Skip to main content

Fremtidens praktiserende læge

Seniorforsker Bibi Hølge-Hazelton København. E-mail: bibi@gpract.ku.dk

31. okt. 2005
10 min.

Hvem er den praktiserende læge - eller hvad er han/hun på vej til at blive? Disse er nogle af de store spørgsmål, som projektet »Er en læge en læge? Kønnets betydning for almen lægepraksis«* har kredset om de sidste år. Projektet har haft som mål at skabe øget forståelse for, hvad det betyder, at almen praksis i disse år undergår gennemgribende forandringer, herunder også i den kønsmæssige sammensætning af lægepopulationen. Til forståelse af udviklingen inden for almen praksis (og en lang række andre klassiske professioner) anvendes flere steder begrebet feminisering [1], forstået som en ændret kønsarbejdsdeling. Når feminisering debatteres i denne forståelse, sker det ofte med udgangspunkt i en opfattelse af, at et øget antal kvinder - flere end halvdelen - vil få negative konsekvenser for fagets udvikling i form af en devaluering af professionen. Det er dog endnu kun ca. en fjerdedel af de praktiserende læger i dag, der er kvinder, men i løbet af det næste tiår forventes antallet af kvindelige praktiserende læger at udgøre op mod tre fjerdedele [2].

Projektet har rejst spørgsmål som »Hvem er de nye læger? Er det rigtigt, at faget er ved at blive feminiseret på grund af den øgede tilgang af kvinder?«

En af måderne at undersøge det på, var at lade lægerne komme til orde. Overvej følgende tre lægers beskrivelse af deres arbejde:

Læge 1

»Da jeg først kom ud i praksis, var jeg dødtræt og ikke færdig før kl. 16.00-16.30, og vi har ikke været vant til at hente børnene så sent, så det fungerer ikke så godt. Og så siger jeg: Nå O.k. Hvis jeg kan få finansieret noget forskning, så kan jeg sidde hjemme og være i klinikken halv tid, og det vil passe perfekt, og så endte det med at lykkedes; jeg fik nogle penge - det er helt vildt fedt: Du kan møde kl. 9.30, og du kan gå kl. 15.00 eller kl. 17.00 eller kl. 19.00, eller hvad du nu har lyst til, eller du kan sidde hjemme og arbejde, og så faldt der meget ro over familielivet igen«.

Læge 2

»Lægegerningen er ikke mit liv. Det er en del af mit liv, men det er ikke livet. Jeg vil næsten sige, at alt muligt andet er mere liv end lægegerningen, og det passer så alligevel heller ikke, fordi jeg bruger meget tid på det, og jer er glad for det, men jeg elsker alle mulige andre ting her i livet end at være læge.

Jeg synger for eksempel meget, synger i kor, spiller musik og dyrker idræt, har en masse venner og sociale ting, og min identitet er ikke så meget for mig at være læge«.

Læge 3

»Jeg tror ikke, jeg har noget, som er en særlig passion; det kan være jeg har det anderledes, når jeg har siddet her i ti eller 20 år. Men jeg har det sådan, at det der er min passion eller mit liv, det er at køre den her praksis og få det til at fungere med de ting der nu er. At have det her sted, og få det til at fungere, det er hele pakken; jeg har ikke brug for at hellige mig et eller andet. Når man køber en praksis, er det for, i hvert fald i princippet, det er i hvert fald mit arbejde, indtil jeg skal pensioneres, når man etablerer sig, man gældsætter sig, og man ved ikke, om de penge kommer hjem igen, så er det i en tanke om, at det her er det arbejde, jeg har til jeg går på pension«.

På en nyligt afholdt konference med deltagelse af praktiserende læger og forskere blev deltagerne bedt om at se efter spor af feminisering i de tre udsagn med henblik på at kønsidentificere de tre læger. Hovedparten af deltagerne mente, at læge 1 og 2 var kvinder, og læge 3 var en mand. Men alle tre udsagn kommer fra mænd, hvilket understreger en af projektets konklusioner:

Konklusion 1: Forskellen i tilgangen til og opfattelsen af arbejdets betydning er større inden for kønnene end imellem dem.

Hvad vil det sige? Det betyder, at de variationer, der i projektet er fundet inden for henholdsvis gruppen af kvindelige praktiserende læger og gruppen af mandlige praktiserende læger, er langt større end ved sammenligning af de to grupper med hinanden. Hvorfor er det vigtigt? Det er det, fordi man risikerer at se det forkerte sted hen, hvis man med henblik på at ruste sig til fremtiden leder efter forskelle mellem kønnene frem for at se efter variationerne inden for kønnene.

Forestillinger, forventninger og frygt

At her er at gøre med et tema, der vækker mange forestillinger og frygt, kan for eksempel ses i [3] fra avisen The Independent, hvori præsidenten for The Royal College of Physicians, Carol Black, udtalte bekymring for, hvorvidt det øgede antal kvinder i medicin vil få professionen til at miste status og indflydelse, hvilket rejste en læserstorm på BMJ's hjemmeside, hvori det længe efter blev debatteret, hvorvidt Black er antifeminist eller realist.

At der er tale om forandringer, der anses som meget væsentlige, også i Danmark, kan for eksempel ses i rapporten [4]. Her står på side 28-9:

Kvindeandelen blandt medlemmerne vil stige i de kommende år. Arbejdsgruppen har drøftet mulige konsekvenser af denne udvikling, men må konkludere, at der er meget usikkerhed omkring betydningen heraf.

Er det en fordel, at lægefaget bliver præget mere af de såkaldte kvindelige værdier? Betyder den større kvindeandel, at lægernes indkomstniveau bliver truet? Skal man søge at skabe en balance i tilgangen til lægestudiet af kvinder og mænd (kønskvotering)? Arbejdsgruppen foreslår, at Læge-foreningen igangsætter en nærmere analyse af udviklingstendenserne med henblik på, at Lægeforeningen kan formulere sin politik på området.

Udsigten til en kraftigt øget kvindeandel betyder med andre ord så meget, at man overvejer kønskvotering på studiet, men på baggrund af hvad?

Analyse

Når der tales om usikkerhed, er det værd at bemærke, at denne usikkerhed opstår, fordi noget tilsyneladende er ved at ændre sig, og at dette noget er en ændret sammensætning af professionsudøvernes biologiske køn.

Hvis man nu forestiller sig, at dette noget ikke ændrede sig i de kommende år, ville det så betyde, at almen praksis fortsat ville være domineret af mandlige værdier? At indkomstniveauet ikke var truet? Og at man ikke ville søge at opnå balance mellem mænd og kvinder i tilgangen til lægefaget, fordi der hidtil og traditionelt har været en massiv overvægt af mænd? Når Lægeforeningen ønsker en analyse af udviklingstendenserne med henblik på at formulere en politik på området, er det meget tankevækkende, at det først er på det tidspunkt, hvor kvinderne ser ud til at komme til at udgøre mere end halvdelen af den samlede lægepopulation, at man taler om at formulere en politik på området, men på den anden side er det værd at bemærke, at foreningen peger på en stor usikkerhed om konsekvenserne og behov for yderligere forskning.

Det er ikke muligt at feje alle bekymringer af bordet på baggrund af indeværende forskning, men der er flere meget centrale ting, der træder frem af analyserne, som vil kunne nuancere og kvalificere debatten, når spørgsmålet om, hvem den praktiserende læge er, dukker op, og svaret er, at det er nok en kvinde.

Konklusion 2: Der er en tendens til at sammenligne de unge kvindelige praktiserende læger med de »gamle mænd«, med risiko for at overse den nye generation af mandlige praktiserende læger, hvoraf flere har et nyt arbejdsideal, der indeholder mange af de elementer, der ofte betegnes so m kvindelige værdier.

Overvej følgende tre citater med praktiserende læger fra den yngre generation:

Thomas, 33 år (kompagniskabspraksis)

»Jeg er læge på fuld tid, starter med telefontid fra kl. 8.00 til 9.00, har patienter til frokost kl. 12.00, og så fra 12.30 til 13.30, og så er vi færdige med patienter, hvilket er et mønster, der passer mig godt, for man har altid lidt papirarbejde, og det kan man sagtens nå at få lavet og så komme frem i tide og få hentet sine børn i rimelig tid fra skole og institutioner; det syntes jeg har været dejligt. Vi møder kl. 10.00 en dag om ugen, og det er da dejligt at have god tid og aflevere børnene på en god og ordentlig måde i stedet for ... så jo, den fleksibilitet, der er i praksis, den er guld værd. Og nu hvor jeg har været alene med mine børn, er det også enormt behageligt at kunne komme af sted; jeg sætter meget pris på at komme meget tidligt af sted herfra.

Det gælder også for min kompagnon; han har også små børn. Når børnene så bliver større, er det måske nogle andre ting, der er vigtige. Lige nu har jeg nogle lægevagter ved siden af, som er på nogle tidspunkter, hvor jeg ikke har børnene, så det føler jeg ikke virker forstyrrende på min familie, som jeg har den i dag, men jeg er godt tilfreds med det, som det er lige nu.«

Tobias, 42 år (delepraksis)

»Vi har aldrig defineret os som sådan nogle mennesker, der bare skal knokle røven ud af bukserne. Så er det vi overvejer, hvordan skal vi egentligt få tingene til at hænge sammen? Min kone hader mig for at sige det, men jeg blev ligesom husmor derhjemme, sørgede for at købe ind og lave mad og alt sådan noget; det har jeg syntes var sjovt. Og så havde hun rigtig rigtig travlt på sit job. Jeg har syntes, at det var fint; hun vil gerne pleje en karriere, og jeg kan godt lide at nusse lidt rundt. Så er det på en eller anden måde det forunderlige, at det også passede ind i en karriere for mig. Og selvom jeg ikke har tænkt specifikt karriereplanlægning, så er det gået stille og roligt. Jeg har fået en meget god karriere ud af at vælge noget, der passede familien meget godt«.

Ole, 42 år (solopraksis)

»Altså, hvis jeg kunne have valgt, så ville det være fint for mig med et svensk system, at være ansat i et lægehus som praksislæge, og at nogle drev klinikken, og der var personale, og at jeg havde fri på barns første sygedag, og fast ferie og alt det her, afspadsering; det ville have passet mig storartet. Det er som sådan arbejdet og arbejdsmåden, jeg har ønsket, og ikke specielt at være selvstændig erhvervsdrivende og være liberal; det har aldrig været det, der kaldte på mig, det må jeg sige, for det er arbejdet, den lægelige kerneydelse som praktiserende læge, der gør, at jeg gik i praksis.

Jeg ville gerne hente børn hyppigere, end jeg gør, eller have en halv dag derhjemme med en af dem, det ville jeg. ... Jeg ville gerne arbejde mindre end jeg gør og gå tidligere nogle dage og møde senere, at sidde i en lille praksis og arbejde to tredjedele, det syntes jeg da kunne være attraktivt. Der bliver jo flere og flere kompagniskaber, der går ned i arbejdstid, også nogle der decideret opretter sig som delepraksis, hvor de sidder fem læger på fire ydernumre, så det er den vej, det går«.

Hvad betyder det her for spørgsmålet om, hvem den praktiserende læge er? Det betyder, at såfremt man ikke interesserer sig mere for hvem, også de unge mænd, der i dag vælger almen praksis, er, fordi man groft sagt tror, at de er som mænd altid har været, så bliver man overrasket, når man finder ud af, at mange unge mænd i dag ønsker et andet arbejdsliv, end tidligere generationer af læger har haft.

At det så ikke er alle de unge mænd, der endnu formår at bryde med de meget stærke og traditionsbundne rammer, der kendetegner almen praksis i dag, og skabe det arbejdsliv, som flere af dem siger, at de i virkeligheden godt kunne tænke sig, det er en anden sag.

Bibi Hølge-Hazelton har igennem de sidste tre år forsket på Roskilde Universitetscenter i de ændringer, der finder sted inden for almen praksis, og har haft særlig interesse for sammenhængen mellem køn, generation og profession. Forskningen har været financieret af Statens Humanistiske Forskningsråd og Sygekassernes Helsefond. Fra den 1. september 2005 er Bibi Hølge-Hazelton ansat som seniorforsker på Forskningsenheden for Almen Praksis i København. Kontakt hende pr. e-mail for yderligere oplysninger.

*) Projektet indgår i samarbejdet mellem Institut for Uddannelsesforskning på Roskilde Universitetscenter og Central Forskningsenheden for Almen Praksis i København »Fra klinisk ekspert til reservedatter. Praktiserende lægers subjektive arbejdsbetingelser og professionsidentitet« og er støttet af Statens Humanistiske Forskningsråd og Sygekassernes Helsefond.


Referencer

  1. Hølge-Hazelton B. En klassisk profession skifter køn. Om kønnets betydning for almen lægepraksis. I: Hjort K, red. De professionelle - forskning i professioner og professionsuddannelser. Roskilde Universitetsforlag, 2004.
  2. Praksistælling 2003. Praktiserende Lægers Organisation, 2005.
  3. The medical timebomb: ``too many women doctors''. The Independent, 2. august 2004.
  4. Fremtidens lægeforening som standsorganisation for alle læger. Den Aalmindelige Danske Lægeforening, 2005.