Gælder lægeløftet ved behandling af asylansøgere?

Amnesty International's Lægegruppe

Gennem de senere år har der fra mange sider været rejst kritik af forholdene i de danske asylcentre. Det har bl.a. drejet sig om kritik af den nu afskaffede »madkasseordning«, indkvarteringsforholdene, de lange opholdstider i centrene og senest især forholdene for børnene.

Et område, som ikke har været genstand for særlig opmærksomhed, er beboernes adgang til sundhedsydelser, hvilket kan undre i betragtning af, at der er tale om en klar forskelsbehandling i forhold til herboende borgere.

Reglerne for asylansøgeres adgang til sundhedsydelser er fastsat i Udlændingestyrelsens (nu Udlændingeservice) »Retningslinjer for sundhedsbehandling af voksne asylansøgere m.v.« fra den 4. maj 2005. Heri slås det fast, »at asylansøgere og udlændinge med ulovligt ophold i Danmark ikke er omfattet af det danske sygesikringssystem og ikke har adgang til samme sundhedsydelser som herboende personer«.

Love og retningslinjer for den lægelige virksomhed over for asylansøgere i Danmark betyder, at man i dag kan stille spørgsmål ved, om den kan udføres forsvarligt og i overensstemmelse med lægeetiske regler. Den seneste ændring af udlændingeloven inden for sundhedsområdet i august 2005 er måske det alvorligste anslag mod disse regler og lægeløftet, idet et af lægegerningens grundelementer, tavshedspligten, trues.

Konsekvenser af Udlændingeservices retningslinjer

Asylansøgere hører til en gruppe mennesker, der i forvejen kan være belastet af mange forhold som fx frygt, usikkerhed, udstødelse, fremmedgørelse, sprog, kultur, følger efter mishandling, sygdom, traumer og tab af familie.

Retningslinjer fra Udlændingeservice betyder, at denne i forvejen ramte gruppe er ringere stillet end flygtninge med opholdstilladelse og landets egne borgere i mødet med sundhedsvæsenet.

Akut lægebehandling af asylansøgere kan umiddelbart iværksættes fx ved henvendelse til praktiserende læge, vagtlæge eller ved tilkaldelse af ambulance.

Ikkeakut behandling, fx besøg hos praktiserende læge og visse speciallæger kan også iværksættes. Det sker almindeligvis ved, at den pågældende henvises til den af asylcenteret ansatte læge. Asylansøgeren har ikke, som andre, mulighed for selv at vælge læge.

Anden nødvendig sundhedsbehandling har begrænsninger og skal godkendes af Udlændingeservice. Det skal ifølge retningslinjerne undersøges, »om en mindre - eventuelt midlertidig - behandling kan træde i stedet for en omfattende og dyr behandling«. Ansøgning om godkendelse behandles i Udlændingeservice »ud fra en individuel og konkret vurdering af samtlige oplysninger i sagen. De sundhedsfaglige oplysninger i sagen drøftes i fornødent omfang med Udlændingestyrelsens [nu Udlændingeservice] lægekonsulent«. Det betyder, at den behandlende læges faglige skøn underkastes en administrativ vurdering, og det betyder, at asylansøgere ikke er sikret samme ret til behandling af kroniske sygdomme, som tilfældet er for herboende borgere - også selv om asylansøgere ofte opholder sig i landet i lang tid, inden deres sager er afsluttet.

Retningslinjerne anfører desuden: »Der skal således foretages en lægefaglig vurdering af, om behandlingen skal iværksættes nu, eller om den evt. kan vente til eventuel overgang til integration i Danmark eller tilbagevenden til hjemlandet. Det vurderes i denne sammenhæng, om udlændingen har levet med det forhold, der søges behandlet, og om der er tale om en forværring af tilstanden.« Igen skal der ikke anlægges en ren lægelig vurdering af, hvorvidt behandling er påkrævet eller ej, men tillige en administrativ vurdering. Man kan fx tænke på en kronisk, ikke ændret, men heller ikke i ansøgerens oprindelige hjemland sufficient behandlet lidelse, hvor en dansk læge på grund af reglerne ikke må lade sig lede af sin lægelige (og lægeetiske) motivation til at behandle.

Retningslinjerne angiver videre, at en bevilget behandling ikke kan udstrækkes ud over seks måneder. Skønnes fortsat behandling nødvendig, skal der indgives en ny ansøgning.

Det anføres slutteligt, at Udlændingeservice ikke anerkender behandling på privathospitaler i tilfælde af, at der er ventetid på et offentligt hospital. Asylansøgere er således ikke omfattet af ventelistegarantier.

Den ændrede og skærpede udlændingelov

Folketinget vedtog den 24. august 2005 en ændring af udlændingeloven, hvorefter Udlændingeservice uden udlændingens samtykke kan indhente oplysninger om dennes helbredsforhold i forbindelse med vurdering af, om humanitær opholdstilladelse er berettiget.

Forud var gået en høringsfase, hvor bl.a. Lægeforeningen og Amnesty International havde protesteret mod de vilkår for udøvelse af lægegerning, som lovændringen medfører. Lægeforeningen protesterede med udgangspunkt i lægeetiske regler, og Amnesty International protesterede i sin egenskab af menneskerettighedsorganisation.

Således anførte Lægeforeningen i sit høringssvar, at den ikke fandt »rimelighed i forslaget om at give Integrationsmi-nisteriet lovhjemmel til uden samtykke at indhente alle eksisterende helbredsoplysninger i sådanne sager, dvs. journaloplysninger, der beror i sundhedsvæsnet og sundhedstjenester på asylcentre etc.«

Lægeforeningen fandt videre, »at hensynet til fortrolighedsforholdet mellem læge og patient og beskyttelsen af den lægelige tavshedspligt klart taler for, at sådanne oplysninger kun skal kunne indhentes med asylansøgerens udtrykkelige samtykke.«

Helt på linje hermed skrev Amnesty i sit høringssvar: »Såfremt patienten ikke kan få garanteret, at lægen ikke videregiver personfølsomme oplysninger i sagen til en evt. myndighed, vil det rykke ved tillidsforholdet mellem læge og patient. Lægen bør have tavshedspligt og ikke give informationer videre vedrørende patienter uden en persons samtykke.«

Loven blev vedtaget uden hensyn til disse protester.

Lægelige pligter og lægeetiske regler

Amnesty Internationals lægegruppe har i forbindelse med høringssvaret og siden ændringen af udlændingeloven flere gange drøftet problemerne, idet den mener, at lov og retningslinjer skaber grundlæggende vanskeligheder for læger, der varetager diagnostik og behandling af asylansøgere. Ikke mindst tavshedspligten er afgørende for udøvelsen af lægegerning og er som bekendt direkte lovfæstet i Sundhedsloven og desuden en af de vigtigste lægeetiske regler. Amnestys lægegruppe er især bekymret for, at tillidsforholdet mellem læge og patient undergraves. Det gælder ikke blot i forbindelse med lægearbejde på asylcentre men i forbindelse med ethvert arbejde - både i lægepraksis og på sygehuse - med asylansøgere og personer, der opholder sig ulovligt i Danmark.

Lægegruppen har også siden lovændringen i august 2005 korresponderet med Lægeforeningen, som har erklæret sig helt enig med lægegruppens synspunkter og kritik af de vilkår, som ændringer i udlændingeloven m.m. medfører for fortrolighedsforholdet mellem patient og læge. I sit seneste brev af den 12. september 2006 skriver Lægeforeningen imidlertid til Amnestys lægegruppe.

»Etisk udvalg er ikke enig i lovgivers prioritering og mener, at lovgiver går for vidt ved at kræve helbredsoplysninger udleveret iht. Udlændingeloven og terrorlovgivningen. Denne holdning har Lægeforeningen tilkendegivet i forbindelse med sine høringssvar samt i pressen. Lægeforeningen mener derfor ikke, at det i den aktuelle landspolitiske situation tjener noget formål at gå videre med disse spørgsmål.«

Amnestys lægegruppe finder, at danske læger er forpligtet til at leve op til menneskerettighedskonventioner og sundhedslove og til de nationale og internationale regler og deklarationer, de selv gennem deres lægeforening har formuleret eller anerkendt. Amnestys lægegruppe svarede derfor Lægeforeningen, at den tværtimod mener, at Lægeforeningen må se det som en af sine vigtigste opgaver vedblivende at fastholde og forsvare de helt basale principper for udøvelse af lægegerning - uanset aktuel regering og landspolitisk situation.

Denne kroniks anliggende er at rette lovgiver og lægers opmærksomhed mod vilkårene for lægebehandling af asylansøgere. Amnestys lægegruppe ønsker at minde om, at gennemtænkte og alvorligt mente lægeetiske regelsæt bør sammenholdes med disse vilkår.

Udvalgte sætninger fra relevante deklarationer, konventioner og love er gengivet i faktaboksen.

Uddrag af etiske regelsæt for lægegerning - nøglesætninger, som også er relevante i forhold til asylansøgere

WMA's Internationale regler for lægeetik [1]:

Pkt. 3: »En læge skal i enhver form for lægevirksomhed yde kvalificeret lægehjælp under fuldstændig uafhængighed i medfølelse og respekt for menneskets værdighed«.

WMA's Génève-deklaration:

Pkt. 4: »Min patients helbred skal altid stå først i mine overvejelser« og pkt. 8: »Jeg vil ikke tillade, at overvejelse om religion, nationalitet, race, politisk parti eller social klasse stiller sig mellem mig og min patient.«

WMA's Tokyo-deklaration:

Artikel 4, 1. punktum: »En læge skal have fuldstændig faglig uafhængighed i sin beslutning om pleje af en person, for hvem han eller hun er lægeligt ansvarlig.«

WMA's Hamborg-deklaration:

Artikel 4: »Verdenslægeforeningen (WMA) gentager og bekræfter herved den organiserede lægestands ansvar for at [stk. 1)]: tilskynde læger til at leve op til forpligtelserne til at tjene menneskeheden og modstå ethvert pres til at handle i modstrid med de etiske principper, der styrer deres engagement i denne opgave« [2].

FN's konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder:

Artikel 12, pkt. 1: »De i denne konvention deltagende stater anerkender ethvert menneskes ret til at nyde den højst op-nåelige fysiske og psykiske sundhed.«

Sundhedsloven:

§ 40: »En patient har krav på, at sundhedspersoner iagttager tavshed om, hvad de under udøvelsen af deres erhverv erfarer eller får formodning om angående helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger«.

Lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed:

§ 17: »En sundhedsperson er under udøvelse af sin gerning forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed«.

Lægeforeningens etiske regler for læger:

§ 1: »De etiske regler for læger skal tjene til at styrke god lægegerning og et tillidsfuldt samarbejde mellem læger og patienter. En læge kan ikke påtage sig arbejdsopgaver, som strider mod reglerne.«

§ 5: Stk. 1 »Det er en patients ret, at oplysninger om helbredsmæssige og andre personlige forhold, som er afgivet til en læge, ikke uden personens samtykke videregives til andre, som ikke er fagligt impliceret i undersøgelse og behandling af patienten.« og stk. 2., 2. punktum: »I tilfælde, hvor lovgivningen forpligter en læge til at udtale sig til en offentlig myndighed om patientens helbredsmæssige eller personlige forhold, skal videregivelsen begrænses til kun at omfatte oplysninger, der er absolut nødvendige for sagsbehandlingen.«

§ 10, 1. punktum: »En læge bør i sin lægelige virksomhed sikre sig uafhængighed af uvedkommende interesser og bindinger, der vil kunne påvirke lægens bedømmelser og handlinger.«

I Lægeløftet hedder det: »... at jeg vil stedse bære lige samvittighedsfuld omsorg for den fattige som for den rige uden persons anseelse, at jeg ikke ubeføjet vil åbenbare, hvad jeg i min egenskab af læge har erfaret.«a

Noter: