Skip to main content

Forsøg på bondefangeri af firmaet IT Support Danmark

Overlæge Preben Sørensen, Aalborg. E-mail: idamarie12@mail1.stofanet.dk

31. okt. 2005
2 min.

På baggrund af nogle oplevelser finder jeg grund til at advare mine kolleger mod firmaet IT Support Danmark og deres produkt, IT-telefonbogen.

Som bekendt er det pr. 1. april 2005 nødvendigt, at man som læge er momsregistreret med CVR-nummer til afregning af moms af erklæringer og lignende. Dette medfører, at man bliver opført i det offentligt tilgængelige selskabsregister, som alle kan (mis)bruge.

På min første feriedag blev der ringet op fra IT Support til min hjemadresse. Da jeg ikke selv var hjemme, var det min kone, der tog telefonen. IT Support fortalte hende om De Gule Sider og TDC's fagbog, samt at jeg længe havde stået opført som speciallæge.

Opringningen handlede om en videreførelse af denne aftale. Da min kone intet har med mit CVR-nummer at gøre, foreslog hun dem at vente, til jeg kom hjem, men sælgeren blev ved, og det blev til i alt fire opringninger, inden hun sagde, at hvis det var en aftale, som jeg havde indgået, skulle den jo nok videreføres.

Da jeg atter var hjemme, ville jeg ringe tilbage, men der var blevet ringet fra et hemmeligt nummer.

Næste dag modtog jeg en faktura med en opkrævning på 2.500 kroner. Et opkald til et telefonnummer på fakturaen blev initialt besvaret venligt, men tonen blev hurtig ubehagelig og afvisende, da jeg i kontante vendinger meddelte, at jeg ikke havde nogen aftaler med firmaet. Hun meddelte mig, at min aftale ikke kunne ændres.

Altså havde jeg ikke andre muligheder end at skrive et brev, hvori jeg benægtede enhver aftale, at den påståede aftale var baseret på løgne, og at der var en købelovssikret fortrydelsesret ved dør- og telefonsalg, som jeg i sidste instans ville henholde mig til. Firmaet reagerede ved fremsendelse af ny faktura med oplysninger om, hvilke gebyrer der pålægges ved for sen indbetaling. Der er grund til advare mod dette firma. En søgning på Google fører hurtigt frem til hjemmesider (http://webtillid.dk/), hvor uheldige beretter om deres oplevelser med ovennævnte firma. Det kan tilsyneladende blive en dyr fornøjelse at komme i kløerne på disse personer, og der er kun et råd at give: BETAL IKKE. Der er ifølge hjemmesiden eksempler, hvor en primær pris på 750 kroner pludselig vokser til over 10.000 kroner.

Jeg ser frem til en syndflod at rykkere, men til trods for min jyske herkomst lader jeg mig altså ikke bondefange.