Skip to main content

Forskning er ikke et fjumreår!

Universiteterne står til at få en bøde i milliardstørrelse i 2020, hvis ikke gennemførelsestiderne bliver reduceret markant. Orlov tæller med i gennemførelsestiden, og derfor er universiteterne nu begyndt at fjerne den og dermed forskningsåret.

Formand, Foreningen af Danske Lægestuderende, Københavns Kredsforening, stud.med., forskningsårsstuderende Ossian Gundel
E-mail: ong@fadl.dk
Interessekonflikter: ingen

5. aug. 2016
3 min.

Vi er åbenbart for langsomme. Vi skal skynde os. Og det skal være nu! Vi skal have mere fremdrift på lægestudiet. Det er vigtigt, for der er ikke længere råd til langsomme studerende i Danmark, og derfor har vi fået fremdriftsreformen. Al begyndelse er svær, og der kan være mange utilsigtede konsekvenser af en reform. Jeg skriver dette, så vi kan få ændret på en af de mest uigennemtænkte og forhåbentligt utilsigtede konsekvenser af fremdriftsreformen: afskaffelsen af forskningsåret.

Igennem de sidste par århundreder har lægevidenskaben udviklet sig dramatisk. Forskningen har udfordret indgroede traditioner og rykket grænser, som man ikke troede var mulige. Den diagnostik, de lægemidler og den behandling, som vi kan tilbyde patienterne i dag, var ren science fiction for blot et par generationer siden.

I dag kan vi behandle og helbrede mennesker, som for få år siden var uhelbredeligt syge. Uden forskningens evige nytænkning og brændende ønske om udvikling var vi aldrig kommet så langt. Forskning sker ikke af sig selv. Dedikerede læger og lægestuderende har i årevis brugt oceaner af tid og energi på at rykke os til der, hvor vi står i dag. De har stået i dage- og månedsvis i mørke laboratorier og inkluderet patienter i de sene nattetimer på landets hospitaler. Hvorfor? Fordi lægestuderende og læger elsker deres fag og længes efter at gøre en forskel.

Giv os muligheden – så tager vi den!

Vi lægestuderende vil fortsat gerne forske. Vi vil gerne bruge søvnløse nætter i laboratorier på Danmarks hospitaler. Vi gør det for at udvikle os selv og for at forbedre den fremtidige behandling, som vi tilbyder patienterne. Vi gør det for at udvide vores faglige horisont og gøre os til læger, der er eksperter inden for vores arbejdsområde. Så vi kan gøre en forskel for vores medmennesker – og sikre fremdrift.

Hvor er problemet?

Fremdriftsreformen fjerner vores mulighed for at forske. Universiteterne står til at få en bøde i milliardstørrelse i 2020, hvis ikke gennemførelsestiderne over hele universitet bliver reduceret markant. Orlov tæller med i gennemførelsestiden, og derfor er universiteterne over hele landet nu begyndt på at fjerne den og dermed forskningsåret. Dette er uigennemtænkt, reel fremdrift bliver fjernet til fordel for en forfejlet kassetænkning. Forskning anses som et fjumreår, og universiteterne straffes, selv om der hverken er økonomiske eller andre gode grunde til det. Den såkaldte fremdrift er på bekostning af udvikling og nyskabelse – oh the irony!

Det er tragikomisk, når politikerne taler om, at viden skal være Danmarks drivkraft: den solide bund, som velfærdssamfundet skal bygges på. Tragikomisk, at store virksomheder som Novo Nordisk efterspørger kvalificeret arbejdskraft, og at vi så spænder ben for os selv, forhindrer dette og drukner det engagement, som vi lægestuderende har.

Og rationalet bag? – forfejlet kassetænkning

Ja, her skyder man for alvor sig selv i foden. I et forsøg på at spare penge ved at presse universiteter til mere fremdrift og dermed få de studerende hurtigere igennem deres uddannelse, så de hurtigere kan tilbagebetale til statskassen, har man fjernet forskningsåret. Selv om et forskningsår – uden de mange regler, der blev opfundet på Christiansborg i de seneste par år – hverken belaster SU-systemet eller universiteternes økonomi. Vi bidrager tværtimod med skattekroner samt er med til at bygge det fundament, der skal bære fremtidens Danmark.

Kære politikere, giv os nu muligheden for at forske! Vi lægestuderende vil gerne bidrage til samfundet.

Kære politikere, giv os nu muligheden for at forske! Vi lægestuderende vil gerne bidrage til samfundet. Vi vil gerne bidrage til, at man om hundrede år har endnu bedre behandlingsmuligheder til patienterne. Vi vil gerne være de læger, der virkelig kan gøre en forskel for andre mennesker.

Giv os muligheden for orloven til et forskningsår. Vi spilder det ikke!