Skip to main content

Fysiologi - en grundbog Sand O, Sjaastad ØV, Haug E.

Lektor Boye Lagerbon Jensen E-mail: BLJensen@health.sdu.dk

1. nov. 2005
2 min.

Munksgaards forlag har iværksat en dansk oversættelse af en norsk lærebog i fysiologi. Bogen er på 600 sider med traditionel kapitelinddeling i 16 kapitler. Bogen er illustreret med farvetegninger, og hvert kapitel afsluttes med uddybende spørgsmål. Nærværende udgave er en oversættelse af den norske 2. udgave fra 2001. Bogen er oprindeligt skrevet til undervisningen i fysiologi på mellemlange sundhedsuddannelser og er nu revideret.Hvem retter nærværende udgave sig mod? I det danske forord anføres det, at bogen vil være »velegnet til introduktionsundervisningen i fysiologi på medicinstudiet«, og med »passende supplerende materiale skulle den også kunne finde anvendelse ved den senere undervisning i fysiologi på medicinstudiet«. Trods mange kvaliteter kan bogen ikke erstatte en egentlig grundbog i faget fysiologi på medicinstudiet af flere grunde. Især må den deskriptive opbygning og manglen på kvantitativ tilgang fremhæves. Kvantitative sammenhænge nævnes, måske opskrives formler, f.eks. Poiseuilles ligning for væskestrømning, men der gives generelt få regneeksempler. Gaslovene er beskrevet sparsomt og spredt, tyngdens betydning for kredsløbet nævnes, men beskrives ikke kvantitativt. Clearancebegrebet er ikke uddybende beskrevet; f.eks. appliceres det ikke til bestemmelse af bloodflow i f.eks. nyrer eller thyroidea. Stofudveksling over kapillæret beskrives, men Starlings ligning er ikke opskrevet. Ficks princip til flowbestemmelse nævnes ikke, og opslag under Fick, Bohr-effekten og Henderson-Hasselbalch i registret giver intet udbytte, hvilket gør det svært at læse bogen parallelt med grundbøger. Der er centrale fagtermer, der slet ikke omtales, f.eks. kronotrop- og inotropvirkning.Bogen giver således ringe basis for, at medicinstuderende selvstændigt kan udføre kausalt begrundede kvantitative vurderinger. I bogen møder man gentagne eksempler på »hensigtsforklaringer«. Undervisningen i fysiologi har en stor udfordring i at gøre op med den forklaringsmodel hos studen- terne. F.eks. anføres det, at »skelettets opgaver« (tabel 6.1) er at »være stillads«, og endvidere »Blodet kan kun udføre sine mangeartede opgaver, hvis det strømmer gennem kroppen«. Mange steder benyttes mærkværdige fordanskninger: »mad«, når der menes føde, og udtryk som »når maden kommer ned i ventriklen«. »V. porta« hedder V. portae! Endelig må en ny lærebog i fysiologi ikke forbigå de sidste årtiers revolution inden for den molekylære biologi. Nye kausale indsigter på gen- og proteinniveau evner nærværende bog ikke at formidle og inkorporere i den »klassiske« fysiologi. Bogen skal roses for at medtage kapitler om blodet og immunsystemet og for velskrevne kapitler om nervesystemet og hormoner.Bogen vil selvfølgelig finde vid udbredelse blandt medicinske studerende til eksamenslæsning, men kan ikke anbefales som eneste grundbog i fysiologi til medicinstudiet.

København: Munksgaard Danmark, 2004.

Pris: 688 kr.

ISBN 87-628-0401-4