Flygtningebørn

I 1953 var det naturligt, at jeg tilmeldte mig Lægeforeningen som den fagforening, der kunne varetage mine faglige interesser inden for et sundhedsvæsen, der hvilede på naturvidenskaben, men i øvrigt var upolitisk og uden religiøs tilknytning.

I oktober måned oplever jeg, at foreningens etiske udvalg kritiserer regeringen og kræver, at opholdstiden i asylcentre nedsættes markant på grund af de psykiske problemer blandt ca. 300 børn i centrene. Årsagerne til børnenes psykiske problemer kan jo være flere, såsom krig, forfølgelse, død og mishandling i familier og forældrenes psykiske problemer med mange selvmordforsøg, hvor jeg ikke kender til antallet af tilfælde med fatal udgang.

En i Ugeskriftet offentliggjort undersøgelse af børnenes psykiske helbred bekræfter, at børnene har psykiske problemer, men fortæller intet om årsagen og erkender vanskelighederne ved at bedømme problemets omfang (Ugeskr Læger 2007;169:3660-4).

Som borger formoder jeg, at børnene befinder sig under kontrollerede forhold, hvor de får den nødvendige kost, beklædning og bolig. At forældrene foretrækker at blive i centrene frem for at rejse hjem, er vel udtryk for, at forholdene i centrene er bedre end i hjemlandet. Som læge ville jeg til enhver tid støtte yderligere undersøgelser og lytte til al relevant kritik i spørgsmålet, som i høj grad er politisk betinget.

Den måde, hvorpå Lægeforeningen har engageret sig i sagen, som ikke er ny men mangelfuldt belyst, finder jeg kritisabel, og jeg mener ikke, at det etiske udvalg har mandat til det. En stillingtagen, der samtidig rejser mange alvorlige spørgsmål.

Vi har for nylig fået en kommunalreform, hvor talrige utilpassede og handicappede børn, ofte med misbrugsproblemer i hjemmet, er kommet i en vanskelig situation, og det er forbavsende lidt, jeg her har hørt fra Lægeforeningen og i øvrigt også politikere.

I sagen optræder en tidligere fængselslæge, Heidi Hansen, som jeg mener, for få år siden ret brat forlod fængselsvæsenet efter nogle mislykkede hormonbehandlinger af indsatte, dømt for seksuel vold. Selv har jeg i 15 år været fængselslæge og med undren set, hvad Lægeforeningen stiltiende accepterer. I de danske fængsler mener jeg, at der er ca. otte selvmord om året, og der indsættes nok 12.000. I mange tilfælde drejer det sig om alvorligt syge mennesker. I 1985 truede jeg de praktiserende læger med at anmelde foreningen til de internationale organisationer, da man var i færd med at indgå en overenskomst stridende mod Tokyo-deklarationen. Lægeforeningen var parat til at acceptere alt, når Kriminalforsorgens jurister ønskede det. Hvad med forholdene på Grønland, hvor der er stor lægemangel på grund af adgangsbegrænsningen til studiet?

Hvad med de mennesker, der lider af kræft? I årevis og stiltiende har Lægeforeningen accepteret, at disse mennesker ventede i uger og måneder på behandling.

Efter min erfaring er Lægeforeningen parat til at tilpasse sig alt for at undgå konflikter med vort lands bureaukrati, og foreningens pludselige engagement i sagen om flygtningebørn, finder jeg kun er udtryk for en ansvarsløs, ynkelig populisme, som ledelsen ikke har mandat til og snarest bør beklage.