Skip to main content

Forringelse af lægernes håndbøger

♠ Speciallæge Kjeld Lyngborg, Dragør

19. jun. 2009
5 min.

At have gode let tilgængelige håndbøger er væsentligt for alle lægers funktion - det kan ikke erstattes af tidsrøvende anvendelse af computer.

Den vigtigste håndbog er »kittelbogen, medicin.dk«, som nok er det væsentligste værktøj for alle læger. Den redigeres af professor Court Pedersen et al og bliver løbende revideret og forbedret. Det eneste negative ved den seneste udgave er, at den hidtidige fortegnelse over medicinalfirmaer er forsvundet, hvilket er uheldigt, da man ofte har brug for supplerende oplysninger f.eks. om bivirkninger ved et nyt farmakon.

»Medicin.dk« er en stor bog, der i realiteten er en slags lærebog i farmakologi; den redigeres også af professor Court Pedersen et al. Dens force er oversigtsartikler over præperatgrupper, ofte med sammenlignende tabeller. Fra disse sammenlignende tabeller er der i den seneste udgave forsvundet sammenlignende oplysninger om pris, hvilket er en mangel. »medicin.dk« er således en meget nyttig bog til læsning i ro og mag, men man kan overveje, om den behøver at være så stor. Oplysninger om enkeltpræparater er præget af gentagelser og måtte vel kunne overlades til kittelbogen. Dog bør den meget nyttige graduering af bivirkninger i almindelige og sjældne bevares på den ene eller den anden måde.

»Lægeforeningens Vejviser« kunne og burde også være en meget nyttig håndbog. Man har brug for hurtig og let tilgængelig information om institutioner og personer. I en tid hvor strukturforandringer er hyppige, og afdelinger og personer flytter rundt, er det væsentligt at kunne se, hvor man kan henvende sig om en problempatient. Her er 2009-udgaven en afgørende og uacceptabel forringelse, idet der i denne udgave for de enkelte hospitaler kun er anført adresse og telefonnumre, men ikke de enkelte afdelinger eller navne på afdelingernes overlæger. Dette afsnit er formentlig det vigtigste i hele bogen. Som anført har det stor interesse for brugerne, men der må også være en oplagt interesse for afdelingerne i her at kunne profilere sig. I det hele taget trænger Vejviseren til en grundig revision, både med hensyn til hvad den skal indeholde af oplysninger og rækkefølgen af disse. Således vil fagforeningsstof m.m. vel med fordel kunne anbringes i en særskilt håndbog, der ikke behøver at udkomme hvert år, da disse oplysninger ikke ændrer sig så meget. Til gengæld kunne Fortegnelsen over Speciallæger med fordel inkorporeres i Vejviseren. Ligesom man kunne tilbyde medicinalindustrien at lave en fortegnelse over firmaer med angivelse af deres specialer og evt. kontaktpersoner (og herved kunne man måske også få et bidrag til at betale udgifterne).

Konklusion

Til Lægeforeningen: Det er nok ikke noget tilfælde, at der ikke er anført nogen redaktør af Vejviseren. Lægeforeningen bør tage udgivelsen af Vejviseren alvorligt og udnævne en redaktionskomite med en ansvarshavende redaktør.

Til læserne: Gem de gamle udgaver af håndbøgerne, da disse kan indeholde oplysninger, der ikke findes i de nye udgaver.

Til Ugeskriftet: Vær med til at sikre en høj kvalitet af de vigtige håndbøger ved årligt at anmelde nye udgaver til orientering for læserne og inspiration for udgiverne.

Svar:

Professor Court Pedersen, Odense Universitetshospital, Infektmedicinsk Afdeling Q, E-mail: Court.Pedersen@ouh.regionsyddanmark.dk Interessekonflikt: Court Pedersen er ansvarshavende redaktør på »Kittelbogen, medicin.dk« og »medicin.dk«

Tak til Kjeld Lyngborg for de pæne ord om »Kittelbogen, medicin.dk« og »medicin.dk«. Vi har for »Kittelbogen-2009« bevidst stræbt mod at lave en meget brugervenlig, »slank« udgave, og det har betydet, at enkelte afsnit er udgået. Tidligere brugerundersøgelser har vist, at fortegnelsen over medicinalfirmaer blev anvendt meget lidt, men Kjeld Lyngborgs kommentar vil indgå i overvejelserne, når vi snart skal til at planlægge »Kittelbogen-2010«.

Vedrørende »medicin.dk« er det rigtigt, at bogudgaven er omfangsrig, og at der er mange gentagelser. Årsagen er, at teksterne i bogen er identiske med teksterne i den elektroniske udgave af »medicin.dk«.

På den måde sikres det, at brugere af bogudgaven har adgang til de samme oplysninger som de brugere, der anvender den elektroniske udgave. Af hensyn til samkøring af »medicin.dk« og de elektroniske ordinationssystemer, er det nødvendigt, at »medicin.dk« indeholder alle væsentlige oplysninger på præparatniveau. Vi har netop afsluttet en webbaseret brugerundersøgelse, hvor flere end 3.800 brugere (heraf 2.100 læger) har responderet. Resultatet af denne undersøgelse vil utvivlsomt give en række værdifulde oplysninger, der kan være med til at afgøre, hvordan fremtidens »Kittelbog, medicin.dk« og »medicin.dk« skal udformes.

Svar:

Ansvarshavende chefredaktør Torben Kitaj, Ugeskrift for Læger. E-mail: tki@dadl.dk

Et årligt redigeret opslagsværk om sundhedsvæsenet vil hurtigt komme til at virke relativt forældet/fejlagtigt i forhold til det store udbud af løbende opdaterede hjemmesider på internettet. Dette er en væsentlig årsag til, at dele af Vejviseren gradvist er blevet unødvendige eller utilstrækkelige. Derfor har vi valgt at skære visse dele af Vejviseren væk, og således har vi også skåret i kapitlet om sygehusene.

For hvert sygehus bliver der nu kun oplyst navn, adresse, telefonnummer, e-mail og website. Tidligere var kapitlet ikke længere tilstrækkeligt homogent, da de respektive sygehuse langtfra gav den samme type oplysninger til redaktionen. Flere sygehuse stod uforstående over for vores anmodning om at få oplyst alle detaljer om afdelinger, overlægenavne, normeringer o.l., fordi de mente, at man kunne få oplysningerne på sundhed.dk eller sygehusenes egne websites, og flere og flere sygehusvæsener sendte således kun meget overordnede oplysninger fra centrale personalekontorer med udeladelse af oplysninger om de enkelte afdelinger.

Kapitlet om sygehuse er derfor blevet langt mere ensartet - og korrekt - ved at begrænse informationerne til de nuværende punkter.

Vi er naturligvis også kede af at have været nødsaget til at foretage ovenstående tiltag, men med denne prioritering mener vi at undgå at give læserne en falsk opfattelse af valide oplysninger i hele Vejviseren.

Imidlertid vil vi fremover være opmærksomme på reaktioner fra læserne for derved at holde fingeren på pulsen og evt. ændre på Vejviserens indhold.