Skip to main content

Fra skrivebordslægens skrivebord

Martine Aabye er i HU-forløb i Sundhedsstyrelsens COVID-sekretariat og har aldrig haft så travlt som nu. Det er brobyggeri og livredning i stor skala, skriver hun.

Martine Aabye 1. reservelæge E-mail: martine@aabye.com

8. feb. 2021
3 min.
Liv reddes i stor skala, når vi – skrivebordslæger, klinikere, fageksperter, driftsherrer mv. – anerkender hinandens virkeligheder.Martine Aabye

Jeg har aldrig arbejdet så meget, som jeg har som hoveduddannelseslæge i COVID-sekretariatet i Sundhedsstyrelsen. Jeg har ikke været hjemsendt på noget tidspunkt. Eneste tidspunkt med hjemmearbejde var ironisk nok, da jeg fik corona. Jeg sad derhjemme med corona og arbejdede med corona. Meget meta.

Ikke overraskende er en af de sværeste opgaver i mit arbejde koordinationen på tværs.

Epidemien, som er konstant foranderlig.

Borgerne, som er bange og ønsker mere til netop dem. Børn, mennesker med psykiske lidelser, ensomme ældre. Nogle som synes, det er for meget, råber »magtmisbrug« og søger tidskrævende aktindsigter.

Interesseorganisationer med hvert deres særområde: Vaccinér pædagogerne, hold erhvervslivet åbent, red minkfarmene.

Politikere, som sender enorme mængder spørgsmål og med deres beslutninger skaber endnu flere opgaver.

Driftsorganisationerne, hvis kæmpemaskineri ikke sjældent sætter en virkelighedsstopper for planer med gode intentioner.

Lægerne, hver og én med vigtig indsigt i eget speciale og egne arbejdsgange, med hjerte og kampvilje for netop disse, og samtidig bekymring for eget helbred og sommetider egen forretning.

Og en ihærdigt fejlfindende presse, som overvåger hvert et lille skridt.

Alle er legitime parter, som skal være der.

Det, der til gengæld ikke er, er særlig meget tid.

I denne virkelighed indkaldes til møder på tværs af travle hverdage, man forsøger at nå alle eksperter og berørte parter, indsamler viden, sender i høring, svarer på kritik.

Vores udgivelser er for lange, men udelades noget, er de mangelfulde. For tekniske, men når vi forsimpler, er de upræcise. Lader for lidt op til lægelig vurdering, men når de gøres generelle, er vi tandløse. Hvis vi gør nogle glade, gør vi ofte andre sure.

Til sidst kan det ikke vente længere – en uperfekt retningslinje er bedre end ingen. Nogle gange. Og så starter det forfra.

Det lyder som en klagesang, men det er det faktisk ikke. For det vanvittigt spændende og inderligt tilfredsstillende arbejde. At forsøge at bygge bro mellem fageksperterne indbyrdes. Balancere mellem sandheder. Se helheder og det brede perspektiv. Og netop dér kommer min faglighed som samfundsmediciner i spil.

Vel er jeg »skrivebordslæge«, og de liv, vi redder, er mindre synlige end dem, der reddes ét for ét på hospitalerne. Men liv reddes i stor skala, når vi – skrivebordslæger, klinikere, fageksperter, driftsherrer mv. – anerkender hinandens virkeligheder, anerkender, at vi har brug for hinanden og samarbejder.

Så kan vi gøre selv noget rigtig svært rigtig godt – og coronakrisen er om noget bevis på dette.

Det skal vi gøre meget mere, også i nemmere tider.