Frivillighedens pris

Danmarks aids-strategi blev endeligt fastlagt, da man for 15 år siden ophævede loven for kønssygdommenes bekæmpelse. Der var tale om afslutning på en lovgivning, der udstak bestemmelser for, hvordan disse sygdomme registreredes, så man kunne følge epidemier, bestemmelser for, at personer, som kunne have mistanke om at være smittede, skulle lade sig undersøge, og bestemmelser for, hvordan disse i tilfælde af smitte skulle undgå at bringe smitten videre.

Danmark var det første land, der indførte en kønssygdomslovgivning. Fra 1773 var princippet, at retten til fri behandling og pligten til at lade sig undersøge fulgtes ad. Siden man ophævede lovgivningen, eksisterer kun retten til behandling, mens alle pligter er faldet bort. Den absolutte frihed til ikke at ville vide, om man er hiv-positiv er imidlertid dyrekøbt. Nye data bestyrker dette. Da sygdommen i den vestlige verden og herunder Danmark i starten så godt som udelukkende ramte bøsser, kom dette til at ramme denne minoritet ekstra hårdt. Det er dybt tragisk, at ideologiske hensyn kom til at koste så mange menneskeliv.

Loven indeholdt også bestemmelser om lægens pligter mht. at foretage smitte- og kontaktopsporing. Med ophævelsen ramte man dette måske allervigtigste led i forebyggelsen. Skaden var sket uanset, at man 1 år senere fremkom med en opfordring til at fortsætte arbejdet med smitteopsporing af de »seksuelt overførbare sygdomme«. Smitte- og kontaktopsporingen er aldrig kommet godt i gang siden. Det danske signal var og blev i alle henseender: »det må du selv om«.

I dag er det fortsat således, at vi er det eneste land i Norden, hvor hiv og aids ikke er omfattet af en lovgivning, der i princippet siger: Hvis der er risiko for, at du kan være smittet med hiv, skal du lade dig undersøge, og er du smittet, skal du medvirke til, at den, der kan have smittet dig, og at den eller dem, som du kan have smittet, bliver undersøgt. Island, Norge, Finland og Sverige har alle indført hiv og aids under deres epidemilovgivning med bl.a. dette formål for øje. Inden for Rigsfællesskabet er Grønland desværre gået den modsatte vej. I 1992 indførte man for hiv »danske tilstande«, og i dag er situationen stærkt urovækkende.

I Danmark har man gennem alle årene siden 1988 slået sig til tåls med forholdene. Det er gang på gang blevet fremført af politikere og deres rådgivere, at »den nuværende tingenes tilstand med absolut frihed, absolut tavshedspligt, anonymitet og manglende registrering og kontrol er årsagen til, at så mange testes i Danmark og til, at hiv-epidemien er under så god kontrol«. Offentliggørelsen af, at man i Danmark havde to til tre gange så mange aids-tilfælde som i Sverige pr. indbygger og i København fire gange så mange tilfælde som i Stockholm [1, 2] gjorde ikke indtryk. Det gjorde heller ikke indtryk, at man i Sverige kunne meddele, at man ved kontaktopsporing havde fundet 118 nye hiv-tilfælde blandt 561 ikke tidligere undersøgte partnere til 463 hiv-positive [3]. Tilsvarende data har aldrig kunnet opvises herhjemme.

En opgørelse fra den danske hiv-overvågning i perioden 1994 til 2002 [4] har vist, at i alt 13% af de knapt 3.800 anmeldte havde aids på det tidspunkt, hvor de fik påvist hiv for første gang. Andelen har varieret fra 12% til 18%, men uden signifikante trends. I 2002 blev anmeldt 282 med nypåvist hiv-infektion, heraf havde 40 (14%) også aids. I Sverige er forholdet, at blandt 287 anmeldt med hiv i samme år havde 9 (3%) aids. Disse tal viser, at antallet af personer, der er smittet med hiv, men ikke ved det fra en positiv hiv-test må være klart større i Danmark. Det kan således ikke nytte, at man vedbliver at pege på, at den »absolutte frihed« er årsag til, »at så mange testes i Danmark og til, at hiv-epidemien er under så god kontrol«.

Naturligvis kan forskellene mellem aids-tallene i Danmark og i Sverige være multifaktorielle; men det forekommer helt usandsynligt, at en langt bedre kontaktopsporing og villighed i risikogruppen til at lade sig teste i Sverige ikke skulle være en væsentlig faktor.

Det er med stor tilfredshed, at man kan konstatere, at med de senere års fremskridt inden for behandlingen, har man ikke alene kunnet forbedre hiv-smittedes liv, men forlænge det i en grad, således at man herhjemme næsten kan betragte sygdommen som en kronisk sygdom. Dette har imidlertid også ført til, at antallet af levende hiv-smittede har været støt stigende siden 1995, således at der samtidigt potentielt forekommer et støt stigende antal mennesker i Danmark, som udsættes for hiv-smitte.

Foruden de ovenstående oplysninger vedrørende forekomsten af aids ved nypåvist hiv foreligger oplysning fra den danske hiv-overvågning om, hvorvidt der er hiv-associerede symptomer på det tidspunkt, hvor hiv-diagnosen stilles. Denne andel var 41% i 2002 [4]. Denne gruppe vil på samme måde som aids-gruppen i almindelighed være behandlingskrævende, og også denne patientgruppe har været smittet flere år forud for konstateringen af hiv og har hermed udgjort en smitterisiko.

Det ville være kynisk blot at pege på de 150 millioner, der hvert år bruges på hiv-behandling alene på medicin, når man har den holdning, at man skylder patienterne alt, hvad man kan gøre for at holde deres sygdom nede; men såfremt det kan bidrage blot lidt til en nytænkning, vil jeg ikke undlade også at tage dette beløb frem. Tilfredsheden med, at vi nu kan behandle og den dermed tilsyneladende efterfølgende ligegyldighed over for hiv og aids hører til de største farer, der lurer med hensyn til sygdommen her i landet.

Jeg er enig i den udtalelse der nyligt er fremkommet i dagspressen fra formanden for »Læger uden Grænser« [5] om, at »Danmarks aids-strategi er dobbeltmoralsk«, når man hjemme indretter sin hovedindsats mod behandling og prioriterer forebyggelsen lavt, og samtidigt anviser forebyggelsen som den vej ulandene må løse deres enorme aids-relaterede sundhedsproblemer på. En holdningsændring mhp. overgang til de simple og gammelkendte epidemiologiske principper, således som de drives i vore nordiske nabolande, burde på ny tages op til overvejelse herhjemme.