Skip to main content

Før vi smider almen praksis ud med badevandet

Overlæge Søren Thybo, Epidemiafdelingen, Rigshospitalet. E-mail: sthybo@dadlnet.dk & Praktiserende læge Charlotte Schulsinger, København

5. dec. 2008
3 min.

En arbejdsgruppe (»Hvor er det danske sundhedsvæsen på vej hen?«) under Det Medicinske Selskab i København beskæftiger sig med konsekvenserne af privatisering i sundhedsvæsenet. Mange af os er stærkt bekymrede, specielt efter den nylige udmelding fra sundhedsministeren om, at en 50% privat andel i sundhedsvæsenet vil være fuldt acceptabel.

Vi synes, at det er vigtigt at interessere politikere og specielt sundhedspolitiske ordførere - og befolkningen - for følgerne af en sådan ændring af det enstrengede sundhedsvæsen, vi har kendt i de sidste mange år.

Efter forårets sundhedsarbejderstrejke har der været yderligere vækst i privathospitalernes omsætning. På mange, specielt kirurgiske, afdelinger er det svært at skaffe den fornødne speciallægekapacitet. Et stigende antal speciallæger lægger dele eller hele deres arbejdstid i privatsektoren.

Også sygeplejersker, som i tiltagende grad er en mangelvare, har for længst fundet vej fra det offentlige til det private behandlingssystem. Dette kan blive en ond cirkel, som i stigende grad gør den offentlige sundhedssektor uattraktiv for både personale og patienter. Det er en udvikling, som vil favorisere dem, som har privatforsikring. Da arbejdsgiverfinansierede privatforsikringer er fradragsbe-rettigede, bliver folk uden adgang til privatforsikringer dobbelt straffede. Dels gennem en faldende kvalitet af det offentligte sundhedsvæsen, dels gennem at skulle skattefinansiere det private behandlingssystem, som de ikke selv kan benytte.

Vi har indtil videre haft et gennemprøvet og kvalitetssikret netværk af praktiserende læger, som helt centralt i borgernes rationelle adgang til og forbrug af sundhedsydelser. Almen praksis er åben døgnet rundt. Der er sikret adgang til egen læge i dagtiden (kl. 8-16) og uden for dette tidsrum til Lægevagten. Hver praktiserende læge har ca. 8.800 grundydelser på 220 arbejdsdage per år. Omregnet i udgifter er dette system meget meget billigt, ca. 1.000 kr. per indbygger per år. Dette er langt mere cost-effektivt og demokratisk end f.eks. i USA, hvor sundhedsudgifterne som del af BNP udgør ca. det dobbelte.

Hos den praktiserende læge findes alle patientens sundhedsoplysninger samlet. I modsætning til i mange andre lande er der ikke direkte penge mellem patient og praktiserende læge. Uddannelsesniveauet blandt praktiserende læger er meget højt; der er registrering og kontrol af ydelserne, kvalitetssikring af disse og af medicinforbruget. Valget af undersøgelser og visitation af patienterne kan derfor finde sted på et så rationelt og evidensbaseret grundlag som muligt.

Samspillet med den nye private sundhedssektor er derimod hverken koordineret, rationelt eller kontrolleret på den samme måde, som har gjort den praktiserende læge til patientens rådgiver og gatekeeper. Risikoen for unødigt resurseforbrug og overbehandling i privatsektoren er stor.

Praktiserende læger oplever at skulle være en slags gummistempel for patienter, som vil undersøges af en privat speciallæge eller opereres på et privathospital, selv om der ikke ud fra lægens faglige vurdering er noget indlysende behov. Den praktiserende læge oplever også, at en patient kommer retur fra privat behandling med krav om opfølgning af noget, den praktiserende læge ikke har fået information om, da lægebreve fra den private sektor er undtagelsen frem for reglen.

Kort sagt: det enstrengede sundhedsvæsen vil blive fragmenteret til fordel for ydelser, der ikke nødvendigvis er velbegrundede og foregår på et dyrere, specialiseret niveau. I takt med at speciallægers uddannelse bliver mere grenspecialiseret, er risikoen, at overblikket over »hele patienten« forsvinder, og at der tabes vitale informationer, der tidligere var samlet hos »egen læge«.

Vi vil opfordre Lægeforeningens medlemmer, som har en mening om disse problemer, og som har konkrete oplevelser, der kan illustrere »bivirkningerne« af udviklingen, til at sende os eksempler, som kan gøre debatten mere konkret og bruges til information af politikere med interesse for sundhed.