Skip to main content

Fransk film: »Amour«

Lene Agersnap. E-mail: agersnap@dadlnet.dk

21. jan. 2013
2 min.

Interessekonflikter: Ingen

Døden som den skildres i Hanekes version er grim, smuk, rå, ubarmhjertig, men først og fremmest er den ægte og blottet for enhver form for sentimentalitet. Der er dømt totalt fravær af Hollywood. Tonen er ren, vinklen nøgternt registrerende. Det er ikke en socialrealistisk film, snarere en minutiøs udforskning af menneskelige grundvilkår tilsat stænk af skæv poesi. Tempoet er skånselsløst langsomt, men så mættet med intensitet, at ikke et øjeblik er overflødigt. Der er særligt stof til eftertanke for læger og sygeplejersker, der arbejder med døden som følgesvend, idet der rejses mange etiske spørgsmål og gives velgørende få svar.

Et gammelt par, Anne og Georges, oplever sygdom slå ned i deres rolige tilværelse i en parisisk lejlighed. Anne rammes i etaper af apoplexi, så færdighederne gradvis forsvinder.

Fra første parket ser vi som tilskuere et liv gå i opløsning, både fysisk og psykisk. Selv sproget fragmenteres og bliver til brudstykker - først af sætninger, så af ord - for øjnene af de magtesløse pårørende, den trofaste Georges og datteren Eva. Livet lukker sig om det nære og indskrænkes til at foregå inden for lejlighedens fire vægge, hvor kun få mennesker kommer og går. Samtidig får vi glimt af parrets livshistorie, så vi aner, hvilke mennesker de har været, og får dermed et grundlag for at forstå de valg de træffer på vej mod afslutningen. Georges er konstant til stede, optaget af at imødekomme hustruens behov, efterhånden som de ændrer karakter. I sin afmagt frustreres og pines han af hustruens deroute, men forsøger efter bedste evne at udskifte gamle rutiner med nye.

Mens det smukke hjem med bøger og flygel invaderes af hjælpemidler, folder dilemmaerne sig ud, et for et. Hvad er er værdigt liv for den enkelte?

Er det menneskeligt muligt at aflægge et løfte om at ens ægtefælle ikke skal på sygehus eller plejehjem?

Hvad med de øvrige pårørendes afmagt, her eksemplificeret ved datteren Eva, der viser sig som en trang til at bestemme og gøre det »rigtige«? Og allermest foruroligende melder sig spørgsmålet: Hvad nu hvis det var mig selv?

Man kan altid blive bedre til at lytte til det enkelte menneskes livsfortælling. I »Amour« er der inspiration at hente i forhold til at udvise nænsomhed og respekt over for individuelle valg i stedet for at gribe til automatiseret omsorgsimperialisme. Men først og fremmest skal filmen ses for sit fremragende skuespil som det mesterværk den er, en film om kærlighed, ikke i ord, men i handling.