Skip to main content

Funktionelle lidelser - udredning og behandling

Forskningslektor Annette Sofie Davidsen E-mail: mld253@sund.ku.dk Interessekonflikter: ingen

22. jun. 2012
2 min.

FORFATTERE:Fink P, Rosendal M.

FORLAG: København: Munksgaard Danmark, 2012

SIDER: 208

Pris: 268 KR.

ISBN:

978-8762-8112-49

Bogen er en del af et uddannelsesprogram i håndtering af funktionelle lidelser for ikkepsykiatriske læger. Den indledes med en teoretisk del efterfulgt af en behandlingstilgang ud fra TERM-modellen og afsluttes med en antropologisk og historisk synsvinkel på lidelserne.

Det fastslås, at diagnoserne er dårligt afgrænsede. Lidelserne har ingen specifik årsag, men uspecifikke psykologiske og sociale faktorer er prædisponerende. At forfølge organiske forklaringer kan være uhensigtsmæssigt og medføre iatrogen forstærkning. Den praktiserende læge er den primære behandler, og der advokeres i bogen for den kognitivt inspirerede samtaletekniske TERM-model.

I bogens sidste del anlægges en antropologisk synsvinkel, hvor opdelingen mellem disease og illness opløses. Disease ses som et socialt konstrueret fænomen, hvor samfundets diskurser indlejres i kroppen. Det levede liv fortolkes i en social og kulturel kontekst, hvor diagnoser får liv også uden for den kliniske verden. I disse tilsyneladende uigennemskuelige sammenhænge agerer læger ud fra en stringent, naturvidenskabelig tilgang til patienterne, ikke blot ved funktionelle, men også ved psykiske lidelser. Bogen anlægger fra starten et kompleksitetssensitivt syn på tilgangen til lidelserne. Beskrivelsen af behandlingen lever dog ikke helt op til dette. Behandlingsdelen fremstår lidt rodet med manglende stringens i forhold til begreberne i kognitiv terapi. Hvad der betegnes som sokratisk spørgeteknik, er snarere almindelig konsultationsteknik. Der er for mange løsrevne eksempler på spørgsmål, lægen kan stille til patienten. Uden for en konkret kontekst er det ikke særlig illustrativt.

De teoretiske afsnit er oplysende og inspirerende for målgruppen, men behandlingen må læres ved løbende træning i håndtering af kroppen og dens symptomer i en helhedstankegang. Og i øvrigt beskrives det i det sidste historiske afsnit, hvorledes der gennem tiderne har været mange forskellige forståelser af disse lidelser, så vores nuværende måde at betragte dem på er nok også et begrænset syn.