Gadenarkomanernes byrde kan løftes ved at oprette sundhedsrum

Der er i Danmark lige i øjeblikket ca. 14.000 personer, der er afhængige af heroin og lignende stærkt vanedannende stoffer. Det vil sige knap 0,3% af hele befolkningen. Ikke i sig selv noget alarmerende antal, og langt de fleste danskere kan gå igennem hverdagen uden at blive konfronteret med denne side af virkeligheden.

Men hvis man skulle have sin gang på en infektionsmedicinsk afdeling i København, undgår man ikke at blive opmærksom på misbrugets følger. Op mod 30% af de indlagte er misbrugere. Nogle enkelte bruger kun alkohol, mens resten er injektionsmisbrugere, der ligger på hospitalet på grund af hepatitis eller komplikationer til hiv eller betændelse på hjerteklapperne eller store skinnebenssår, der forårsager sepsis, eller hvad det nu kan være. Det er syge mennesker, meget syge, nedslidte, tærede. De er mellem 30 og 50 år gamle. Man vil ikke kunne undgå at tænke på, hvor mange år de mon har tilbage at leve i.

Det samme syn kan møde én, hvis man slår et smut ned ad Istedgade på Vesterbro og forbi Maria Kirkeplads. Her står de samme mænd og kvinder. Nu er de oppe og ude, har deres eget tøj på. De er i gang med lidt drikkeri og med at snakke eller diskutere med hinanden. En af dem sidder henne i et hjørne og er i gang med at fixe sig i lysken. Han skal skynde sig og kan kun håbe på, at koncentrationen af det stof han lige har købt er korrekt, og at det usterile vand, han har brugt til at opløse pulveret med, ikke giver anledning til, at hans gamle årebetændelse bryder ud igen.

Lægeambulancen er en hyppig gæst i området med genoplivningsudstyret parat.

De samme billeder kan man naturligvis møde, om end i mindre målestok, i andre store byer i Danmark

I øjeblikket behandler Folketingets Sundhedsudvalg et beslutningsforslag [1] om, at der fremover lovgives, så det bliver muligt at oprettet offentlige fixerum, eller sundhedsrum, som det kaldes i forslaget.

Derudover er der netop blevet offentliggjort en rapport fra Embedslægeinstitutionen i København [2], der viser, at ud over de mange forgiftningsdødsfald er der mange dødsfald på grund af sygdom også hos ikke så forfærdelig gamle stofmisbrugere.

Trods efterhånden ret gode behandlingsindsatser, såvel med substituerende præparater som i form af stoffri behandling, findes der en elendighed blandt en ikke ubetydelig del af stofmisbrugerne, som man kan vælge at forholde sig distancerende til og vente på »skal gå over«, men som jeg har svært ved ikke at blive følelsesmæssigt påvirket af.

Både politikere og fagfolk kender forholdene. Diskussionen om, hvad man skal, kan og må gøre, er ikke ny. Forslagene er mange, de fleste smukke og ideelle, som fx flere ressourcer til behandling, opsøgende og udgående socialt og sundhedsarbejde, forebyggelse. Og det er da også godt. Men indtil nu er de ikke nået ud til den gruppe, som har de rigtig tunge problemer, som får lov til at leve dybt ydmyget og med sygdom og lidelse, og som har en al for stor risiko for at dø alt for unge.

Faktum er, at stofmisbrugerne må indtage stoffet. Spørgsmålet er bare, hvilke forhold vi byder dem at gøre det under. Du og jeg har vores hjem at holde til i. Den hjemløse stofmisbruger har gaden, et herberg eller en trappeopgang. Jeg undrer mig simpelthen over den vedholdende uvilje mod at forsøge at løfte lidt af byrden fra disse stofmisbrugeres skuldre, ved at tillade rum, hvor stoffet kan indtages under ordnede forhold, og hvor der samtidig kan tilbydes sundhedsforanstaltninger af forskellig art.

Dybest set forstår jeg ikke, hvorfor jeg skriver dette endnu en gang. Jeg har været med i debatten om fixerum gennem 6 år, og hver gang forslaget har været til debat, er jeg blevet lige ærgerlig over, at det endnu en gang skal vise sig, at man er villig til at lade livet gå denne skæve - og forfærdelige - gang for disse mennesker.

Men jeg vil alligevel endnu en gang tro og håbe på, at Sundhedsministeren vil se på sagen med nye øjne.