Flere ytringer om ytringsfrihed

INTERESSEKONFLIKTER: Ingen

I den senere tid har der i såvel Ugeskrift for Læger som i Berlingske været en livlig debat om lægers ytringsfrihed. En debat, der blev skudt i gang, efter at ledelsen i Region Hovedstadens Psykiatri havde forsøgt - uden nævneværdigt held - at justere i udtalelser fra en overlæge ansat i regionen. Overlægen havde, med tilladelse fra sin centerchef, der havde orienteret øverste ledelse, haft en journalist fra Ugeskrift for Læger på besøg i afdelingen. Tanken med besøget var fredsommeligt nok: at beskrive hverdagen i psykiatrien.

Bestyrelsen i Dansk Psykiatrisk Selskab (DPS) har funderet lidt over, hvorvidt det overhovedet er en opgave for et videnskabeligt selskab at blande sig i debatten. Umiddelbart lyder sådan en sag mere relevant for de fagpolitiske organisationer. Selskabets formålsparagraf fastslår imidlertid, at vores vigtigste mål bl.a. er »at fremme dansk psykiatri« og at »arbejde for, at befolkningen får et optimalt psykiatrisk behandlingstilbud«. Når et af selskabets medlemmer udtrykker sin holdning til, hvordan dette bedst opnås, og efterfølgende søges censureret - finder vi det i DPS væsentligt at kommentere sagen.

Fromme ønsker

Bemeldte kollega ytrede nogle for så vidt ret fromme ønsker om, at kongeriget blev udstyret med tilstrækkeligt mange psykiatriske sengepladser, og om at psykiatrien bør hænge geografisk og organisatorisk sammen med somatikken. Ikke ligefrem yderliggående synspunkter og faktisk synspunkter, der deles af DPS (hvilket vil fremgå af vores just færdiggjorte hvidbog) samt af Sundhedsstyrelsen og Lægeforeningen. I Sundhedsstyrelsens Nationale Strategi for Psykiatri kan man f.eks. læse: »Sideløbende med den store udbygning af ambulant psykiatri er der foregået en drastisk reduktion af sengekapaciteten, hvilket betyder, at der ofte er et uhensigtsmæssigt stort pres på afdelingerne og belægningerne« samt anbefalingen: »Der bør opretholdes solid og fagligt bæredygtig indlæggelseskapacitet - akut såvel som planlagt. Den stationære kapacitet skal både imødekomme behovet for længerevarende indlæggelser, der forebygger uhensigtsmæssige genindlæggelser, og sikre intensive velplanlagte patientforløb uden spild - og ventetid«.

I Lægeforeningens psykiatripolitik kan man endvidere finde følgende: »At deres (de psykiatriske patienters, JB) sygdom ikke betragtes på linje med andre sygdomme, understreges af, at psykiatrien er placeret uden for sundhedsforvaltningen« samt: »Som et naturligt led i ligestillingen mellem somatiske og psykiatriske patienter, er det også oplagt i højere grad at tænke psykiatrien ind i de kommende nye strukturer i sundhedsvæsenet«.

Hvorfor farligt?

Der er allerede skrevet udmærkede debatindlæg om, hvor umådeligt uheldigt det er, at ledelsen forsøger at hæmme fagfolks ytringsfrihed - indlæg DPS' bestyrelse fuldt kan tilslutte sig. Nu er vi som psykiatere vant til i vores hverdag at granske den menneskelige natur og det er derfor helt naturligt for os at overveje: Hvorfor synes ledelsen, det var så farligt? Eller endnu mere udfordrende: Hvad var de så bange for? Havde man i ramme alvor forestillet sig, at samtlige Christiansborgpolitikere, efter nidkært at have studeret artiklen, havde kastet Ugeskrift for Læger fra sig, slået i bordet med lynende øjne og i kor råbt: »Det afgør sagen. Vi nedlægger regionerne - og for resten vender vi tilbage til asylpsykiatrien«?? Nej vel? Den drastiske reaktion på de stilfærdige ønsker kan derfor godt forekomme svær at forstå. Og man kan tilføje: Nu er der i hvert fald spot på den interviewede overlæges synspunkter - betragteligt mere, end hvis hun havde fået lov at have dem i fred.

Hvad de fleste aktører i psykiatrien kan blive enige om, er, at psykiatrien har behov for en samlet national plan. Når den kommer - og det er vi i DPS meget overbeviste om, at den gør - så kommer vi til at debattere og diskutere livligt for at få prioriteringerne og evidensen på plads. Så det kan Region Hovedstadens Psykiatri lige så godt vænne sig til.