Skip to main content

Forebyggelse og sundhedsfremme - to forskellige projekter?

Lektor Signild Vallgårda, Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet. E-mail: s.vallgarda@pubhealth.ku.dk

1. nov. 2005
3 min.

I forbindelse med arbejdet med en bog om folkesundhedspolitik i det 20. århundrede [1], har jeg gjort mig nogle tanker om forebyggelse og sundhedsfremme. De to begreber bruges ofte sammen, som om de stort set handlede om det samme. Det gør de også ofte i praksis. En indsats for at få folk til at holde op med at ryge kan både forebygge, at de får lungekræft og hjerte-kar-sygdomme og fremme deres sundhed. De kan imidlertid også betragtes som to meget forskellige projekter. Debatten kunne nok gavnes af en præcisering af det, som mange intuitivt forstår ved begreberne. Sundheds-fremme skal være med til at skabe det gode: sundheden. Mens forebyggelse handler om at fjerne det onde: at forhindre at sygdom opstår. I en nyere dansk lærebog gives følgende definition: »Forebyggelsen har til formål at fjerne sygdom og ubehag og er således rettet mod den negative side af sundhedsbegrebet. Sundhedsfremme er rettet mod den positive side. Den omfatter også forebyggelsen, men den har et langt mere ambitiøst sigte, idet den også vil øge den positive sundhed« [2]. Skiftet i fokus fra forebyggelse til sundhedsfremme i mange politiske udmeldinger kan ses som en begrundelse for de senere års store udvidelse af de områder, som folkesundhedsaktiviteterne omfatter.

Der er forholdsvis stor enighed om, hvilke uønskede tilstande man skal fjerne med forebyggelsen. Men den indebærer selvfølgelig også værdibaserede valg både med hensyn til, hvad der er uønsket, og hvilke sygdomme man skal prioritere at forebygge. Sundhedsfremmearbejdet bliver, hvis man tager udgangspunkt i WHO's definition af sundhed som »en tilstand af fuldstændig fysisk, psykisk og socialt velbefindende og ikke blot fravær af sygdom eller svækkelse« [2], unægtelig meget mere omfattende. Det er ikke kun omfattende. Det indebærer også, at de, der skal fremme sundheden, må definere, hvad dette velbefindende indebærer, dvs. definere hvad det gode liv er, ikke kun for sig selv, men også for de menne-sker, de søger at hjælpe gennem de sundhedsfremmende aktiviteter. Der skal træffes mange flere værdibaserede valg på andres vegne, i sin konsekvens handler det om at formulere en utopi om det gode liv. I et demokratisk samfund kan politikerne siges at være valgt til at træffe disse valg. Spørgsmålet er, om de er sig bevidste, at det er det de gør i forbindelse med sundhedsfremme.

Sundhedsfremmeprojektet er ydermere uendeligt. Det er ikke muligt at forestille sig, at alle mennesker nogensinde vil opnå fuldstændigt velbefindende, ikke mindst fordi forventningerne ændres. Velbefindendet kan altid blive større. Fore-byggelsesarbejdet er sandsynligvis også uendeligt, men det er i princippet slut, når sygdommene, det onde, er væk.


Referencer

  1. Vallgårda, S. Folkesundhed som politik. Danmark og Sverige fra 1930 til i dag. Århus: Aarhus Universitetsforlag, 2003.
  2. Iversen L, Kristensen TS, Holstein BE, Due P, eds. Medicinsk sociologi. Samfund, sundhed og sygdom. København: Munksgaard, 2002.