Forløbsydelsen: kollegiale og andre forpligtelser

Under overskriften »Undlad at tilmelde din praksis til forløbsydelsen« beklager læge Jørgen Nielsen den økonomiske ydelsesstruktur i den nye forløbsydelse, der træder i kraft den 1. maj 2007. Han konkluderer, at »Det må således være en kollegial pligt ikke at tilmelde sig forløbsydelsen, førend vi ikke selv skal betale den«.

Jeg skal ikke gøre mig klog på de økonomiske aspekter af forløbsydelsen. Men jeg synes, at praktiserende læger kan have kollegiale forpligtelser, der strækker sig videre end at sikre, at den aftalte stigning i basishonoraret bliver fordelt udelukkende under hensyntagen til antallet af tilmeldte gruppe 1-sikrede.

Med forløbsydelsen er der åbnet for, at de praktiserende læger kan bidrage direkte med kvalitetsovervågning af de tværsektorielle patientforløb for de kronisk syge patienter [1] - i første omgang diabetespatienterne. Perspektivet er, at indsatsen for disse patienter kan koordineres og udvikles. Med den stigning, der kan forudses i antallet af kronisk syge, er en sådan arbejdsdeling helt nødvendig, hvis ikke alt for mange forløb skal risikere at blive tabt mellem sektorerne. Men der er i øvrigt ikke meget, hverken i den nuværende eller den fremtidige økonomiske incitamentstruktur, der støtter op om sammenhæng og kontinuitet i sundhedsvæsenet [2-4].

Der kan derfor argumenteres for, at det er en kollegial pligt at tilmelde sig forløbsydelsen, fordi den understøtter almen praksis' position som tovholder og hjørnesten i et samarbejdende sundhedsvæsen. Og hertil kommer så den lægelige forpligtelse i forhold til de kronisk syge patienter.

Interessekonflikter: Jørgen Steen Andersen er pr. 1. februar 2007 ansat som konsulent i den Almenmedicinske Kvalitetsenhed, som i henhold til samarbejdsaftalen mellem PLO og SFU om kvalitetsudvikling i almen praksis, bl.a. har til opgave at implementere forløbsydelsen.