Skip to main content

Gabestok - velkommen i det nye år?

Læge Morten Charles, lægefagligt medlem af sundhedsvæsenets Patientklagenævn. E-mail: mortencharles@dadlnet.dk

16. mar. 2006
2 min.

Lars Løkke Rasmussens gabestok, hvor mennesker hænges ud på Sundhed.dk, er ukonstruktiv, nedbrydende og meget lidt forebyggende.

Vi har passeret den 1. januar 2006, og det betyder, at alle patientklager kan få ekstra konsekvenser for indklagede læger. Fra 2007 kan deres navne nemlig være at finde i to sammenhængende år på Sundhed.dk under »Dårlige læger« eller hvad de nu finder på at kalde det.

Hvis en ung turnuslæge på den ene afdeling glemmer at undersøge hoften hos en ældre, der har ondt i knæet, og et halvt år efter godkender den forkerte medicin til en patient, han aldrig har set (fordi sådan er proceduren nu engang), og i sin praksisdel af turnus glemmer at skrive et notat på en klagende patient, bliver han smidt i gabestokken.

Vi kommer ikke uden om, at der i lægestanden er enkelte brodne kar, som i dagens Danmark slipper for nemt fra ekstremt dårlig lægefaglig virksomhed. Men at vi har et dårligt disciplinært system, som ikke tør tage hånd om disse brodne kar, legitimerer på ingen måde indførelsen af dette selvtægtssystem, som ikke nødvendigvis får ram på disse brodne kar.

Alle siger: »Det er menneskeligt at fejle«. Undersøgelser viser, at jo yngre man er, desto større er risikoen for at lave en fejl. De fleste læger har det meget skidt med at have lavet en fejl. Oven i det oplever mange, specielt yngre læger, det som en umådelig stor straf at få en påtale. »Man skal lære af sine fejl«. Javel, men jeg tror næppe, at en middelaldermetode med udhængning som en ekstra straf øger indlæringskurven.

Jeg ser frem til Lægeforeningens fortsatte arbejde for at få ændret vores patientklagesystem.