Skip to main content

Fri os fra akkreditering...

Overlæge Jørn Kragh, Psykiatrisk Afdeling, Amager Hospital. E-mail: u.b@sol.dk

28. mar. 2011
2 min.

Interessekonflikter: Ingen.

I de sidste mange år har man søgt at basere lægers virke på et videnskabeligt grundlag. Der skal være evidens for det, man gør. En stadig større del af sundhedsvæsenets resurser går imidlertid til akkreditering, en måde at kvalitetssikre på, der, som det fremgår af Ugeskrift for Læger (2011;173:783), ikke har en dokumenteret effekt, »akkreditering er en trossag«.

Som argument for akkrediteringen anfører direktør i Institut for Kvalitet og Akkreditering Jesper Gad Christensen imidlertid, at overlægerne hidtil ikke har bevist, at de med gældende praksis har kunnet undgå kvalitetsmæssige brister. Hvem havde dog også forestillet sig det? Selv hos NASA, hvor der bruges meget store beløb på at undgå fejl, lykkes det ikke.

Selvfølgelig skal risikoen for alvorlige fejl så vidt muligt elimineres, men skal alle fejl væk, vil omkostningerne være enorme. Der er tale om resurser, der tages fra et i forvejen økonomisk trængt sundhedsvæsen, og som ville være bedre brugt på behandling, undervisning og forskning. Jeg har oplevet flere joint commision-akkrediteringer på den afdeling, hvor jeg er ansat, og det er ikke mit indtryk, at de har medført, at patientbehandlingen er blevet bedre, men de har krævet mange årsværk.

Min påstand er, at vi faktisk risikerer at få et dårligere sundhedsvæsen med den aktuelle form for akkreditering. Mange oplever, at de bruger tid på absurde procedurer og endeløse dokumentationer, som blot gør journalerne tykke og ikke mindst bevirker, at der ofte fokuseres på forhold, der ikke umiddelbart har klinisk relevans, og som tvinger opmærksomheden væk fra det væsentlige.

I lige så høj grad som grundlaget for undersøgelser og behandling i sundhedsvæsenet bør være videnskabeligt funderet, bør også kvalitetsarbejdet være det.

Jeg har svært ved at forestille mig, at en ekstremt topstyret akkreditering, der leder tanken hen på forhold i det forgangne Sovjetunionen og Østeuropa, vil kunne være blot tilnærmelsesvis så effektiv som en kvalitetsmodel, der bygges op nedefra, og som hviler på evidens, fornuft, engagement og ikke mindst tillid.