Forebyggende medikamentel behandling af depressionssygdommen

Formålet med ovennævnte artikel [1] synes at være at fremme den forebyggende medikamentelle behandling af depressionssygdommen. Hvis dette lykkes, vil forbruget af antidepressiva stige. »Undersøgelserne tyder på at færre end 10% af mennesker med depressionssygdom får en adækvat forebyggende behandling.« Fra Sygesikringen har jeg fået oplyst, at udgifterne (tilskud + patientandel) til antidepressiva (gruppe N06) for hele landet i år 2001 var 722 mio. kr.

Målet med vores lægearbejde mener jeg fremgår af lægeløftet: »efter bedste skønnende at anvende mine kundskaber med flid og omhu til samfundets og mine medmenneskers gavn«.

Jeg tror ikke, at en tidobling af udgifterne til antidepressiva vil være til samfundets gavn.

»Særligt vigtigt er det, at den patient, der kommer til behandling første gang, bliver oplyst om sygdommens recidiverende natur.« Dette harmonerer ikke med mit menneskesyn. Jeg vil ikke i begyndelsen af et behandlingsforløb starte med at fratage patienten håbet om at blive rask.

»Behandleren, og det er oftest den praktiserende læge, bør via sin uddannelse og efteruddannelse være bekendt med udviklingen i såvel diagnostik som behandling af den folkesygdom, som depressionssygdommen er blevet.«

Vi har ikke en knivskarp definition af sygdom, og depression hører til den ende af diagnosespekteret, hvor overgangen fra syg til rask er helt flydende og afhængig af skøn; forskelligt fra diagnosen fraktur.

Når depressionssygdommen bliver kaldt en folkesygdom, kan jeg kun acceptere at man erkender, at udviklingen i diagnostik er blevet mere aggressiv.

Den praktiserende læge kan gøre udsagnet, om at depressionssygdommen er blevet en folkesygdom, sandt ved at være mere aggressiv diagnostisk.

Jeg ser det ikke som min opgave som praktiserende læge at stille diagnoser men at være til »mine medmenneskers gavn«. Så jeg vil ikke være aggressiv diagnostisk, når jeg sidder over for den enkelte patient, men prøve at trække i den anden retning specielt med tanken på alle de negative konsekvenser et depressionsdiagnosestempel kan få; risiko for livslang medicinafhængighed med medfølgende bivirkninger og udgifter, ringere mulighed for at tegne livs- og sygeforsikringer og måske ødelæggelse af muligheden for spontan helbredelse.

Hvis jeg behandler den enkelte patient og alle mine patienter bedst muligt, og alle andre læger gør det samme, vil konsekvensen blive, at flest muligt får den bedst mulige behandling. Men man kan ikke slutte den anden vej. Man kan ikke foretage nogle politiske og samfundsmæssige indgreb, der skulle give mest mulig nytte for flest mulige, og så dermed tro, at man gør det bedst mulige for den enkelte. Man kan ikke overføre resultatet af en klinisk kontrolleret undersøgelse på den enkelte [2]. Jeg kan ikke forhindre, at fru Jensens nabo begår selvmord ved at give fru Jensen »forebyggende medikamentel behandling af depressionssygdommen«, eller omvendt.

Derfor vil jeg opponere mod forfatternes konklusion: at man foretager en politisk handling, nemlig en »national indsats«, der indebærer en »ændring og udvidelse af sundhedsvæsenets organisation af behandlingstilbuddene« med det delmål at øge den medikamentelle behandling af depressionssygdommen. Specielt er jeg imod, at jeg som praktiserende læge skal bruges som ureflekteret behandler i denne plan.

Derimod går jeg ind for, at læger handler politisk og vil foreslå, at vi f.eks. gør os til talsmænd for at bevare eller nedsætte hastighedsgrænserne i stedet for at øge dem, idet dette helt sikkert kunne spare ulykkelige og meningsløse trafikdødsfald - uden at det koster en krone.