Skip to main content
Kronik

Fremtidens almene praksis - et »wake-up call« før kommunalreformen

Alment praktiserende læge Lisbeth Errebo-Knudsen, Lægehuset i Horslunde. E-mail: lek@dadlnet.dk. Alment praktiserende læge Kim A. Kristensen, Lægehuset i Horslunde

30. jan. 2006
6 min.

Mandag den 14. november mødtes 16 tidligere Mahler-prismodtagere på Lægedage for at drøfte fremtidens almene praksis. Kommunalreformen kom naturligvis til at præge debatten. Hvad bliver udfordringen for almen praksis fremover? Hvordan organiserer vi os, og hvilke opgaver i samfundet skal vi løse? Et af svarene var, at vi det kommende år i hvert fald har en usædvanlig mulighed for aktivt at forme og udvikle fremtiden for almen praksis.

Der er vist enighed om, at tiden er løbet fra »den lille købmand«, der indretter sig som hun har lyst til. Fremtiden tilhører de strømlinede butikker med moderne indretning, service og kvalitetsvarer. Patienterne optræder i stigende grad i rollen som forbrugere, der stiller krav og har høje forventninger om sammenlignelighed, gennemsigtighed, valgfrihed og et højt informationsniveau. Det gælder krav til åbningstider og elektronisk kommunikation, men også krav til sammenhæng og best practice i hele sundhedssektoren. Det er i dette lys - og med tanke på de forandringer, som kommunalreformen fører med sig - at vi har forsøgt at tematisere de store udfordringer på følgende måde.

Struktur og samarbejde

Sundhedsvæsnet er i forvejen en kompleks størrelse, og kommunalreformen kan for en periode risikere at forårsage nærmest kaoslignende tilstande. Et bud på at bevare overblikket i dette kaos kan være at tage afsæt i sundhedssektorens egen »Bermuda-trekant«.

Trekanten består af sygehusvæsnet med ambulatorier og udadgående team, den almene praksis og kommunerne, der ud over de nuværende opgaver skal tage sig af rehabilitering og forebyggelse i nye sundhedscentre, hvad det så end bliver for en størrelse. Patienten står i midten mellem de tre parter, og de påtrængende spørgsmål er:

  • Hvor, blandt disse professionelle hjælpes patienten bedst?

  • Hvem visiterer, og hvordan er kommandovejene?

  • Hvem er bedst til hvad?

  • Hvem får ansvaret?

  • Sundhedscentrene - kan patienten blot komme og gå, eller skal der »indlægges« og »udskrives«.

  • Sundhedsstyrelsen nævner flere steder, at almen praksis er en vigtig medspiller og (måske) tovholder, men mener kommunerne og sygehusvæsnet også det?

Usikre momenter er der nok af, men mon ikke samarbejde er og bliver nøgleordet? Den enkelte praksis vil stå med ansvaret for at afklare og udvikle samarbejdet med sygehusvæsnet og specielt med de nye storkommuner. Det er vigtigt, at den praksiskonsulentordning, som vi nu bruger i relationen til sygehusvæsnet, oprettes i samme eller tilsvarende form i forhold til kommunerne. Omkring de nye strukturer bliver det især børn og unge, gamle, kronikere og socialmedicinen, der skal samarbejdes om. For ikke at risikere at forlise i systemet bør de helbredsmæssigt og socialt svageste patienter have en entydigt defineret og ansvarlig tovholder - f.eks. i form af en støtteperson.

For at kunne løfte disse og tilsvarende opgaver er det vigtigt, at de alment praktiserende læger organiserer sig klart og synligt kommunevis og lader sig repræsentere af talsmænd, der kan koordinere informationer, rådgive og evt. forhandle. Vi skal huske, at vækst sker fra roden - ikke ved at gå og vente på foranstaltninger ovenfra.

Forebyggelsesområdet og det opsøgende sundhedsarbejde

Dette er to vigtige opgaver, som vi må gå aktivt ind i, så vi ikke taber de helbredsmæssigt og socialt dårligst stillede borgere på gulvet. Der skal findes ressourcer til at være proaktiv og drive opsøgende arbejde, specielt i relation til børn, kronikere og gamle. Den nye overenskomst bør udbygges med dette for øje. Forebyggelse kræver en høj grad af motivation, både hos lægen og hos den, der skal modtage budskabet.

I den forbindelse kan der være behov for inspirerende forebyggelseskurser. Det er desuden vigtigt at arbejde med præcise »forebyggelsesdiagnoser«, dvs. få nøjagtig klarhed over, hvilken forebyggelse patienten har behov for og ønsker hjælp til.

Kontinuitet blev desuden flere gange nævnt som en vigtig behandlingsmæssig og tryghedsskabende faktor. Det stiller krav til både organisation, ressourcer og kommunikation.

Supervision

Som praktiserende læge har man behov for at reflektere og for at modtage og dele feedback på patientforløb eller andre aspekter af arbejdet. Supervision sker ofte i grupper på 8-12 personer, hvor man kan supervisere hinanden eller have en uddannet supervisor. Supervision bør være et tilbud til praktiserende læger og læger under uddannelse til almen praksis og bør være indarbejdet i overenskomsten.

Men hvad med selve de fysiske rammer og arbejdsgangene i praksis? Vi foreslår en praksissupervision - et generelt serviceeftersyn, hvor man kan få inspiration til andre og måske mere rationelle eller elegante måder at drive sin praksis på. Det kan eventuelt være et element i akkreditering. Det kan foregå ved gensidige praksisbesøg eller ved besøg af en konsulent, som kan være læge eller f.eks. erhvervskonsulent; en der kan se på organisation, drift og arbejdsgange med andre øjne.

Ledelse og praksisdrift

Det er klart, at lægen med de mangeartede opgaver, der skal løses hver dag, skal påtage sig lederrollen i sin almene praksis. Man skal være klædt på til en synlig og moderne ledelsesform.

Det skal defineres, hvilke opgaver der skal løses i almen praksis, og af hvem, og hvordan man samarbejder internt og eksternt. Vi skal definere kerneydelser, se på serviceniveau og praksisprofiler. Hele it-delen skal strømlines, og kapacitetsproblemer skal løses.

For os indikerer det, at vi står med et paradigmeskift, hvor det er nødvendigt med en mere synlig organisation og dynamisk drift af praksis, men hvor vi bevarer nærhed, omsorg, kontinuitet og et højt lægefagligt niveau ud fra LEON-princippet (laveste effektive omkostnings-(omsorgs-)niveau).

Udvikling, kvalitet og det almenmedicinske hus

Vi fik mange stikord men nåede ikke i dybden med emnerne. Det aftaltes at tage det som hovedtema ved Mahler-træf 2006 på Lægedage i uge 46. Nogle af nøglebegreberne var uddannelse, kvalitetsudvikling, kvalitetssikring og koordinering - både i relation til læge, personale og patienter. Der er tale om tiltag i den enkelte praksis, som kan (eller skal) understøttes og

inspireres fra det almenmedicinske hus (ekspertisecenter), som refererer til PLO og DSAM. Et vigtigt tema, som vi også overvejer at drøfte på næste møde, er akutbetjening og vagt.

Hvad nu?

Vi var på mødet enige om, at vi hver især vil fortsætte med at udveksle og udvikle disse idéer i vore lokalområder. Men hvordan oplever du det som læser? Er du enig i, at sådan er landskabet, og at det skal udvikle sig som skitseret? Debat vil være særdeles velkommen. Vi håber, at yngre kolleger - fremtidens praktiserende læger - kommer på banen med

jeres tanker, ideer og visioner. Samtidig er I, der i øjeblikket har indflydelsen og positionen til at forhandle, også vigtige som bidragydere. Det afgørende er, at vi kommer skridtet videre fra id&eacut e; til virkelighed, at morgendagens praksis bygger på det bedste fra fortid og nutid suppleret med gode nye tanker og idéer til gavn for de patienter, vi skal tjene.

Mahler-prisen

Mahler-prisen er de praktiserende lægers ærespris. Den er opkaldt efter Dr. Halfdan Mahler, der var generalsekretær for WHO i 1973-1988, og prisen er siden 1991 blevet uddelt hvert år under åbningen af Lægedage som uansøgt hædersgave for en særlig indsats for udvikling af praksissektoren.