Skip to main content

Flere fejlskud

Regionsborgmester Thomas Thors, Bornholm. E-mail: thomas.thors@brk.dk

1. nov. 2005
2 min.

Jeg har intet ønske om en længere polemik om lægevagten på Bornholm, men når Erik Kristensen (EK) postulerer, at jeg har ukendskab til »politiske aktiviteter i mit eget system«, er jeg nødt til at reagere.

I EK's formandstale den 30.8. udtaler han om varetagelse af lægevagten om natten: »at regionsborgmesteren ville pålægge sygehuset at varetage lægevagten efter kl. 23 ...«

Jeg svarer EK i Ugeskrift for Læger nr. 42: »at jeg har ikke pålagt vores sygehus noget som helst«.

Dette besvares i samme nummer af Ugeskriftet af EK med, at »der fra politisk side var et ønske om ...«

Ordet »pålagt« har EK her ændret til »ønske om«, formentlig i erkendelse af, at der ingenlunde var/er pålagt nogen noget fra min side.

Endvidere henviser EK - for at berigtige sin opfattelse af min manglende orientering - til referat af møde mellem sygehusets ledelse og FAS (19.6.2003).

Ordlyden i dette referat vil jeg derfor gerne citere her: »Lægevagt sygehuset: Sygehuschefen orienterede om, at de praktiserende læger på Bornholm af forskellige årsager har et ønske om at overføre dele af vagtforpligtigelsen til Centralsy-gehuset. FAS tog skarpt afstand fra dette forslag, som de under ingen omstændigheder vil medvirke til, og de vil fraråde deres medlemmer det samme«.

Referatet er godkendt i FAS den 26.6.2003 og taler vist for sig selv i denne sag.

Både for så vidt angår, at ingen er pålagt noget - og at jeg er ganske velorienteret om politiske aktiviteter i mit eget system.

Det kunne naturligvis ikke falde mig ind at pålægge overlægerne en ekstra vagtbyrde uden deres og FAS' accept.

SVAR