Skip to main content

INTERESSEKONFLIKTER: Ingen.

Psykiatrien behandler ikke altid patienterne efter sundhedslovens principper om informeret samtykke. I psykiatrien er der en lægelig forskelsbehandling, hvor der ikke kun bruges frivillighed, men også modbydelig tvang. Psykiatrien bruger lov om anvendelse af tvang, så patienterne risikerer frihedsberøvelse, tvangsbehandling og fiksering. Regionerne vil derfor reducere brugen af tvang mod psykiatriske patienter med 20 procent [1]. Men er det ikke muligt at gå hele vejen og skabe en fri psykiatri uden tvang?

De alvorlige psykiatriske lidelser er livsforkortende sygdomme med en middellevetid, der er reduceret med over 20 år [2]. Psykiatrien i Danmark har reduceret antallet af senge i psykiatrien fra 10.000 senge i 1970 til omkring 3.000 senge [3]. I samme periode er dødeligheden for skizofrene patienter steget, og der er en betydelig vækst i antallet af retspsykiatriske patienter [4, 5]. Det hævdes, at »Der under alle omstændigheder tegner sig et billede af en katastrofal udvikling, såvel for samfundet som - især - for de psykisk syge« [5].

Sundhedsstyrelsen har i en redegørelse om tvang i en række sammenlignelige europæiske lande konstateret, at Danmark anvender relativt lidt tvang, og at danske patienters retssikkerhed er høj. Således er psykiatriens virkelige problem patienternes lave middellevetid og væksten i antallet af retspsykiatriske patienter. Tvangsforanstaltningerne er derimod et pseudoproblem, da der er relativt få og retssikkerheden er høj.

Regionerne kunne derfor koncentrere sig om at forbedre middellevetiden i psykiatrien og bremse væksten af retspsykiatriske patienter - problemer, der er videnskabeligt dokumenterede [2, 4, 5]. Danmarks regioner har derimod valgt et andet fokusområde - reduktion af tvangen mod psykiatriske patienter med 20 procent.

Som ansat i Regionerne føler jeg mig forpligtiget til at vise en vej ud af tvangen og påpege en mulighed for at skabe en psykiatri uden modbydelig tvang. En klinisk løsning, som må tiltale alle, som hylder den rene og frie psykiatri. En løsning som fjerner forskelsbehandlingen og giver alle en frivillig behandling efter sundhedsloven.

Loven om anvendelse af tvang er kun gældende på psykiatriske afdelinger. Hvis regionerne nedlægger de sidste 3.000 sengepladser, ville psykiatriens tvang forsvinde. Det er muligt at gå hele vejen nu og skabe en fri psykiatri uden tvang. Regionerne behøver ikke at nøjes med en 20 procents reduktion af tvangen, men kan få 100 procent. Det kræver blot vilje at gå hele vejen. De sidste psykiatriske afdelinger skal nedlægges, og alle problemer er løst. På den måde kan psykiatrien holde sin sti ren fra en tvang, som nogen synes er forkert.


Referencer

  1. http://www.regioner.dk/Aktuelt/Nyheder/2010/Juni/~/media/Filer/Social%20og%20psykiatri/Mindre%20tvang%20i%20psykiatrien.ashx
  2. Tiihonen J, Lönnqvist J, Wahlbeck Ket al. 11-year follow-up of mortality in patients with schizophrenia: a population-based cohort study (FIN11 study). Lancet 2009;374:620-7.
  3. http://www.dagensmedicin.dk/nyheder/2010/11/26/flere-psykisk-syge-havner-/index.xml
  4. Munk-Jørgensen P, Mortensen PB. Incidence and other aspects of the epidemiology of schizophrenia in Denmark, 1971-87. Br J Psychiatry 1992;161:489-95.
  5. Kramp P, Gabrielsen G. Retspsykiatriske patienter - udvikling 2000-2004. Ugeskr Læger 2005;167:4469-72.