Forskning som brobygning mellem specialer

Brobygning mellem videnskabelige miljøer med vidt forskellige værktøjer og arbejdsniveauer er af stor vigtighed for klinikere, ligesom trafik over sådanne broer er vigtige ved kliniske iagttagelser, der virker igangsættende inden for både de teoretiske laboratoriefag og fx epidemiologien. På engelsk betegnes denne indre sammenhæng over forskningsgrænserne ikke med broen som polyteknisk metafor, men med oversættelsen, translational medical research. Dermed samles opmærksomheden primært om det idékatalyserende ved idéspringene inden for den biomedicinske videnskabs mange forgreninger. Imidlertid kan også klinikeres behov for kendskab til paradigmeoverskridende nyheder inden for andre videnskabelige specialer end deres egne ses fra en anden synsvinkel, informationen over specialegrænserne. Sygdomsbilleders kompleksitet i forhold til diagnostiske systemers forenklinger og store overlapninger nødvendiggør, at klinikere bevarer et vågent blik for andre diagnostiske muligheder, end de centrale for eget speciale.

Eksemplerne er legio, og derfor kan kun nogle få nævnes her, fx depressionen hos ældre som optræder som demens, det symptomfattige myksødem som ender i samme diagnostiske skuffe, hyperkalcæmien som skjult årsag til en psykiatrisk diagnose, den igangværende fordobling af type 2-diabetes som ikke er så specialetro, at den alene viser sig hos endokrinologerne, medicinbivirkningers maskeringskunst m.fl.

Brobygningen og »oversættelserne« er de almenmedicinske tidsskrifters opgave, hvilket ikke er noget nyt, men nu repræsenterer en forpligtelse som mere eksplicit erkendes og støttes. Således ved det netop overståede redaktionskomitémøde i JAMA, hvor det blev vedtaget som en af tidsskriftets vigtige opgaver, igen først og fremmest med hovedvægten på dækning af det sundhedsfaglige forskersamfunds interne behov [1], men i diskussionen udvidet til også at omfatte klinikeres almene paratviden (næsten fristende at benævne almendannelse).

Bag den direkte opfordring til potentielle forfattere om interessen for stof af denne type [1] ligger således en bevidst redaktionel politik. Og foruden at tjene en vigtig del af informationsstrømmen er en betydningsfuld sidegevinst understregningen af, at originale videnskabelige ideer ikke alene skabes ved tidsskriftlæsning og kursusdeltagelse, men nok så stærkt ved at se nye mulige sammenhænge ved patientkontakten eller laboratoriearbejdet, efterprøve dem, og benytte et perspektiv som rækker ud over ens eget fag eller speciale.