Skip to main content

Forskning og fireårsreglen

På vegne af bestyrelsen i Dansk Medicinsk Selskab. Professor Jens Christian Djurhuus, Klinisk Institut, Århus Universitetshospital, Skejby. E-mail: jcd@ki.au.dk. Professor J. Michael Hasenkam. Hjerte-lunge-karkirurgisk Afdeling T, Århus Universitetshospital, Skejby

15. jun. 2007
3 min.

Poul Jaszczak leverer Ugeskrift for Læger en særdeles machopræget kommentar til de indlæg, der er fremkommet i anledning af Lægeforeningens aftale om fireårsreglen.

Man må sige, at der er tale om en fyndig gynækolog, som helt retfærdigt siger, at skal man indgå aftaler, er der ting, man må give, hvis der er noget, man vil have. Man kan naturligvis kun have helt rene hænder, hvis man aldrig benytter dem til noget, og som Jaszczak siger, kunne fireårsresultatet være meget værre.

I virkeligheden er det jo ikke så slemt, fordi som han skriver, er det medicinske studie en lang tvangsforanstaltning, så hvorfor komme ud af vanen?

Det, der bringer os på banen til kommentar, er imidlertid hans bemærkninger om forskning, specielt ph.d., og at der formodentlig ikke er tabt det store ved ikke at give fuld tidsmæssig kompensation for ph.d.

Det er regeringens eller videnskabsministeriets erklærede mål at fordoble antallet af ph.d.-studerende. Når 25-30% af en årgang nyudklækkede læger vælger at tage en ph.d., er en fordobling ikke realistisk, men en reduktion, som man kunne risikere fireårsaftalen ville medføre, er bestemt heller ikke hensigtsmæssig.

I hele den vestlige verden er man fuldt ud klar over, at klinisk forskning er helt essentiel for fremtidige fremskridt inden for diagnostik og behandling, for kulturen i en sundhedsinstitution og for et lands industrielle muligheder.

I mange lande har der været en masseflugt fra klinisk-akademisk medicin, hvilket bl.a. har fået amerikanerne til at investere massivt og englænderne til at prøve at vende udviklingen ved at tilføre området en milliard kroner.

I vore nordiske nabolande er man også opmærksom på behovet for at styrke klinisk forskning, og derfor vil der i de kommende år - specielt i Sverige - blive foretaget massive investeringer i området. Vi kan selvfølgelig vælge at gå mod strømmen i Danmark ud fra devisen, at det må de andre om. Vi kan jo altid købe et eller andet i udlandet, eller vi kan gå en anden vej og understøtte klinisk forskning, hvilket vi er mange, der finder, er den bedste vej. Klinisk forskning udført af klinisk kyndige. Altså efter turnus og mens fireårsreglen tæller med.

Og i den forbindelse er fireårsaftalen ikke produktiv, eftersom den ikke giver fuld kompensation for forskningstiden.

Jaszczak nævner, at der alligevel nok ikke kommer så meget ud af ph.d.erne, og det er nok rigtigt, at han såvel som jeg anekdotisk har kunnet registrere, at det kulturchok, det er at gå fra en entusiastisk og undrende forskningsverden til den kliniske dagligdag, kan være et kulturchok, der paralyserer. Jaszczak behøver bare at læse opgørelsen over inspektorordningen og dens dybt deprimerende statistik vedrørende afdelingers forskningsaktivitet.

Imidlertid hænger det anekdotiske ikke sammen med virkeligheden, for seneste endnu ikke offentliggjorte analyser viser, at der heldigvis fortsat er forskningsaktivitet af samme intensitet som under ph.d-studiet for den gennemsnitlige ph.d.er.

Så Jaszczaks egne nære erfaringer er altså ikke repræsentative.

Dansk Medicinsk Selskab vil derfor fortsat hævde, at den del af aftalen er en klar svipser uanset sundhedsministerens ubøjelighed og den lægestuderende og lægens tvungne virkelighed.