Skip to main content

Dette er 4. udgave af Bengt Lunds bog om fodens problemer. Bogen er som tidligere udgaver opdelt i en masse små afsnit, og minder meget om en del af en instruksbog. Der gennemgås omkring 100 sygdomme og tilstande i foden.Bogen er rigt illustreret med 259 af forfatterens egne karakteristiske tegninger. Ikke alle tegninger er faldet lige heldigt ud, men de skitseagtige tegninger giver et godt indblik i, hvorledes anatomi og røntgenbilleder ser ud i det virkelige liv. De enkelte fotos, der er i bogen, er generelt i en dårlig kvalitet.Selve bogen adskiller sig ikke på væsentlige punkter fra den tidligere udgave, om end der er mindre ændringer. Generelt slæbes der flere gamle behandlingsprincipper med i bogen, mens den moderne form for fodkirurgi, der har holdt sit indtog de sidste ti år, ikke nævnes meget.Opsætningen mangler en del afpudsning. Der er flere steder, hvor overskriften står alene nederst i spalten, hvorefter teksten kommer på næste side. Et enkelt sted er behandlingen af eksostoser under neglen, samt den tilhørende illustration, placeret to sider fremme i et andet afsnit.

Der kan i indholdet specielt fremhæves det indledende afsnit, der sætter fodundersøgelsen på plads for den uerfarne kliniker. Også afsnittet om fodledsbrud hos voksne er logisk opbygget og nemt at gå til. Endelig skal nævnes afsnittet om indlæg, som dog burde indeholde et afsnit om lovgivningen på dette område.

Der er dog også flere steder, hvor der godt kunne være tilføjet en uddybende forklaring, f.eks. i afsnittet om pilonbrud, hvor det ville være en fordel for læseren at vide, at pilon betyder søjle. Dette vil give læseren en bedre mulighed for at forstå traumemekanismen.

Ved omtalen af anteverterede hofter nævnes det, at der foretages osteotomi og derotation af hoften. Derotation er dog yderst sjældent ved det normale barn. Der nævnes f.eks. kortbølgebehandling, som ikke længere benyttes. Der nævnes ikke, at det første behandlingsvalg ved eksostose på forkanten af tibia er fodledsartroskopi. Ligeledes nævnes redression i fuld anæstesi ved metartarsus varus, hvilket vist ikke praktiseres mere.

Generelt er der mange eksakte oplysninger, men man savner, at der ved flere af disse er en henvisning til de referencer, der ligger til grund.

Bogen ville vinde med en alfabetisk indholdsfortegnelse, der ville lette anvendelsen.

Når alt dette er sagt, må man også fremhæve, at der er tale om en publikation, der på forbavsende få sider kommer meget langt rundt om fodens sygdomme og behandlingen af disse. Der lægges vægt på mange af de klassiske, ikkeoperative metoder, og de fleste af de operative metoder nævnes sporadisk. Der er her tale om en instrukslignende bog, hvor læseren hurtigt og nemt kan finde frem til de enkelte sygdomme - og man kunne ønske, at mange flere praktiserende læger og reservelæger i uddannelse ville læse bogen.

Silkeborg: Forlaget IBL, 2005. 158 sider. Pris: 268 kr. ISBN 87-89177-42-8