»Forståelse fremmer kommunikationen«

Kirsten Dietrich er billedkunstner, forfatter, idéudvikler, foredragsholder og underviser, og arbejder med projekter og visuelle udtryk til arbejdspladser.

»Forståelse fremmer kommunikationen« er titlen på en diasserie, jeg har lavet, for visuelt at vise hvor forskellige vore udgangspunkter kan være, når vi skal beskrive livet. Gennem en del år har jeg undervist i kommunikation, og konstateret, at de metoder, der var så klare og enkle at bruge, hvis man ville ud med et budskab, faktisk ikke virkede alligevel. Angiveligt fordi det handler om mennesker. Og vi har det jo med ikke at kunne indeholdes i systemer. Selv reklamebranchen er i vanskeligheder, når de skal inddele mennesker i typer, og beskrive vore behov. Så min erfaring blev, at det overhovedet ikke kunne lade sig gøre i praksis. At undervise mennesker i et kommunikationssystem, der fungerede i hverdagen. Hvad skulle der så til? Hvis det ikke virkede, så måtte jeg finde ud af, hvorfor det ikke virkede, og gå videre derfra.

Ligegyldigt hvilken vinkel, jeg anskuede det ud fra, handlede det om forståelse og motivation. Hvordan lave et system, der rummede disse to begreber, når systemets ide er, at kunne gå ud fra bestemte forudsætninger, der lige præcis ikke var til stede her? For kommunikationen fungerede først, når parterne forstod de andres bevæggrunde, og måske dermed deres motivation, for at kunne indlede en dialog. Ergo: Jeg fandt ud af, at det handlede mere om at føle sig frem end at føre sig frem, hvis man ville have budskaber igennem. Dernæst at bruge alle de sanser, der ikke er verbale til at frembringe en god kontakt og få alle parter til at føle sig hørt i samtalen. Det kræver en særlig form for lydhørhed, både i forhold til de andre, men så sandelig også til os selv. Den er både ind- og udadrettet. Ægte interesse, lytten indad og udad, intuition og en hel del iagttagelse, er noget mange læger sikkert er rigtig gode til, men ikke nødvendigvis bruger i deres daglige omgang med patienter. Det kræver tid, ro og tålmodighed. Svære betingelser i vores verden, men ikke mindre rigtigt.

Erfaring og autoritet

Som patient kommer man af og til i klemme mellem sin egen og lægernes autoritet. Det er ikke underligt, at så mange mennesker søger tilflugt hos zoneterapeuter, healere, kineseologer m.v. For ud over chancen for et helhedssyn på sin sygdom eller skavank, er der den afgørende forskel, at de såkaldte »alternative« behandlere er interesseret i erfaring og tillægger egen autoritet værdi. Jeg tror, at patientens fornemmelse for at føle sig hjulpet af sin læge, handler om at føle sig hørt. I min terminologi er det at føle sig hørt ikke udelukkende at blive lyttet til. Hverken som forhenværende spædbarnsmor, pårørende til en døende patient, eller som patient hos praktiserende læger/specialister, har jeg særlig ofte haft fornemmelsen at føle mig hørt i betydningen anerkendelse af min autoritet og mit erfaringsgrundlag.

Jeg spår, at nogle læger i fremtiden vil have behov for at klargøre over for deres patienter, hvor de selv står, i forhold til at tro på andre behandlingsmetoder end naturvidenskabens. Alene af den grund, at patienterne dermed har mulighed for at fravælge læger, der dybest set ikke deler deres syn på helbredelse. At det for nogen af os er en kendsgerning, at vi kun bliver helbredt, hvis vi selv er med i processen, og dermed tager ansvar for de uhensigtsmæssige handlingsmønstre, der kan afstedkomme sygdomme.

Kommunikation

Kommunikation som ord, der kommer ud gennem munden, har minimal betydning i forhold til kroppens samlede signaler. Vi kommer til at tillægge den direkte verbale kommunikation mindre betydning, end vi gør i dag. Uanset hvor mange kommunikationsteorier vi lærer og forsøger at efterleve, når vi gerne vil i kontakt med andre mennesker, er kommunikation stadig en svær kunst at beherske. At blive forstået og frem for alt: at forstå, er i høj grad et spørgsmål om evne til at gå bag om det talte ord. Kommunikation kommer af det latinske ord: communicare - at dele - og det kan være svært at få kontakt med et andet menneske, ligegyldig hvor dygtigt man belægger sine ord, hvis modparten ikke ønsker - at dele. Det er ikke tilfredsstillende blot at blive hørt. Andre skulle også gerne føle lyst til at forstå og imødekomme ens motivation til at få dem i tale.

Forståelse fremmer kommunikationen.

At føle interesse og at lytte

Man må finde den bagvedliggende årsag til fejlkommunikationen, frem for at øve sig på at udtrykke sig endnu mere klart og præcist. Ord og billeder har så mange tolkningsmuligheder, at vi må udvide vore kommunikationsveje til at indbefatte intuition, viden, hjerte, forståelse samt brug af flere sanser samtidig.

Det er ikke nok, at lægen gerne vil lytte til patienten, der fortæller om besøg hos alternative behandlere, hvis han/hun ikke føler den ringeste trang til at tage stilling til de oplevelser af ændringer og hjælp til helbredelse, som patienterne føler, de har fået. Der er forskel på at lytte og at høre efter. At gemme sig bag undskyldningen om, at man ikke har mulighed for at bedømme de behandlingsmetoder, man ikke er uddannet i, er at nægte at tage stilling.

Hvordan skal vi nogensinde få etableret et samarbejde mellem alternative behandlingsmetoder og naturvidenskaben, hvis læger ønsker at dække sig ind under patienternes erfaringshistorier, som hørende til et område, de ikke er uddannet i, og derfor ikke kan have nogen mening om? Det, vi som patienter har behov for, er, at lægestanden tager stilling til de helbredelser, patienterne oplever, føler og beretter om.

Historier om, at lægen synes, det er ærgerligt, at patienter har brugt mindre formuer på alternative behandlinger, der ikke virker, er heller ikke brugbare. Patienter konsulterer ikke nødvendigvis lægen for at berette om behandlinger, der har virket. Det er når patienter i en anden sammenhæng konsulterer deres læge, og måske gerne vil fortælle om erfaringer, de har gjort med et tidligere problem, at lægernes mangel på interesse er mærkbar.

Udvikling og viden

Hvis jeg som foredragsholder eller underviser hører deltagere fortælle om et for dem særdeles succesrigt arrangement, vil det være underligt, hvis jeg ikke gider høre om det. For det første fordi jeg er interesseret i deres oplevelser, og for det andet er det en fortælling om konkurrenters evner og talenter, som jeg skal holde mig ajour med, for at inddrage den viden i mine egne visioner om mit arbejde.

Fremtidens virksomheder kræver kreativitet, omstillingsevne og forandringsparathed af sine ledere og medarbejdere. En del af nysynet er at se medarbejdernes trivsel i et andet lys. Det er ikke mere nok at give en god løn og fine ansættelsesvilkår. Det kræver en hel del nytænkning at forestille sig, hvordan fremtidens medarbejdere vil dele deres energi mellem hjem og arbejde, og hvilke krav de vil stille til fremtidens arbejdsplads for at føle sig som værdsatte, kreative mennesker, og samtidig forblive rimelig stabil arbejdskraft. Den nytænkning indeholder værdigrundlag, menne skesyn og frem for alt nye arbejdsmetoder. Det er også til debat, hvad viden egentlig er for en størrelse. Samt at viden er en salgsvare.

Hvorfor skulle det samme ikke gøre sig gældende i lægernes verden?

Hvis man i overført betydning betragter læger og patienter som sælgere og købere af serviceydelser - hvilket jo er situationen på privathospitaler - så har man altså en gruppe »sælgere«, som for manges vedkommende ikke er så interesseret i at vide og erfare noget om det marked, hvor en stor del af deres »købere« er på vej hen. Det er da vist sjældent, at et sådant forhold kan fungere? I tider med krav om forandringsparathed, er det da også både lidt hovent og umoderne?

Visioner

I radioen forleden hørte jeg, at Center for hjerneforskning har ansat en musiker til at deltage i forskning om »følelsernes anatomi«. Han er udøvende jazzmusiker og tillige uddannet som matematiker. Men det er qua musikken, at hans deltagelse i projekterne skal bære frugt. Selvom man nok kan regne med en dybere forståelse for nogle arbejdsmetoder, via den anden uddannelse, han har. Men - jeg bliver så glad, når jeg hører sådanne historier. For der er heldigvis flere og flere af dem. Jeg bliver glad, fordi kunstnere i samarbejde med andre arbejdsområder hører under mine hjertesager, og fordi vi er nået så langt, at vi ønsker at øge vor viden om det udefinerlige. Følelserne. De styrer mangt og meget. Også kommunikation.

Forholdet mellem læge og patient er styret af følelser. Patientens ønske om imødekommenhed er at blive set, hørt og forstået som det menneske, man er. Desuden anerkendt og respekteret for den viden, erfaring og autoritet vi har om os selv.

Jeg håber, der sker meget i fremtiden inden for områder, hvor nye samarbejdsrelationer tager form. Udviklingen er jo ikke lægernes ansvar alene. De er som alle andre underlagt økonomi og restriktioner, som kan indebære uudholdelige arbejdsvilkår. Kravet om tid, ro og opmærksomhed kommer fra mange sider. Det må være svært at tilhøre en gruppe, der skal være med til at reparere på symptomer, forårsaget af den selvsamme stress og jag, man selv er underlagt. Det må være særlig svært, når arbejdet kræver varsomhed og præcision.

Men jeg savner et tydeligere formuleret ønske fra lægernes side om at være part i den udvikling, som folks interesse for det alternative system har gjort så tydelig.

Mange patienter ønsker medansvar

Skorter det på interessen, evnen eller tiden til at fikse det problem, der kunne være medårsag til »patientflugten«, og som i hvert fald tit giver utilfredse kunder? Jeg underviser selv og mener, at hvis man ikke elsker mennesker, skal man afholde sig fra at undervise, og jeg har svært ved at forestille mig, at læger ikke skulle kunne lide mennesker.

I den alternative bølge, der går hen over verden følger også en øget bevidsthed om, at vi alle er medansvarlige for vores sundhed og sygdom. Det ser jeg som et absolut sundhedstegn, men følgerne er, at vi som patienter stiller flere spørgsmålstegn, når vores intuition eller erfaring ikke stemmer overens med de behandlinger, lægerne foreslår. Og det er lige netop der, hunden ligger begravet. For jeg påstår, at der er for få læger, der er oprigtigt interesseret i den intuition og erfaring, der ligger til grund for vores spørgsmål og vægring. Hvorfor er det sådan?

Spørgsmål

• Føler læger deres autoritet truet, når en patient føler trang til selv at tage over, hvis behandlingerne ikke virker, eller de »føler«, der er noget galt?

• Hvorfor kan det af og til føles så trygt at gå til zoneterapeut/healer/akupunktør og indimellem så »utrygt« at gå til egen læge?

• Hvorfor føles det som om, at lægen ikke er synderlig interesseret i andre behandlingsformer, der har virket for patienterne?

• Hvorfor siger jeg (som underviser i kommunikation) ikke direkte til en læge foran mig, at det er utrolig ubehageligt, at han/hun sidder og kigger på mit skærmbillede i stedet for at se på mig, når vi taler sammen?

• Kan det mon være, at jeg (vi) stadig er bange for repressalier, og at de fremover ikke gider forholde sig til de problemer, jeg (vi) kommer med?

• Hvorfor ligger vi på hospitalet og tier om vores angst og spørgsmål om, hvad der ligger forude?

• Hvorfor tør vi ikke åbent stille spørgsmålstegn ved de behandlingsforslag, lægerne kommer med?

• Det kan da ikke være rigtigt, at vi er bange for de mennesker, der skal hjælpe os?

• Er det muligt at få læger til at interessere sig mere for udvidelsen at den forståelsesramme, der eksisterer mellem dem og patienterne?

• Jeg kunne fortælle historier, meget lig Jane Åmunds »Den hvide verden«. Jeg vil tro, at ligesom jøderne fortæller de værste jødevittigheder indbyrdes, diverterer lægerne hinanden med sådanne historier under julefrokosten.

• Tilbage står spørgsmålet: Har lægerne lyst til at lære at tale med patienterne? Har de lyst til at afgive autoritet for at få aktiveret patienternes medansvar? Har de lyst til at åbne op for en dialog, der giver patienterne mod på at fortælle om de erfaringer, de gør med sig selv og deres helbred uden for »Den hvide verden«?

Og måske dermed udvide kendskabet til forståelsen af »det hele menneske«?