Skip to main content

Frederik Liljefred: Region Hovedstadens overdrevne magtanvendelse

Det er trist at være vidne til Region Hovedstadens unødige og overdrevne magtanvendelse. Det er så trist og bekymrende at være offentligt ansat og ikke turde udtale sig fagligt kritisk om regionens politiske beslutninger uden at skulle frygte, at man bliver indkaldt til en tjenstlig samtale - eller "kammeratlig samtale" om man vil.

Frederik Liljefred, Kommende praktiserende læge og initiativtager til bevarlaegevagten.dk

14. jan. 2014
5 min.

Det er trist at være vidne til Region Hovedstadens unødige og overdrevne magtanvendelse. Det er så trist og bekymrende at være offentligt ansat og ikke turde udtale sig fagligt kritisk om regionens politiske beslutninger uden at skulle frygte, at man bliver indkaldt til en tjenstlig samtale - eller "kammeratlig samtale" om man vil.

Har vi som offentligt ansatte ikke en ret til at råbe op når fagligheden er truet? Af hensyn til patienterne. Skal vi ikke turde det?

Jeg mener at systemet fejler, når det ikke tillader sine fagpersoner offentligt at være bekymret over de politiske beslutninger der træffes langt højere oppe i systemet. Langt fra mig, manden på gulvet, når det samtidig er mig der står over for de patienter der bliver ramt af de politiske beslutninger.

Lad mig give eksempler på den form for magtanvendelse som Region Hovedstadens embedsværk gør brug af.

Jeg driver en uskyldig, men dog kritisk hjemmeside, om 1813 på domænenavnet 18-13.dk. Det får Region Hovedstadens embedsværk nys om.

I stedet for en venlig forespørgsel fra en kommunikationsmedarbejder i Region Hovedstaden om at man finder mit initiativs domænenavn uheldigt af hensyn til patienterne, vælger man i stedet straks at gøre brug af den "store klinge" - voldsomt skal det være - voldsomt opleves det i hvert fald på undertegnede.

Jeg modtager en mail fra ingen ringere end selveste kammeradvokaten med en ultimativ deadline på 24 timer til at lukke eller omdøbe hjemmesiden 18-13.dk.

Ikke nok med det. Region Hovedstadens kommunikationsafdeling sættes til at lave en pressemeddelse om hjemmesiden, hvilket betyder at Politiken begynder at skrive om hjemmesiden, hvori de skriver:

Politiken har forgæves forsøgt at få en kommentar fra læge Frederik Liljefred

Dette er der dog en god grund til. For nærmest samme minut at Politiken begynder at skrive om hjemmesiden bliver jeg kontaktet af personalechefen for det sygehus, hvor jeg er ansat. De vil gerne indkalde mig til en tjenstlig samtale for som de mener "min hjemmeside er vildledende og kommer med fejlagtige oplysninger" og som personalechefen siger i telefonen "bare det at jeg kæmper imod...."

Særligt det sidste opleves som en grov tilsidesættelse af min ret til at gøre opmærksom på at fagligheden er truet og derved patienternes sundhed og sikkerhed.

Så samtidig med at Politiken ringede for at få en kommentar til min hjemmeside, med baggrund i Region Hovedstadens pressemeddelelse, måtte jeg have fat i min fagforening for at høre, hvordan jeg skulle forholde mig til min arbejdsgivers ønske om at indkalde mig til samtale.

Og det var ikke bare en samtale; man ønskede at at tale med mig, gerne inden for 2 timer en fredag d. 20 dec. og det med deltagelse af personalechefen, vicedirektøren for sygehuset, samt min administrerende overlæge - altså min nærmeste leder.

I processen har jeg også måttet høre regionsrådsformanden Sophie Hæstorp Andersen udtale sig kritisk om min hjemmeside live i TV2 News. Jeg formoder at det er min hjemmeside hun henviser til, men hun har ikke svaret på min email-henvendelse, så dybest set ved jeg det ikke.

Er det et rimeligt pres at lægge på en medarbejder der var og er bekymret for fagligheden af akuttelefonen 1813?

Jeg kender ikke juraen, jeg er ikke trænet i mediehåndtering, jeg er som sagt blot en læge på gulvet med alvorlige faglige bekymringer for 1813. Alligevel skal man den tur igennem mediemøllen og -cirkusset og det virker og er skræmmende.

Og måske er det netop det der er hensigten. Det primære formål synes at være at forsøge at lukke munden på mig ved at virke skræmmende i sin fremfærd, den sekundære gevinst er at skræmme andre fra at gøre det samme ved truslen om truslen. Den usagte magt.

Mange kollegaer kender min historie og de orker ikke at skulle gennem sammen tur og det kan jeg godt forstå. For selvfølgelig er det ikke sjovt. Jeg har også en familie og et privatliv.

Det gør mig trist at på trods af at vi lever i et demokratisk, civiliseret land og ikke i en banan-republik, skal man alligevel frygte at udtale sig.

For selvfølgelig er jeg også bange. Hvad kan der ske? Hvad er det næste? Hvilken magtanvendelse er den næste regionen vil benytte?

Jeg talte med en kollega i telefonen den anden dag, en kollega der også er hængt til tørre eller i hvert fald frygter det på baggrund af en anmeldelse på min hjemmeside, hvor netop også fagligheden ved 1813 påtegnes. Han spørger

"kan vi blive fyret for det her?"

Jeg måtte svare:

"jeg ved det ikke, men jeg har svært ved at forestille mig det..."

Men selvfølgelig er det også en tanke jeg har haft: Hvis man benytter kammeradvokat, pressemeddelelser, tjenstlige samtaler og sender regionsrådsformanden i byen - hvad bliver så det næste?

Er den kritik vi læger kommer med virkelig så farlig? Gavner den ikke netop systemet? Det skulle jeg mene.

Med al respekt, forestiller jeg mig at 1813 kun bliver bedre, i det tempo der arbejdes i, fordi vi er nogle der tør tage bladet fra munden og udtale vores bekymring. Det er jo styrken ved kritik. Det fastholder magthaverne i deres udtalelser, men det fastholder dem også i at opretholde de succesmål de selv har opstillet og offentliggjort. Det er demokrati.

Regionen er velkommen til at være uenig i mine faglige vurderinger, men jeg forventer at de respekterer min ret til at udtale mig kritisk og når de er uenige, at de ikke gør brug af et embedsværk der virker skræmmende på modtageren og derved unødigt truende.

Desuden må jeg gøre opmærksom på at som læge og som medlem af lægeforeningen, så påskriver de etiske vedtægter §12 følgende:

En læge, der bliver opmærksom på forhold, som lægen opfatter som sundhedsfagligt uforsvarlige, bør tilkendegive sin mening herom ved underretning af tilsynsmyndigheden samt ved deltagelse i den offentlige debat.

Så når jeg indledningsvis spørger: Har vi som offentligt ansatte ikke en ret til at råbe op når fagligheden er truet? Så må jeg understrege at det ikke bare er min ret at udtale mig kritisk om 1813 - det er også min pligt.