Først og sidst: vi er læger alle sammen!

Alle kender det: oftest i kollegial sammenhæng omtaler vi læger andre grupper af læger i knap så pæne vendinger. Det kan f.eks. være på en akutafdeling, hvor en læge godt nok ikke kan forstå, at de praktiserende læger bare indlægger uden at bruge lidt tid på at undersøge patienterne – eller når man i kaffestuen i en almen lægepraksis undres over, hvor lidt speciallægerne på en given afdeling fulgte op på en patients reelle problemer. Eller når man i radioen en tidlig morgen (ofte mandag) hører en læge med subspeciale i et meget specifikt sygdomsområde råbe vagt i gevær: Nu bør de praktiserende læger altså fagligt oprustes, så de kan tage bedre vare på disse patienter – underforstået, at det gør de godt nok for dårligt for nuværende. Eller når praktiserende læger f.eks. ved kongresser og møder taler om, at det er en speciel vigtig opgave at beskytte deres patienter mod indlæggelse og sygehusets speciallæger, som om at disse ikke vil patienterne deres eget bedste. Jeg synes, det er rigtig dårlig stil – og det er ødelæggende for samarbejdet på tværs af specialer og sektorer. Først og fremmest er vi jo læger alle sammen! Vi har samme grunduddannelse, vi har fælles KBU/turnus – og jeg er overbevist om, at vi alle arbejder for vores patienters bedste. Så vi speciallæger fra de nu næsten 40 lægelige specialer har efter min mening langt mest, der samler os – specialerne er at opfatte som knopskydninger på den store lægestamme. Alle specialer har relevant lang uddannelse, har egen forskning og kan let stå på egne ben uden at nedgøre andre specialer.

Når man taler nedsættende om andre specialers udøvere – både generelt, og når udtalelsen går på en enkelt læge, glemmes ofte, at man kun kender en flig af historien: Man kan ikke se den fra kollegaens vinkel. F.eks. kan det være svært at forestille sig de muligheder, en læge har for at undersøge en syg ældre patient en mørk nat i et svagt oplyst soveværelse i et husmandshjem på Djursland, når man dagen efter går på en veloplyst afdeling på universitetshospitalet, og patienten ligger i en hospitalsseng.

Når vi taler skidt om kolleger, er vi først og fremmest med til at skabe usikkerhed hos vores fælles patienter – og det kan ingen være interesserede i. Når vi taler ordentligt om vores kolleger fra andre specialer og sektorer, har det den stik modsatte effekt.

I en nylig artikel i BMJ nævnes en afledt effekt i Storbritannien: Når man taler ilde om de praktiserende lægeres kompetencer til medicinstuderende og yngre læger, så er det en negativ rekrutteringsfaktor for specialet almen medicin. Den efterfølgende debat i BMJ viser, at dette fænomen rammer flere specialer.

Her i julens tid skal opfordringen lyde: Lad os tale respektfuldt og anerkendende om vores kolleger – uanset speciale!