Folkesundhed - et fælles ansvar

Claus Hyldahl er speciallæge i ortopædkirurgi og har mangeårig erfaring inden for områderne sundhedsfremme og sygdomsforebyggelse. Han arbejder til daglig med at støtte såvel individer som større grupper i at definere egne livsværdier og finde de redskaber, som kræves for at opnå et ustresset, sundt og harmonisk liv. Claus Hyldahl fungerer endvidere som ivrig og energisk foredragsholder og lægger gennem sine foredrag om bl.a. livsstil og stress vægt på at vække individets motivation og evne til selv at tage ansvar for sit eget liv.

Vi har alle et ansvar for sundheden ...

Forældrene, som med saft, lørdagsslik, burgerbarer og tv-spil giver deres børn kompensation for den tid, de ikke er sammen. Lægerne, som overvejende interesserer sig for sygdomme, når de er opstået og, som til overflod udskriver medicin til patienter, som havde bedre af at få hjælp til at ændre livsstil. Medicinalindustrien som lever fedt på de såkaldte folkesygdomme, og som så venligt gør os opmærksom på de store mørketal af patienter, som savner behandling. Politikerne, som satser mia. på nedbringelse af ventelister og håndører på forebyggelse. Virksomhederne, som gennem dårligt psykisk arbejdsmiljø og stigende præstationskrav til medarbejderne, bidrager til stress og nedslidning. Alle de danskere, som ser tv tre timer om dagen og som ikke har »tid« til at motionere et par timer om ugen. Vi har alle et ansvar. Men hvor skal forbedringen af sundheden komme fra, når ingen synes at tage sit ansvar alvorligt og, når vi altid forventer, at det er »de andre«, som skal gøre det for os. De få, som forsøger at tage et initiativ, gør det desværre ofte for døve øren. Og i den forbindelse er det ikke kun politikerne, som er døve. I de mange år, jeg har beskæftiget mig med sundhedsfremme og forebyggelse, er jeg fra kollegaside ofte blevet mødt med medfølende overbærenhed og udtalelser om, at det jo ikke virker. Mange kolleger mener endvidere, at forebyggende helbredsundersøgelser kun er screening for sygdom, som skaber utryghed og flere syge mennesker. Der er i lægekredse generelt meget lille interesse for det raske menneske. Men det ligger jo også i sagens natur, at vi først skal træde til ved sygdom. Det er jo det, vi er blevet uddannet til. Og når vi gennem forskning skal skabe os en karriere, er det jo helt hen i vejret at beskæftige sig med forebyggelsesstudier, som løber i ti, tyve og tredive år. Politikerne reagerer på samme måde. De vil se hurtige resultater inden for en valgperiode og kan ikke vente tredive år på at bringe folkesundheden på benene igen.

At den danske befolknings sundhedstilstand lider, er et indiskutabelt faktum. Ventelisterne bugner med patienter, og underbemandede sygehuse arbejder på højtryk med behandlingen af nedslidte, syge og udbrændte mennesker. Rapporten fra Institut for folkesundhed, som udkom i foråret 2002, viste, at vi danskere er sygere, tager mere medicin og går oftere til læge og alternativ behandler end nogensinde før. Siden halvfjerdserne er Danmark faldet fra en 7.-plads på folkesundhedens verdensrangliste til en 34.-plads. Vi ligger i dag placeret efter 3.-verdens-nationer som Chile og Cuba. Dette samtidig med at Sverige »irriterende nok« har holdt sig i »top-3«. Fedme og deraf følgende sukkersyge udvikler sig med epidemisk hast, og der er fortsat ca. 13.000 danskere, som årligt dør af rygning. En fjerdedel af befolkningen plages jævnligt af stress. Alkoholen kræver sine ofre og næsten en kvart million danskere er på »lykkepiller«. Samtidig spøger de »klassiske« folkesygdomme stadig i kulissen. Hjerte-kar-sygdomme, som ifølge »Østerbroundersøgelsen« kunne elimineres med en almindelig sund livsstil, står fortsat for over 30% af alle dødsfald. Hvor galt skal det gå, før vi begynder at reagere? Hvorfor er det først når katastrofen rammer os, at vi bliver filosofiske og dybsindige? Det slår mig gang på gang, hvor bevidste folk pludselig bliver efter det første hjerteinfarkt eller efter at have fået konstateret lungecancer? Pludselig ser de livet i et større perspektiv og forstår for første gang, at alt andet mister betydning, når helbredet svigter. Alt det de har stræbt efter og kæmpet for. Uddannelsen, karrieren, huset, pensionsopsparingen, bilen mv. Med diagnosen i hånden er der ingen, som synes, at det var rygningen, overvægten eller den manglende motion værd. Og de fleste vil give alt, hvad de ejer og har, for at blive raske igen. Det er bare ikke så enkelt. For hvad mange ikke indså i tide er, at livsstilssygdomme mærker én for resten af livet og ofte er dødelige. Tænk at kunne flytte bevidstheden om helbredets betydning fyrre år frem i danskernes liv og få dem til at forstå, at intet kommer af sig selv - ikke engang helbredet! Som alt andet skal det vedligeholdes. Er det uvidenhed? Næppe. Manglende muligheder, travlhed, dårlig økonomi? Formentlig ikke. Vi lever i en del af verden, hvor vi har de bedste forudsætninger for at holde os sunde og raske og leve et lykkeligt og harmonisk liv. Der er frit valg på alle hylder. Ren luft og natur, et varieret udbud af sunde fødevarer, 37 timers arbejdsuge, medicin og vitaminer i overflod. Og alligevel rammes vi så hårdt. »Glem nu ikke, at der hersker en social skævhed i folkesundheden« - hører jeg så ofte. Og det er naturligvis et problem, som vi skal kæmpe for at rette op på. Men skævheden er relativ og kan næppe fungere som en undskyldning for os alle. Og så er Skandinavien jo formentlig det sted i verden, hvor levevilkårene og dermed den sociale skævhed spiller den mindste rolle i forhold til den samlede folkesundhed. »Men noget skal man jo dø af« er standardargumentet hos mange - specielt unge - mennesker. Men hvorfor selv bidrage til nedsat livskvalitet, sygdom og tidlig død? Kan man undre. At vedligeholde en bil er noget de fleste af os magter. Den kommer regelmæssigt til service, bliver smurt, undervognsbehandlet, får skiftet olie og luftfilter etc. Som det mest naturlige investerer vi flere hundrede arbejdstimer i at vedligeholde og pleje noget så intetsigende som en bil. En bunke kold teknik, som jo bare kan skiftes ud, når den brænder sammen. Vi ved, hvad det vil sige at køre en velsmurt og velplejet bil. Man kan vi forestille os, hvordan det føles at »køre« i en slank, sund og veltrænet krop?

Læger og sundhedspersonale kan spille en langt større og mere aktiv rolle i forebyggelsen af livsstilssygdomme, end de gør i dag. Det kan ikke nytte, at vi som læger alene arbejder ud fra apparatfejlsmetoden. Vi bliver nødt til i højere grad at opfange de livsstilsramte patienter som indlægges på vore sygehuse, og som vi ser i egen praksis. Alt for mange passerer upåagtet igennem systemet. Vi har ikke kun et ansvar i forhold til den aktuelle sygdom, men også i forhold til den helbredsmæssige risiko patienten befinder sig i. Konkret kan man forestille sig, at alle livsstilsramte patienter, som indlægges på sygehus, eller som kommer i ambulant behandling, tilbydes en samtale med en »livsstilskonsulent«. Endvidere bør alle læger være udrus-tet med kundskaber om livsstilens betydning for udvikling af sygdom. Dette bør naturligvis opprioriteres på uddannelsen, således at vi alle kan informere og råd-give på området. Praktiserende læger bør i højere grad selv kunne tilbyde livsstilsterapi eller i det mindste kunne henvise til relevante terapeuter og institutioner (psykologer, diætister, læger som udfører forebyggende helbredsundersøgelser, rygeafvænningskurser, motionsi nstruktører mv.). Vi må væk fra den ukritiske udskrivning af f.eks. blodtryksnedsættende medicin til fede, inaktive storrygere. Vi ordinerer jo heller ikke ukritisk hovedpinepiller til en person, som går og slår sig i hovedet med en hammer. Behandlinger af livsstilsramte patienter bør udformes som en kontrakt med patienten og ikke kun som et tilbud. Det drejer sig i sidste ende om at kunne tilbyde patienterne den optimale behandling og ikke kun om at »løse« et isoleret problem og så i øvrigt konstatere, at »der er jo andre, som har det værre en Dem, hr. Jensen« - et klap på hovedet og så ud af biksen.

At det er en god investering at satse ressourcer på sundhedsfremme og sygdomsforebyggelse synes logisk og så politisk korrekt, at det forekommer banalt. Der hvor den største effekt opnås er i de miljøer, hvor så mange raske men udsatte mennesker kan nås samtidig. I den forbindelse er det naturligt at fokusere på virksomhederne. Her investeres milliarder af kroner i uddannelse og kompetenceudvikling, fleksible arbejdspladser, it, lederudvikling, mv. Men hvad er disse investeringer værd, når en medarbejders helbred svigter? Det er på tide, at virksomhederne går i offensiven på sundhedsområdet og løfter indsatsen for medarbejdernes trivsel og helbred op på et strategisk niveau. Ved at tilbyde rygeafvænning, motion, livsstilsanalyser, stresshåndtering mv. skaber man en »win-win-situation«. Man bidrager til øget livskvalitet og sundhed hos den enkelte medarbejder og opnår som virksomhed nedsat sygefravær, højere produktivitet, større loyalitet, bedre image og en lang række andre fordele. En virksomhed uden en veldefineret sundheds- og stresspolitik kan let vise sig at være en syg virksomhed. Og man behøver ikke at kigge længere end over sundet til Sverige for at finde beviser for, at investeringen i forebyggelse lønner sig. Der er så småt ved at opstå en interesse i en del virksomheder. Men for at kunne agere og vælge de rigtige løsninger kræves indsigt i og kompetence på området. Noget, som mange virksomhedsledere mangler i dag. De virksomheder, som har taget et initiativ, har ofte »skudt med bind for øjnene og med spredehagl« i forsøget på f.eks. at nedbringe sygefraværet. Der er anvendt millioner af kroner på hæve-sænke-borde og »investeret« i massageordninger uden den mindste dokumenterbare effekt. Manglende forudgående analyse af problemstillingerne og tilfældige handlinger uden opfølgning har været kendetegnende for de fleste projekter. »Medarbejderne er virksomhedens vigtigste ressource« - hører man så ofte. Men en medarbejder, hvis kompetencer ikke kommer til udtryk pga. dårligt helbred eller stress, er ikke meget værd for virksomheden. Væk med rygepauserne og ind med fysisk aktivitet!

I takt med at arbejdsstyrken skrumper og antallet af gamle stiger, øges presset på de arbejdsføre borgere i dette land. Folkesygdommene koster samfundet milliarder af kroner i hospitalsudgifter, sygedagpenge, førtidspensioner mv. I lyset af dette forekommer satsningerne på sundhedsområdet kortsigtede og hovedløse. Der bliver i disse år pumpet 1 mia. kroner i »sygdomsvæsenet« til nedbringelse af ventelisterne. Sygeforsikringer og behandlinger på privatsygehuse bliver gjort skattefrie, medens underbemandede sygehuse landet over kæmper for at behandle den stadige strøm af patienter. Størstedelen af disse er ramt af livsstilssygdomme, som helt kunne undgås.

Man kan ikke behandle sig til sundhed, men man kan forebygge sygdom! Så måske var det på tide, at Folketingets sundhedspolitiske ordfører fik øjnene op for denne mulighed og omsatte nogle af alle de fine intentioner og ord i handling. Et første skridt kunne jo være at gøre investeringer i sundhedsfremme og forebyggelse på virksomheder skattefrie. At behandling af sygdom i dag er fritaget for skat samtidig med, at forebyggelse af sygdom beskattes, er en absurditet uden sammenligning. Jeg ville gerne møde den politiker, som vedligeholder sin bil efter princippet: Kør den, til den brænder sammen og send den herefter på værksted. En times fysisk aktivitet om dagen i skoletiden nedsætter risikoen for fedme, diabetes og blodpropper hos den kommende voksne generation. Endvidere har flere studier vist at fysisk aktivitet fremmer indlæringen. Gratis kurser og undervisning til forældre med livsstilsramte børn, rygeforbud i sportshaller og andre institutioner, hvor børn og unge færdes osv. Listen med forslag til sundhedsfremmende tiltag er uendelig for den politiker, som vil og tør gøre noget. At tage et ansvar koster penge. Det handler om at vove at investere - og om at have den fornødne tålmodighed til at vente på den gevinst, som helt sikkert kommer!