Frivillighedens pris

I kronikken Frivillighedens pris. En kommentar til aids-strategien - 15 år efter »Lovens fald« [1], der af undertegnede blev indsendt til Ugeskriftet og bragt den 8. september 2003 indgår en opgørelse over data omhandlende svenske hiv-tilfælde med aids på diagnosetidspunktet, der er angivet som 3%. Disse data er refereret korrekt, idet de er baseret på det svenske Smittskydsinstituts hiv/aids rapport 2002, der har kunnet aflæses på www.smittskydsinstitutet.se.

I kronikken forekommer referencen som personlig meddelelse sammen med de danske data, fordi disse på indsendelsestidspunktet endnu ikke var offentliggjort. Statens Serum Institut har imidlertid gennem forespørgsel til Smittskydsinstitutet [2] fået nye og anderledes tal fra den svenske hiv-overvågning, hvoraf det fremgår, at i alt 35 og ikke 9 ud af 287 personer har fået diagnosticeret hiv og aids samtidig i 2002 dvs. 12,2%. Da det samtidige danske tal var 40 ud af 283 (14%) er der ikke signifikant forskel mellem tallene. Det er en væsentlig oplysning, at den store forskel på dette område ikke foreligger. Derimod er det fortsat sådan, at incidensen af nypåvist hiv er ca. to gange højere i Danmark end i Sverige.

De overordnede synspunkter i artiklen ønsker jeg fastholdt. Jeg finder det fortsat forkert, at man i 1988 ophævede loven for kønssygdommes bekæmpelse i stedet for at indføre hiv og klamydia under lovgivningen. Ligesom jeg mener, at det var uheldigt, at de første retningslinjer til forebyggelse af hiv-infektion fra juli 1988 [3] indeholdt betragtningen »at opsporingen ikke - som ved andre seksuelt overførte sygdomme - kan betragtes som et væsentligt middel mod epidemiens spredning«. Kontaktopsporing og især den manglende kontaktopsporing i forbindelse med hiv er for tiden i søgelyset internationalt [4]. Det samme gælder for indflydelsen af lovgivning på hiv-smitte [5].