Fosterdiagnostik og arvehygiejne

E-mail: Koch@pubhealth.ku.dk

Et spøgelse går gennem den nyligt udgivne rapport fra Det Etiske Råd »Fremtidens Fosterdiagnostik«. Det er arvehygiejnens spøgelse. I flere passager omtales risikoen for, at Danmark, hvis vi indfører en række nye teknologiske muligheder for fosterdiagnostik, vil komme til at stå »med en omfattende arvehygiejnisk praksis« (s 88). Hvad dette indebærer af konsekvenser - og hvorfor det i givet fald er problematisk - analyseres ikke nærmere. Det er som om, det blotte begreb »arvehygiejne« befrier sprogbrugerne for at præcisere. For at undgå den ubehagelige fremtid, der her fremmanes, foreslår et flertal i rådet, at man nøjes med at iværksætte fosterundersøgelse i situationer, hvor der er lægefagligt grunde til at efterspørge den nye viden. Hermed må man antage, at medlemmerne mener, at lægeligt begrundet fosterdiagnostik er afgørende forskelligt fra arvehygiejne. En tilsvarende opfattelse fremsættes i Lotte Hvas' kronik i Ugeskriftet (2009;171:3304-5).

Disse synspunkter bør ikke stå ukommenteret. Arvehygiejne i Danmark - hvad enten man kalder det racehygiejne, befolkningshygiejne eller eugenik - udfoldede sig i første halvdel af det 20. århundrede som en lægeligt initieret bevægelse for opsporing og reduktion af forekomsten af uønskede befolkningselementer. Metoderne var mangfoldige og omfattede ægteskabsforbud, sterilisation, abort og internering. Identifikation og behandling af de uønskede elementer var en lægelig opgave, der udførtes med udgangspunkt i datidens arvebiologiske videnskab. Når det gælder intervention i arvemassen, er det i dag prænatal diagnostik med brug af kromosom- eller genundersøgelser, der er i fokus - og emnet for den førnævnte rapport.

Der er imidlertid ingen grund til at bilde sig ind, at lægelige begrundelser for fosterdiagnostik ikke afspejler bestemte normer for, hvad der anses for gode liv, og at disse normer har betydning for, hvordan, hvornår og hvorfor man diagnostiscerer og eventuelt griber ind i arvemassen. Den førnævnte modstilling mellen arvehygiejne og lægeligt begrundet fosterdiagnostik er derfor falsk. Rapporten kommer dermed til at dække over det forhold, at læger - ligesom vordende forældre - træffer deres beslutninger ud fra bestemte etiske normer. Skal vi godtage arvehygiejnen som et farligt spøgelse, må det ekspliciteres, hvorfor lægers normer skal tildeles en privilegeret status.