Flugten fra bageriet

Med en parafrasering over udtrykket om at forlade et sted, hvis man ikke kan lide »lugten i bageriet«, har mange læger måttet sande, at deres tilbagetrækning fra overlægestillinger, førtidspensionering, karriereskift fra offentlige til private stillinger eller en kritik af tingenes tilstand i det offentlige sygehusvæsen ofte er blevet tolket som lægernes egen utilstrækkelige omstillingsparathed. Ud fra en videnskabelig synsvinkel vil det blive svært nogensinde at sige, hvem der har ret, idet omstruktureringer i sygehusvæsnets økonomiske betingelser i øjeblikket sker hastigt og med meget lidt mulighed for nogensinde at eksistere længe nok til at kunne blive sufficient evalueret.

Når der er grund til bekymring over »flugten fra bageriet«, skyldes det, at flere af de dygtigste speciallæger inden for flere specialer vælger at skifte fra offentligt sygehus til privat klinik/hospital. Inden for det idrætskirurgisk-artroskopiske område har etableringen af private aktører eksisteret i lang tid. Imidlertid har flere af de førende operatører forladt det offentlige og det i et sådant omfang, at man må bekymres over det ekspertisetab, der derved opstår inden for det offentlige hospitalsvæsen; specielt nu hvor der ikke er overskud af speciallæger.

Arbejde i privat regi har altid tiltrukket nogle læger. Det bekymrende i den nuværende situation er, at hvor det tidligere var et »tilvalg« at gå i det private, nu oftere og oftere er et »fravalg« af det offentlige. For håndværksmæssigt dygtige kirurger er det forståeligt, at nogle tager springet til privat regi. Der ydes på langt de fleste offentlige afdelinger en stor klinisk indsats under forhold, hvor der er skåret økonomisk ind til benet. Flere steder er det kutyme, at dagarbejdet simpelthen ikke kan nås inden for planlagt tid. Adskillige timer ydes ekstra uden kompensering. Det kan være fint og viser engagement men skjuler også, at der køres med for lidt »benzin« flere steder. Lægeløftets ord om at varetage patientens tarv har fået trangere kår og efterkommes ofte bedre i privat regi. Frustrationen over arbejdsvilkårene i offentligt regi er ikke strikt relateret til lønvilkår men snarere til følelsen af ikke at kunne gøre sit arbejde ordentligt.

Der mangler incitamenter til en større balance mellem engagement, arbejdsindsats og tilfredshed hos læger i det offentlige. En manglende »belønning« af øget indsats til den enkelte afdeling øger ikke ligefrem motivationen, selv ikke hos de mest pligtopfyldende og energiske. Lønningerne er langt højere i det private regi, og desforuden findes aktuelt et råderum i privat regi til også at give langt bedre arbejdsforhold. En af forklaringerne er, at de private forsikringssystemer inden for sundhed i øjeblikket er meget rentable, og kun en mindre del af præmier anvendes til at betale for operationer. Derved er der en øget villighed til at betale godt for privat udførte operationer, og private modtager ofte langt højere beløb for operationer sammenlignet med de DRG-relaterede takster. Selvom visse privathospitaler i perioder kørte med underskud, har forsikringsselskaberne en interesse i at opretholde dem for at kunne tilbyde »noget særligt« til deres kunder.

Flere ting kunne gøres: Det synes klart, at flere reduktioner inden for dele af sundhedsvæsenet har betydet, at man de fleste steder har skåret ned til primærydelsen og fjernet sekundærydelser. Disse sekundære ydelser er i behandlingssammenhæng vigtige for patienterne (tid til information, undgå hurtige udskrivninger, pæne bygninger og lokaler, servicefunktioner, der sikrer ordentlige udenoms forhold og dermed patienttilfredshed).

Vi er i Danmark ganske produktive i sundhedsvæsnet i forhold til økonomien sammenlignet med andre lande, og uanset politisk tilhørsforhold synes der i befolkningen at være en velvilje over for økonomiske tilskud til sundheds-væsenet, også ud over snævre målrettede sygdomsstrategiske bevillinger. Man bør endvidere belønne de ildsjæle og opbygge - også økonomiske - incitamenter, der sikrer, at det offentlige system kan forblive et sted, der har tiltrækningskraft og ekspertise inden for alle kliniske områder. Ellers kan det udmærkede ønske om et friere valg inden for sundhedsvæsnet hurtigt inden for visse områder ende med en selvopfyldende profeti, der reducerer ekspertisen inden for det offentlige mere end godt er.