Skip to main content

Forklaringsproblemer?

Reservelæge Lasse Ø. Andersen, Region Sjælland Sygehus Vest, Holbæk. E-mail: lasseandersen@email.dk

15. jun. 2007
2 min.

I Ugeskrift for Læger nr. 22 (Ugeskr Læger 2007;169:2086-90) kan man læse formændenes svar på spørgsmål til reformen af den lægelige videreuddannelse, der som bekendt rummer fireårsprincippet. Man må anerkende, at Mette Worsøe og Jens Winther Jensen tager deres forklaringsproblem alvorligt, ligesom det må medgives, at der er flere positive elementer i aftalen, især oprettelsen af flere uddannelsesstillinger.

Nærlæsning af begrundelserne for, hvorfor man har valgt at skrive under på en aftale, der rummer fireårsprincippet, bringer dog forundringen frem: Til gengæld for fireårsreglen har lægerne f.eks. fået kortere turnus (en såkaldt klinisk basisuddannelse ...), mere fokus på uddannelsesplaner og selvfølgelig argumentet, at »der er god økonomi for den enkelte i at blive speciallæge 6-7 år efter turnus ...«. Udsagnet er jo korrekt - lønnen er beskeden som yngre læge. Men det er en dårlig forklaring på, hvorfor man har valgt at medvirke til aftalen.

Generationer af kommende kolleger lades i stikken med indgåelsen af denne aftale. De er dårligt stillet, når de kommer ud efter turnus og skal konkurrere om stillingerne med alle dem, der har dygtiggjort sig i årevis. Det selvom lægeforeningen selvfølgelig vil »sikre, at der er stillinger nok«, som Mette Worsøe skriver. Så kan man ånde lettet op - hvis man tror, at foreningen har magt, som den har agt. Er Lægefor-eningen virkelig i stand til at sørge for, at der er stillinger nok til, at ingen tvinges ud i specialer, de ikke ønsker?

Fireårsreglen betyder derudover en forringelse af forskningsmulighederne som yngre læge. Man kan lave ph.d., dog uden tid til fejltrin eller uddybende forskningsprojekter. Forskning uden at være ph.d.-indskrevet bliver et vovet projekt.

Aftalen er forståelig ud fra et produktionsorienteret synspunkt. Men efter min opfattelse er det uacceptabelt, at Læge-foreningen vælger at skrive under. Det havde været klædeligt, hvis Lægeforeningen eksempelvis havde støttet massivt op om de medicinstuderendes protestdemonstration for få uger siden mod fireårsprincippet. Lægeforeningen kunne måske have bidraget med at få rettet lidt mediefokus på begivenheden?

Formanden for Yngre Læger har indgået en aftale, tilsyneladende uden at stå fast på en forudgående drøftelse i foreningen. Jeg mener, at det er rigtigt, når der skrives (i Ugeskr Læger nr. 22), at man med mindre end 24 timers varsel har tvunget foreningernes repræsentantskaber til enten at afsætte formanden (eller begge) eller at acceptere aftalen. Førstnævnte valgmulighed havde efter min mening ikke været urimelig i et forsøg på at blive bedre rustet til lignende bagholdsangreb fra politikerne i fremtiden.