Flygtninge får sundhedsbehandling som danskere

Der er grundlæggende fejl og misforståelser i Ugeskriftets seneste artikel om asylansøgeres og flygtninges adgang til sundhedsbehandling. Og højst usædvanligt er den kritiserede part, Udlændingeservice, ikke blevet forelagt kritikken af sagsbehandlingen.

I artiklen »Læger + flygtninge = dilemma«, bragt i Ugeskrift for Læger 2006;168:3102-5, kritiseres Udlændingeservices sagsbehandling i sager om asylansøgeres adgang til sundhedsbehandling. Artiklen er præget af grundlæggende fejl og misforståelser vedrørende sundhedsbehandlingen, lovgivningen og administrationen af loven.

Udlændingeservice er ikke blevet kontaktet i forbindelse med kritikken, som i øvrigt ikke involverer en eneste kilde med tilknytning til de afgørelser på sundhedsområdet, der kritiseres. Det er beklageligt. Havde Ugeskriftet forelagt os kritikken, kunne fejlene være undgået. Vi er helt åbne over for, at vores sagsbehandling diskuteres, men debatten bør foregå på et faktuelt rigtigt grundlag.

Artiklen fremfører, at flygtninge og asylansøgere over en kam ikke har samme adgang til sundhedsbehandling som danske borgere, og at de skulle være omfattet af særlige begrænsninger. Det anføres, at der f.eks. skal søges bevilling til behandling hos speciallæger. At denne bevilling ikke ligger i hænderne på læger men alene på embedsværkets sagsbehandlere. Og at det er ordvalget i ansøgningen om behandling, der afgør, om bevillingen imødekommes eller ej.

En del af kritikken går desuden på, at også børn er omfattet af begrænsninger i adgangen til sundhedsydelser.

Endelig anføres det, at asylansøgere er omfattet af den såkaldte madkasseordning, hvor de kun får udleveret livets allermest nødvendige fornødenheder.

Ingen af disse oplysninger er rigtige.

Vilkårene for adgang til sundhedsbehandling er ikke de samme for flygtninge og asylansøgere.

Flygtninge er tidligere asylansøgere, der har fået opholdstilladelse, og de er som danske borgere omfattet af den danske sygesikring og har adgang til sundhedsbehandling på lige fod og efter de samme regler som danskere. Der gælder altså ikke begrænsninger for flygtninges adgang til sundhedsbehandling, og det er væsentligt at fastslå, når der allerede i artiklens overskrift omtales et »flygtningedilemma«.

Asylansøgere har fortsat deres asylsag under behandling. For denne gruppe gælder der i visse tilfælde en begrænset adgang til sundhedsbehandling sammenlignet med danske borgere, men myndighederne har en grundlæggende forpligtelse til sundhedsbehandling, og asylansøgere skal ikke søge bevilling til behandling hos speciallæger. Sagsbehandlere afgør ikke bevillingssager om sundhedsbehandling, og ordvalget i ansøgninger er ikke afgørende for udfaldet.

Der kan iværksættes op til fem konsultationer hos udvalgte speciallæger, hos psykiater/psykolog op til tre konsultationer, uden Udlændingeservices godkendelse. Det betyder, at den behandlende læge på asylcentret, efter konsultation med patienten, selv beslutter og iværksætter en eventuel konsultation hos speciallæge med henblik på, at der stilles en diagnose. Først når der er stillet en diagnose og efter eventuel start af medicinsk behandling, vurderes det af speciallægen, om der er behov for yderligere behandling. Hvis det er tilfældet, søges Udlændingeservice om bevilling til behandling.

En ansøgning om bevilling til behandling vurderes af Udlændingeservices jurister og administrative medarbejdere efter faglig assistance fra vores lægefaglige konsulent og på baggrund af den indsendte indstilling fra speciallægen. Godkendelsesprocenten fremgår herunder.

For så vidt angår asylansøgernes børn gælder, at de modtager samme sundhedsydelser som danske børn. Det følger af FN's Børnekonvention.

Reglerne for vores forsørgelsespligt, herunder asylansøgeres ret til »nødvendig sundhedsbehandling«, fremgår af udlændingeloven. Med »nødvendig« menes sundhedsbehandling, som ikke er akut, idet akut sundhedsbehandling hører under amternes forpligtelse. For at en ansøgning kan blive vurderet som »nødvendig sundhedsbehandling«, skal der efter loven være tale om, at behandlingen er »nødvendig, uopsættelig og smertelindrende«. Fortolkningen er ikke - som Ugeskriftet hævder - at der nærmest skal dokumenteres en uopsættelighed her og nu. Som det kan læses i bemærkningerne til udlændingeloven, skal der derimod være tale om en sundhedsbehandling, som ikke kan vente, til den pågældendes ansøgning om opholdstilladelse er afgjort. Det er en afgørende forskel.

Endelig må jeg gøre opmærksom på, at »madkasseordningen« - som kritiseres i artiklen - blev afskaffet for over et år siden, den 1. juli 2005.

Artiklens generelle indtryk af begrænsninger i sundhedsydelser kan sættes i relief med 2005-opgørelsen over vores afgørelser: Der blev givet 1.745 godkendelser til sundhedsbehandlinger, herunder også forlængelser, og det svarer til en godkendelsesprocent på 83. Blandt de 11 områder i opgørelsen er psykiater- og hospitalsbehandlinger de altdominerende med 1.123 af godkendelserne. Her er godkendelsesprocenten hhv. 91 og 92.