Skip to main content

Fordrejning, ukorrekt gengivelse og fortolkning af fakta

Overlæge Tom Skyhøj Olsen, Apopleksiafsnittet, Reumatologisk Afdeling, Frederiksberg Hospital. E-mail: skyhoj.olsen@dadlnet.dk

3. feb. 2012
2 min.

Interessekonflikter: Har medvirket i lægemiddelafprøvninger og herved modtaget støtte til forskningsformål inkl. kongresdeltagelse.

Kent Lodberg Christensen og Hans Ibsen har med overraskende heftighed kastet sig ind i debatten om »økonomiske bånd« imellem læger og medicinalindustrien [1]. De hævder, at »fordrejning og ukorrekt gengivelse og fortolkning af fakta« slet ikke passer med den virkelighed, de ser.

Der er bestemt ikke grund til at betvivle Christensens og Ibsens gengivelse af virkeligheden, som de ser den, der er bare det ved det, at de må formodes at rende rundt med bind for øjnene.

Ibsen har tidligere markeret sig ved at hævde, at man med antihypertensiv medicin helt kan eliminere blodtrykspatienters forøgede risiko for apopleksi [2]. En i sandhed ukorrekt gengivelse og fortolkning af fakta. Nu er han så, sekunderet af Christensen, på banen igen. I ovennævnte indlæg hævder de, at hovedparten af de årlige 12.000 apopleksier rekrutteres fra patienter med højt blodtryk. Det er ukorrekt. Det er kun lidt under halvdelen af apopleksipatienterne, der har forhøjet blodtryk. Hertil kommer, at to tredjedele af apopleksipatienterne med hypertension ydermere er rygere, har atrieflimren eller diabetes - tre i sig selv velkendte grunde til at få apopleksi. Endelig er mere end 90% af patienterne med hypertension og apopleksi allerede i antihypertensiv behandling, på det tidspunkt de rammes af apopleksien [3]. Summa summarum: Hypertension kan kun være årsag til en mindre del af de 12.000 apopleksier.

Frygten for at blive ramt af apopleksi er hovedårsagen til, at næsten 900.000 danskere behandles med antihypertensiva. Her ofres og tjenes mange penge. Den omstændighed, at næsten alle med apopleksi og hypertension allerede er i antihypertensiv behandling, når apopleksien rammer, siger i sig selv noget om behandlingens effektivitet. Man kan kun gisne om årsagen til de overdrivelser, der finder sted på området, og som efterlader det indtryk, at apopleksiproblemet løses med et par piller og et glas vand. Kan man forestille sig, at de omdiskuterede »økonomiske bånd« alligevel spiller en vis rolle?


Referencer

  1. Christensen KL, Ibsen H. Henrik Dibberns unuancerede mistænkeliggørelse af kolleger. Ugeskr Læger 2012;174:226.
  2. Olsen TS. Blodtryksmedicin eliminerer ikke risikoen for apopleksi. Ugeskr Læger 2006;168:2688.
  3. Olsen TS, Rasmussen BH, Kammersgaard LP. Undetected hypertension, diabetes, atrial fibrillation and hypercholesterolaemia in patients with first-ever stroke. A community based study. Int J Stroke 2008;3(suppl 1):378-9.