Forskel på sygehus- og speciallægepraksispatienter

INTERESSEKONFLIKTER: Ingen

Med interesse læste jeg kronikken (Ugeskr Læger 2011;173:72-3) om en gruppe overlægers og speciallægers visioner for samarbejde mellem hospitalsvæsenet og speciallægepraksis, og med dronning Victoria: We are not amused.

Der er og forbliver store forskelle mellem sygehuspatienter og speciallægepraksispatienter - i alle fald i mit fag, psykiatri. I daværende amtslig og nuværende regionsplan fordelte vi patienterne efter en simpel model:

Monofagligt lægeligt = speciallægepraksis; flerfagligt lægeligt = distrikts- og sygehuspsykiatri.

Med denne model falder patienterne let ind i de respektive behandlingstilbud, og almenpraksis er rigtig gode til at skelne.

Og her kunne hele diskussionen faktisk ende, hvis det ikke var, fordi hele indlægget havde en fæl bismag af faglig imperialisme. Eller mere direkte: Kan vi ikke få andre til at gøre arbejdet, så vi kan få fred til konferencer og alle de andre aktiviteter uden patientkontakt?

Speciallægepraksis' fordel er en patient til en læge-relationen. Begge parter kan opsige relationen. Begge har frihed under ansvar.

Vi ser rigtig mange patienter; mange flere end jeg så som overlæge, og vi bliver rigtig gode til vort specialiserede område. Men det er ikke - eller bør ikke være - de samme patienter, som hører hjemme i det sekundære system. Og almenpraksis kan sagtens skelne. Det er kun sygehusene, som søger at placere patienter i speciallægepraksis som et sygesikringsbetalt ambulatorium, når de burde følges i eget regi, eller som påtager sig monofaglige patienter på grund af kapacitetsbetingede ventetider i speciallægepraksis (forhåbentlig kun i psykiatrien).

Visionens slutning er afslørende. Efter at have omtalt »fordelene« for patienterne omtales alle fordelene for hospitalerne! Eventuelle gevinster for speciallægepraksis omtales ikke. At visionen ser ud til at skulle betales af speciallægepraksis, omtales heller ikke.

Derudover: Speciallægepraksis er ligesom almenpraksis et liberalt erhverv. Det betyder, at vi ejer vor forretning og skal være ansvarlige over for vor økonomi. Hospitalsoverlæger er arbejdstagere. Vi har derfor i mange forhold forskellige interesser, og i alle fald jeg har intet ønske om at blive overtaget af et sygehusvæsen, som jeg flygtede fra, og slet ikke lyst til, at hospitalsvæsenet igen skal styre mine arbejdsforhold på uhensigtsmæssig vis til skade for mine patienter. Med solid erfaring ved jeg, at jeg gør det bedre.

Så lad samarbejdet bestå i skarpe afgrænsninger mellem, hvilke patienter vi tager os af, og hvordan vi afleverer og modtager patienter fra hinandens grænseområder. Og lad os styre vore arbejdsforhold og økonomi. Overlægerne bør ikke antaste vor frihed og endda forvente, at vi selv betaler.