Skip to main content

Forbudskonvention mod kernevåben

Niels Dahm, Danske Læger Mod Kernevåben/ICAN-kampagnen. E-mail: dahm@avernak.dk

15. feb. 2013
2 min.

Afskaffelse af atomvåben er en altoverskyggende udfordring for borgere og regeringer verden over, en forudsætning for overlevelse, bevarelse og helbred for vor planet og kommende generationer. Både i lyset af den vilkårlige ødelæggelse, som atomvåbnene forårsager, og af den persisterende spredning af genetisk ødelæggende radioaktivt nedfald er atomvåbnene anderledes end andre våben. En enkelt atombombe detoneret over en stor by kan dræbe millioner af mennesker øjeblikkeligt. Brugen af titals eller hundrede atomvåben vil ødelægge det globale klima med udbrud af hungersnød til følge.

Selv om arsenalet af atomvåben er reduceret betydeligt, synes risikoen for anvendelse, ved uheld eller tilsigtet, at vokse med katastrofale humanitære konsekvenser. Trods en retorik omhandlende en

verden uden atomvåben har staterne endnu ikke indledt forhandlinger om en global aftale om atomar afrustning, en Nuclear Weapons Convention, i lighed med landmine- og klyngebombekonventionerne. International Campaign to Abolish Nuclear Weapons (ICAN) - en bevægelse af ngo'er i 60 lande - arbejder for en sådan konvention. Diskussionen om atomvåben må handle om de humanitære hensyn til menneskeheden, helbred, samfund, miljø.

De to atombomber over Hiroshima og Nagasaki dræbte mere end 200.000 uskyldige borgere, flere døde efterfølgende af læsioner og radioaktiv stråling. Ni lande har atomvåben, tilsammen 19.000, 2.000 parat til affyring inden for få minutter. Detonationen af et begrænset antal atomvåben - der i dag er mange gange stærkere end hiroshimabomben - vil forårsage regionale, klimatiske forandringer - smog i stratosfæren og temperaturfald - med fejlslagen høst og hungersnød. Der er stadig overlevende ofre fra Hiroshima og Nagasaki, såkaldte Hibakusha. Herunder regnes også andre skadede, i tusindvis, fra de over 2.000 prøvesprængninger, uranminering, atomvåbenproduktion.

Atomvåbenmagterne renoverer og moderniserer deres atomvåben. De uhyre summer hertil kunne anvendes bedre til uddannelse, forebyggelse og bekæmpelse af sygdom og fattigdom. Vi vil nævne missilskjoldet, Rusland og Kina er skeptiske med risiko for atomar oprustning der.

Danske Læger Mod Kernevåben har i 2012 startet en ICAN-kampagne i Danmark i samarbejde med andre ngo'er. Interesserede kan søge oplysning på vor hjemmeside www.dlmk.dk, bl.a. om medlemskab.

Dette indlæg er skrevet på vegne af Danske Læger Mod Kernevåben, også på vegne af Verdenslægeforeningen mod Atomvåben, der netop i år spiller en hovedrolle i arbejdet for at få FN til endelig at vedtage en konvention om, at alle kernevåben skal afskaffes.

Interessekonflikter: ingen