noget om effekten af disse bestræbelser, eller i hvilket omfang de er taget i anvendelse. Det er positivt, at man åbner for fleksible måder at organisere sig på. Der synes dog at være en slagside, som sikkert er bevidst. Fleksibiliteten består primært i forslag om at overdrage offentlige sygehusopgaver til private. Uanset om det er enkeltfunktioner eller behandlingsopgaver, er det veldefinerede og enkle opgaver, som tages ud af en kompleks organisation, hvor der er eller kan opnås samdriftsfordele.

Det er muligt, at man rent økonomisk med fordel kan lægge behandlingsopgaver ud privat, som det sker nu under regeringens behandlingsgaranti, men der er ingen, der har set på, hvilke konsekvenser det har f.eks. for uddannelsen, forskningen og den faglige udvikling. De offentlige sygehuse har meget store uddannelsesopgaver over for stort set alle sundhedsuddannelser.

Endelig har politikere også bragt køb- og- salg- tankegange ind i debatten. »Sælgerne« er et sundhedsvæsen, bestående primært af sygehuse, mens »kø-berne« er borgerne - eller den enkelte syge - og repræsenteres af fx kommuner, som man ser det i Finland, gennem amter, som vi kender det i Danmark, eller gennem overamtslige strukturer eller staten, som vi kender det fra Norge, der inden for de sidste 2 år har ændret sygehusstrukturer fra amtslige forhold til statslige forhold.

Der er Foreningen af Speciallægers f aste overbevisning, at vi i Danmark skal have et sundhedsvæsen med fri og lige adgang til ydelser fra alle dele af sundhedsvæsenet - praktiserende læger, sygehuse, speciallæger, genoptræningscentre osv. Disse ydelser omfatter såvel akutte funktioner med vagt og ikke akutte funktioner. Sundhedsvæsenets opgaver er dog ikke kun direkte patientydelser gennem undersøgelser, behandling og pleje, men også diagnostik, uddannelse, kvalitetssikring, forskning m.m.

Overdragelse af flere opgaver til den private sektor hjælper ikke på den voksende mangel på arbejdskraft. Skal der løses flere opgaver dér, skal ansatte fra den offentlige sektor følge med.

Hvis man fra regering og Folketing ønsker en optimal udnyttelse af den knappe arbejdskraft - det vil tage mere end 10 år, før manglen på speciallæger vil kunne afhjælpes - så skal der frihedsgrader til overalt i sundhedssektoren. Hidtil har man lagt snævre bånd på de opgaver, som de offentlige sygehuse måtte påtage sig. Hermed lukker man af for en udnyttelse af en viden og en erfaring, som kun findes på de offentlige sygehuse.

Foreningen af Speciallæger er ikke imod det skift, som vi ser fra offentligt finansieret og offentligt drevet sundhedsvæsen til offentligt finansieret og offentligt/ privat drevet sundhedsvæsen, men det må i vore dage være en selvfølge, at man på forhånd fastlægger, hvilke mål, man vil nå med ændringen, og efterfølgende evaluerer, om man nåede målet med sin ændring.

Det er ganske givet muligt, at man kan opbygge en tilsvarende erfaring i en privat sygehussektor, som man i dag har samlet i det offentlige sundhedsvæsen, men man skal være klar over, at det vil tage mange år at opbygge en privat sygehussektor af en størrelse, der vil kunne klare opgaver på samme niveau og af samme kompleksitet, som sker på de offentlige sygehuse i dag.

I en fremtidig organisering af det danske sundhedsvæsen lægger foreningen vægt på, at der sikres fri og lige adgang til sundhedsvæsenet, at der sikres leverance af alle ydelser at sikre valgfrihed at sikre, at patienten er i centrum at sikre kvalitet i ydelserne.